Annonce

Annonce

En flok køer står på en græsmark imellem små vindmøller.

Den britiske landbrugsorganisation NFU ønsker, at det britiske landbrug er CO2-neutralt senest i 2040. Foto: Colourbox

Britisk landbrugsorganisation: Vi skal være klimaneutrale i 2040

Et ambitiøst klimamål skal sikre, at det britiske landbrug også i fremtiden vil være konkurrencedygtigt, lyder argumentet.

I 2040 skal det britiske landbrug være CO2-neutralt. Det ambitiøse klimamål skal sikre, at erhvervet også i fremtiden er konkurrencedygtigt. 

Sådan lød budskabet på den nyligt afholdte konference Oxford Farming Conference fra Minette Batters, der er præsident for landbrugsorganisationen National Farmers' Union (NFU). Det skriver businessgreen.com.

"Vores konkurrenter fra Irland og New Zealand har kastet handsken, og jeg er her i dag for at tage den op," sagde Minette Batters.

"Jeg mener, at vi kan matche og overgå deres initiativ - vores mål skal være ambitiøst; at gøre vores industri CO2-neutral i 2040 eller før," sagde hun og henviste desuden til, at FN's landbrugsorganisationen vurderer, at den britiske oksekødproduktion er 2,5 gange mere effektiv end verdensgennemsnittet.

Mere skov i New Zealand

I november fremlagde det britiske klimaråd, Committee on Climate Change, to rapporter med forslag til, hvordan det britiske landbrug kan blive mere klimavenligt. Det har fået regeringen til at bebude planer om at betale landmændene for deres bidrag til samfundsgoder såsom at værne om rent vand og ren luft, samt at genetablere landområder, som kan lagre CO2.

Businessgreen.com skriver ikke, hvilke tiltag i Irland og New Zealand Minette Batters henviser til, men New Zealands regering har det forgangne år undersøgt muligheden for at pålægge landbruget en CO2-afgift og til gengæld belønne landmænd for positive klimabidrag, samt fordoble landets skovareal efter anbefalinger fra en produktivitetskommission.

For Irlands vedkommende går det imidlertid ikke umiddelbart i en mere klimavenlig retning for landbruget, da nye tal viser, at dets drivhusgasudledning steg med 2,9 pct. i 2017, primært pga. af et øget antal malkekøer.

Landets landbrugsminister, Michael Creed, anerkendte dog i forbindelse med klimatopmødet COP24 i december, at regeringen skal gøre mere for at sænke landbrugets udledning.

Kritik af dansk regering

Herhjemme har regeringen fået kritik for i sit nyligt fremlagte klimaudspil at lade landbruget slippe for let fra at sænke sin udledning af drivhusgasser.

"Regeringens udspil indeholder nogle gode elementer i forhold til forskning og ambitioner om udtagning af organiske lavbundsjorde, men glimrer ved fravær af markante nye reduktionsindsatser i landbruget," skrev tænketanken Concito i en kommentar til udspillet, mens Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, udtalte:

"I stedet for at gøre danske landmænd til medspillere og klimahelte, gør udspillet landmænd til politiske kastebolde ved at melde pas på en offensiv politik for klimaløft i landbruget. Med dette udspil har Danmark ikke fået en klimapolitik for landbruget. Den flytter hverken produktion eller forbrug med de markante skridt som klima-alvoren kræver."

Flere artikler fra samme sektion

EU-Kommissionen trækkes i retten for løftebrud på dyrevelfærdsområdet

Et borgerinitiativ, som skulle bringe landbrugets dyr ud af burene så længe ud til at blive hørt af EU-Kommissionen. Nu har en gruppe dyreforkæmpere imidlertid lagt sag an mod kommissionen og anklaget den for at bryde sit løfte om at udfase og forbyde bure i landbruget.

19-04-2024 3 minutter EU,   Dyrevelfærd

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg