Annonce

Annonce

Solen skinner gennem en skov af træer

I alt seks britiske projekter skal udvikle værktøjer til at hjælpe træer og skove med at tilpasse sig klimaforandringerne og gøre Storbritannien klimaneutral. Et af projekterne skal undersøge træernes evne til at huske og kommunikere med hinanden nærmere. Foto: Colourbox

Kan træer huske og dele erfaringer? Det vil forskere nu undersøge

Er træer i stand til at huske tidligere stresspåvirkninger og overføre det til deres efterkommere, er det vigtig viden i vores kamp for klimatilpasning.

Træer er måske i stand til meget mere, end mange umiddelbart tror. I hvert fald vil forskere i et britisk projekt nu undersøge, om træer rent faktisk har en form for hukommelse og kan videregive erfaringer til deres efterkommere.

Håbet er, at bedre viden om træers reaktion på stresspåvirkninger kan understøtte en bedre planlægning i bevarelse og plantning af skov i forbindelse med klimatilpasning og Storbritanniens mål om klimaneutralitet i 2050. Det skriver University of Birmingham i en pressemeddelelse.

Projektet, der er navngivet MEMBRA (Understanding Memory of UK Treescapes for Better Resilience and Adaptation), skal udvikle værktøjer, der kan identificere er mest modstands- og tilpasningsdygtige arter, så man kan planlægge bevarelsen og plantning af skov bedre, både med hensyn til modstandskraft over for klimaforandringer og plantesygdomme.

Forskerne skal både demonstrere, om træer kan huske stresspåvirkninger, og om de kan videreføre disse erfaringer til efterkommere via såkaldt epigenetik, hvor visse geners aktivitet ændres, uden at selve dna-sekvensen ændres.

Forskning har påvist evne til kommunikation

Forskerne vil desuden undersøge, hvordan træernes mulige evne til at huske vil påvirke menneskets beslutningstagen og moralske syn på trælandskaberne.

"Denne forskning vil øge vores forståelse af de enorme sociale, økonomiske, kulturelle og miljømæssige fordele, der er forbundet med træer i landskabet. Det inkluderer vigtigheden af træer i byområder, hvorfor vi er så forbundne med skove, og hvordan vi kan opmuntre lodsejere og landmænd til at plante flere træer. Denne viden vil hjælpe os med at identificere, hvor og hvordan vi kan udvide vores skovområder og sikre deres modstandsdygtighed over for pres og stress i årtier og århundreder," siger professor Sir Duncan Wingham, direktør for Natural Environmental Research Council, som er en del af UK Research and Innovation, der finansierer projektet.

Projektet er et af i alt seks projekter, der har modtaget bevillinger fra UK Research and Innovation i dets program 'Future of UK Treescapes Programme', som skal udvikle værktøjer til at hjælpe træer og skove med at tilpasse sig klimaforandringerne og gøre Storbritannien klimaneutral.

Programmet løber over tre år og har deltagelse af 13 universiteter og forskningsinstitutter samt flere end 40 ikke-akademiske partnere og støtter.

Tesen om, at træer kan kommunikere på tværs af generationer, er ikke helt ny. Suzanne Simard, der er professor ved University of British Columbia, Canada, har forsket i økologien i canadiske skove i over 30 år, og ifølge hendes forskning kan træer faktisk kommunikere med hinanden; de koloniserer deres familie med tættere netværk, flytter rødderne for at give mere plads og sender ligefrem kulstof og forsvarssignaler videre gennem deres svampenetværk og rødder. Og netop de forbindelser har øget resistensen hos de unge planter mod fremtidige farer, har Suzanne Simard konkluderet.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT