Annonce

Annonce

En mand peger på en skærm, der viser FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling

FN's 17 verdensmål, der her illustreres på en storskærm, sigter efter en bæredygtig udvikling, der skal nås i 2030. Foto: Xizi Luo/flickr/CC BY-NC-ND 2.0

Forsker: Økologi kan drive den bæredygtige udvikling

Landbruget skal reformere sig for at nå FN's verdensmål, og her kan politikerne finde inspiration i økologien, skriver en forsker.

Der er et stort behov for, at landbruget ændrer sig markant mod en mere bæredygtig produktionsform. Ellers når vi aldrig FN's 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. 

Det fastslår Adrian Müller, der er seniorforsker ved Department of Environmental Systems Science ved ETH Zürich i Schweiz. I en kronik på phys.org fremhæver han behovet for, at landbruget går i en mere bæredygtig retning, fordi det har så stor påvirkning på miljøet og naturen.

"Ellers risikerer vi at miste endnu mere biodiversitet, fortsætte med at forurene vores vand, forårsage erosion og udpine jorden. Og vi vil aldrig nå FN's verdensmål, hvoraf mange relaterer sig direkte til landbruget," skriver han på phys.org.

For Adrian Müller er det vigtigt, at man undgår at gøre det til en debat om økologi vs. konventionelt landbrug, men han mener, at økologi har fordele, der kan inspirere til at drive den bæredygtige udvikling. 

Det er dog politikerne, der kan skubbe på for at sætte fart i den nødvendige forandring, og her ser Adrian Müller fire muligheder, der kan støtte landbrugstyper såsom det økologiske uden at lægge sig fast på, at det skal være økologisk.

Brug afgifter og støtteordninger rigtigt

Den første mulighed er, at politikerne kan støtte de alternative landbrugsformer ved at investere i forskning og uddannelsen til dem samt indføre støtteordninger.

Den anden mulighed er at skabe større bevidsthed hos forbrugerne og tilslutning fra detailhandlen om at fremme bæredygtigt producerede fødevarer.

Den tredje mulighed er at igangsætte forbedringer i alle landbrugsformer ved eksempelvis at pålægge afgifter på pesticider, handelsgødning og importeret biomasse, så landmændene finder andre og mere bæredygtige løsninger.

Den fjerde mulighed er at indføre flere restriktioner på eksempelvis brugen af risikable midler, så det også tvinger landmænd til at finde nye og bedre metoder.

"Disse tiltag er fleksible, fordi de ikke udelukkende støtter økologisk landbrug, en integreret produktion, præcisionslandbrug eller noget andet enkeltstående system. Alle disse tiltag kan finde deres plads i et politisk landskab, så længe de viser en tilstrækkelig bæredygtighed," skriver Adrian Müller og kommer herefter ind på økologisk landbrugs rolle:

"Økologisk landbrug som den mest prominente alternative landbrugsmetode kan spille en særlig rolle i dette. Branchens lange erfaring med at udvikle de dele, der er nødvendige for at vokse som et alternativt system, kan inspirere alle fire politiske muligheder for regulering, hvad enten det relaterer sig til støtte, forbrugerne, gradvise forbedringer eller lovmæssige krav og forbud."

Ny rapport peger også på økologi

Adrian Müller mener samtidig, at regeringer fremover kun skal støtte landbrug, der kan levere på FN's bæredygtighedsmål, og at politikker, der støtter pesticider og gødning, bør ophøre. 

Hans kronik er skrevet på baggrund af et nyt studie, som han er en del af. Studiet 'Sustainability in global agriculture driven by organic farming' handler om, hvordan man kan gøre landbruget mere bæredygtigt. I det skriver forskerne, at økologi - selvom det ikke er den lette løsning - kan være brugbart at hente inspiration fra i det politiske arbejde.

I en ny rapport fra IPBES nævnes økologi også som en model på et bæredygtigt landbrug. Rapporten, der udkom i begyndelsen af maj med konklusionen om arternes hastige tilbagegang og nedbrydningen af økosystemer, nævner økologisk landbrug som en mulighed for at producere bæredygtigt, særligt med hensyn til klimaforandringer, færre miljømæssige påvirkninger, mindre sult og bedre dyrevelfærd.

Flere artikler fra samme sektion

EU's store naturgenopretningslov falder i 11. time

Aftalen var egentlig klappet og klar, men helt uventet har Ungarn trukket sin støtte til en af de største miljølovgivninger i EU's historie lige inden den formelle godkendelse.

22-03-2024 3 minutter Natur,   EU,   Politik

EU-Kommissionen vil lempe flere naturkrav til landbruget: Krav om småbiotoper forsvinder

Kravet om at dedikere fire pct. af landbrugsarealet til natur skal skrottes, foreslår EU-Kommissionen, der netop har fremlagt en række regellempelser for at imødekomme landbrugets protester.

18-03-2024 4 minutter Biodiversitet,   EU,   Politik

Danmark har opbrugt et års ressourcer 12 dage hurtigere end sidste år

Danmark rykker to pladser op på den globale liste over storforbrugere, så vi nu har det 13. højeste forbrug i verden målt per indbygger.

14-03-2024 5 minutter Forbrug,   Bæredygtighed