Annonce

Annonce

En gris på friland spiser foder fra et trug

Står det til fødevareminister Mogens Jensen, skal importen af soja fremover komme fra producenter, der ikke rydder skov. Foto: Colourbox

Fødevareminister: Vi kan godt betale nogle få ører mere for vores kød

Ny rapport fra Københavns Universitet viser, at brug af ansvarlig og afskovningsfri soja kun vil gøre kød- og mejeriprodukter marginalt dyrere end alternativet.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) vil have alle danske virksomheder til hurtigst muligt at droppe soja, der ikke er dyrket på forsvarlig vis.

Mange danske virksomheder har allerede mål om at overgå til kun at anvende soja, der ikke rydder skov, og nu viser en ny rapport fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, at produktion af kød, æg og smør bliver kun nogle få øre dyrere, hvis sojaen, der bruges som foder til dyrene, er afskovningsfri.

I rapporten, der er bestilt af Miljø- og Fødevareministeriet, har forskerne regnet på, hvad det vil betyde for prisen på en række fødevarer, hvis dansk landbrug kun bruger afskovningsfri soja i sin produktion.

Resultaterne glæder Mogens Jensen, som tidligere har meldt ud, at han vil arbejde for, at den soja, Danmark importerer, er ansvarligt produceret og ikke fører til afskovning i andre dele af verden.

Fødevareminister Mogens Jensen mener at de danske forbrugere har råd til at betale lidt ekstra for kød- og mejeriprodukter, som er baseret på bæredygtig soja.

"Danske virksomheder bør være i front og sikre, at importen af soja belaster vores planet så lidt som muligt. Vi har alle et ansvar for at få stoppet den stigende globale skovrydning. Jeg kan godt forstå, hvis man som landmand tænker, at det sikkert kan blive dyrt, men nu har vi en ny rapport, som viser, at det faktisk ikke vil medføre store udgifter," siger Mogens Jensen.

Der er ingen undskyldninger for ikke at skabe en afskovningsfri import. Jeg vil vende hver en sten for bedst muligt at understøtte – og sætte rammer for – at fremme ansvarlige og afskovningsfri landbrugsvarer.

— Mogens Jensen, fødevareminister (S)

En række store danske virksomheder har allerede meldt ud med planer for en mere ansvarlig import. Det er ifølge Mogens Jensen positivt, men han vil have resten af erhvervet til at følge trop. Han vil derfor senere på året lancere en handlingsplan mod afskovning, som skal bidrage til, at dansk import af soja og andre landbrugsvarer ikke fremover har skov eller anden værdifuld natur på samvittigheden.

"Der er ingen undskyldninger for ikke at skabe en afskovningsfri import. Jeg vil vende hver en sten for bedst muligt at understøtte – og sætte rammer for – at fremme ansvarlige og afskovningsfri landbrugsvarer," siger Mogens Jensen.

Danmark importerer årligt omkring 1,6-1,7 mio. tons soja. Sojaen bliver i høj grad brugt som proteinfoder i landbrugssektoren. Københavns Universitet estimerer, at andelen af Danmarks import af sojaskrå, der er certificeret afskovningsfri, er omkring 20 pct.

Flere artikler fra samme sektion

Klimarådet anbefaler at udtage et landbrugsareal på Sjællands størrelse - så når vi vores mål

Staten skal hurtigt udpege målrettede arealer, der løser flere bæredygtighedsproblemer i et hug, fordi det vil udløse en synergieffekt - men det kræver en bedre politisk koordinering af arealanvendelsen.

23-04-2024 8 minutter Politik,   Natur,   Biodiversitet,   Klima,   Miljø

EU-Kommissionen trækkes i retten for løftebrud på dyrevelfærdsområdet

Et borgerinitiativ, som skulle bringe landbrugets dyr ud af burene så længe ud til at blive hørt af EU-Kommissionen. Nu har en gruppe dyreforkæmpere imidlertid lagt sag an mod kommissionen og anklaget den for at bryde sit løfte om at udfase og forbyde bure i landbruget.

19-04-2024 3 minutter EU,   Dyrevelfærd

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik