Annonce

Annonce

En rød murerbi ser ud fra et hul i noget træ

Den røde murerbi, Osmia bicornis, var med 13.000 registreringer den næstmest udbredte bi i den nylige optælling. Antallet er dog langt fra de 55.000 gange, en honningbi blev spottet. Foto: Orangeaurochs/CC-BY-2.0/Wikimedia-Commons

Hoteller og busskure kan have bremset biernes tilbagegang i Nederlandene

I 2018 gik et landsdækkende initiativ i luften i Nederlandene: Biernes tilbagegang skulle bremses. Optællinger tyder på, at det har virket - i hvert fald i byerne. Honningbien er dog den klart mest udbredte art, og det bekymrer.

Når mange personer samles om et fælles mål, kan det give resultater. Det ser i hvert fald ud til, at en national bi-strategi i Nederlandene virker efter hensigten.

Sidste uge deltog over 11.000 frivillige i den fjerde nationale bi-optælling, hvor de i en halv time sad i deres haver og registrerede, hvilke bier der kom forbi. Resultaterne viser, at hver have i gennemsnit havde besøg af 18-20 bier og blomsterfugle i løbet af den halve time, hvilket indikerer, at antallet af bier i byerne er stabilt. Det skriver The Guardian.

Det er det nederlandske Ministerium for Landbrug, Natur og Fødevarekvalitet, der er ansvarligt for initiativet, som blev præsenteret i 2018 med opbakning fra 43 samarbejdspartnere. Hensigten har været at bremse tilbagegangen af bier ved at give dem bedre forhold.

I Amsterdam har bystyret eksempelvis oprettet en bæredygtighedsfond på over 200 mio. kr., bygget såkaldte bi-hoteller, som kan være en samling pinde, kviste og træstammer med små hulrum, sået blomster frem for græs flere steder i byen og indført et forbud mod brug af pesticider på offentlige arealer.

I Utrecht har man sået blomster på tagene på busstoppestederne - både for at tiltrække bier og absorbere partikelos og regnvand - og biodiversitetsforkæmperen Deborah Post har stiftet Honey Highway, der er et projekt, som sørger for at så bivenlige flerårige blomster i vejsider, diger og ved togskinner.

Honningbien dominerer

Den hyppigst forekommende bi i den nylige optælling var imidlertid ikke en vild bi, men honningbien Apis mellifera, der blev observeret 55.000 gange ud af de i alt godt 200.000 observationer. Den næstmest observerede bi var den røde murerbi, Osmia bicornis, med 13.000 fund efterfulgt af humlebien Bombus terrestris, der blev spottet 12.800 gange.

Honningbiens markante udbredelse i forhold til de vilde arter bekymrer Vincent Kalkman, der er entomolog ved Naturalis, der er en af organisationerne bag initiativet.

"Det øgede antal af biavlere i byerne kan resultere i øget konkurrence for føde mellem honningbier og vilde bier. Vi er nødt til at samarbejde med biavlerne for at øge mængden af føde til alle bier," siger Vincent Kalkman til The Guardian.

Debatten om honningbiernes konkurrence med de vilde bier er ikke forbeholdt Nederlandene; også herhjemme diskuterer forskere, om honningbierne tager vigtig føde fra de vilde bier.

Folkene bag initiativet ønsker at indsamle data over fem år, før de drager en endelig konklusion.

Flere artikler fra samme sektion

EU's store naturgenopretningslov falder i 11. time

Aftalen var egentlig klappet og klar, men helt uventet har Ungarn trukket sin støtte til en af de største miljølovgivninger i EU's historie lige inden den formelle godkendelse.

22-03-2024 3 minutter Natur,   EU,   Politik

EU-Kommissionen vil lempe flere naturkrav til landbruget: Krav om småbiotoper forsvinder

Kravet om at dedikere fire pct. af landbrugsarealet til natur skal skrottes, foreslår EU-Kommissionen, der netop har fremlagt en række regellempelser for at imødekomme landbrugets protester.

18-03-2024 4 minutter Biodiversitet,   EU,   Politik

Danmark har opbrugt et års ressourcer 12 dage hurtigere end sidste år

Danmark rykker to pladser op på den globale liste over storforbrugere, så vi nu har det 13. højeste forbrug i verden målt per indbygger.

14-03-2024 5 minutter Forbrug,   Bæredygtighed