Annonce

Annonce

Malkekvæg spiser foder i stalden

Der er behov for at reducere forbruget og produktionen af animalske produkter for at skabe et bæredygtigt fødevaresystem, lyder det fra en række EU-politikere i et åbent brev. Foto: Colourbox

EU-politikere i åbent brev til kolleger: Sig nu tydeligt at vi spiser for meget kød

EU's kommende fødevarestrategi overser et af de allerstørste problemer ved landbruget, lyder det fra flere EU-politikere i et brev til Kommissionen.

EU's fødevarestrategi 'From Farm to Fork' er på trapperne, men i 11. time retter flere EU-politikere nu kritik mod strategien. 

De mener, at den overser det største aftryk fra landbruget, nemlig kød- og mejeriproduktionen, og har derfor sendt et åbent brev til EU's vicepræsident Frans Timmermans og kommissærerne Stella Kyriakides, Janusz Wojciechowski og Virginijus Sinkevičius.

"Vi er bekymrede over, at udkastet, som vi har set, ikke tager fat på en af de ting i vores fødevaresystem, som udgør den største trussel mod folkesundheden, beskyttelsen af natur, klimahandling og landområder i trivsel: overforbruget af kød og mejeriprodukter og den stigende industrialisering af denne produktion," skriver de 12 parlamentsmedlemmer i brevet.

"Kostvaner, der primært er plantebaserede med et begrænset indtag og kød og mejeriprodukter, er bredt anbefalet af hensyn til folkesundheden, heriblandt forebyggelsen af kræft og diabetes," skriver de og henviser til litteratur fra FN's klimapanel IPCC, The ScientistEurostatEuropean Environmental Agency og EAT-Lancet-Kommissionen samt tidsskrifterne Global Change Biology og PNAS.

Politikerne opfordrer til, at 'Farm to Fork'-strategien bliver brugt som et led i at gøre fødevareproduktionen mere bæredygtig. 

From Farm to Fork

  • Strategien er et kerneområde i EU's 'Green Deal', der skal drive EU's grønne omstilling.

  • Den skal sikre lavere brug af pesticider, gødning og antibiotika i landbruget

  • Den skal bidrage til en cirkulær økonomi og mindske miljøaftrykket fra fødevareproduktionen fra jord til bord.

  • Den skal også sikre sund og bæredygtig mad til forbrugerne og give dem bedre vejledning om, hvor og hvordan maden er dyrket, dens sundhed og miljøaftryk.

'"Farm to Fork'-strategien giver en unik mulighed for at begynde omstillingen mod et sandt bæredygtigt fødevaresystem ved bl.a. at reducere industriel husdyrproduktion og dets bidrag til klimaforandringer, miljøforurening og den ringe behandling af dyr."

De beder desuden Europa-Kommissionen om at stoppe med at gemme sig bag vage termer som "mere bæredygtig kost" og i stedet tydeligt italesætter problemet og løsningerne.

"Vi beder den (Kommissionen, red.) sige det tydeligt: Europa forbruger og producerer for meget kød og for mange mejeriprodukter, producerer for meget industrielt, og vi ønsker at vende denne tendens og give landmændene incitament til at omlægge til nye og mere plantebaserede fødevaresystemer," lyder det afslutningsvist i brevet.

I sidste uge gjorde Økologisk Landsforening det også klart, at foreningen bakker op om en fødevareproduktion, der har en mindre husdyrproduktion og er mere plantebaseret.

"Husdyrprodukterne er det eksklusive i køkkenet, men sådan optræder det ikke længere i vores del af verden. Husdyrprodukterne indtager snarere pladsen som basiskosten. Det er her, det går galt, når vi skal sikre et bæredygtigt samfund med mad til en meget stor verdensbefolkning. Det skal der gøres noget ved, og det er det, vi har adresseret med vores budskab om mere grønt, mindre kød – økologisk naturligvis. Vores husdyrproducenter skal se sig selv som leverandører af et højværdiprodukt, der skal værdsættes som et højværdiprodukt," skrev foreningens landbrugs- og fødevarepolitiske chef, Sybille Kyed, i sin politiske blog.

Og i denne uge bragte landbrugsorganisationen Frie Bønder - Levende Land samme budskab på altinget.dk om, at landbruget bør bevæge sig væk fra den industrialiserede husdyrproduktion.

"Dyreproduktionen skal være meget mindre, end den er i dag. Bedrifterne skal være meget mindre, end de er i dag. Og dyrene skal have meget bedre plads, end de har i dag."

Flere artikler fra samme sektion

EU's store naturgenopretningslov falder i 11. time

Aftalen var egentlig klappet og klar, men helt uventet har Ungarn trukket sin støtte til en af de største miljølovgivninger i EU's historie lige inden den formelle godkendelse.

22-03-2024 3 minutter Natur,   EU,   Politik

EU-Kommissionen vil lempe flere naturkrav til landbruget: Krav om småbiotoper forsvinder

Kravet om at dedikere fire pct. af landbrugsarealet til natur skal skrottes, foreslår EU-Kommissionen, der netop har fremlagt en række regellempelser for at imødekomme landbrugets protester.

18-03-2024 4 minutter Biodiversitet,   EU,   Politik

Danmark har opbrugt et års ressourcer 12 dage hurtigere end sidste år

Danmark rykker to pladser op på den globale liste over storforbrugere, så vi nu har det 13. højeste forbrug i verden målt per indbygger.

14-03-2024 5 minutter Forbrug,   Bæredygtighed