Annonce

Annonce

Finn Tang

"Klima og kost er en kompliceret sag, og vi er nødt til at vægte fagligheden højt og kigge på energiindholdet i fødevarerne frem for bare at sige mere grønt og mindre kød," siger Finn Tang. Arkivfoto

Mælkeformand kritiserer kampagne fra Økologisk Landsforening

Formanden for Økologisk Landsforenings mælkeudvalg, Finn Tang, stiller sig kritisk overfor foreningens kampagne for mere grønt. Han savner flere nuancer.

Økologisk Landsforening (ØL) kører i øjeblikket en kampagne for en af foreningens mærkesager - ’Mere grønt’ - der har fokus på, hvordan en forandring af vores måltider med mere grønt og mindre kød kan gøre en forskel for klimaet.

Finn Tang, der er formand for ØL’s mælkeudvalg, forholder sig dog kritisk til foreningens kampagne.

»Det er alt for unuanceret bare at sætte lighedstegn mellem mere grønt på tallerkenen og et bedre klima. Jeg synes, Økologisk Landsforening bevæger sig på en farlig vej med kampagnen, som i bedste fald er vildledende og samtidig potentiel skadelig for en del af foreningens medlemmer,« siger Finn Tang og uddyber:

»Hvis du udskifter en lille kotelet med salat, så skal du spise et halvt kilo salat for at få samme mængde energi og 10-12 kg salat for at få samme mængde proteiner. Klima og kost er en kompliceret sag, og vi er nødt til at vægte fagligheden højt og kigge på energiindholdet i fødevarerne frem for bare at sige mere grønt og mindre kød. Det er for simpelt og ikke retvisende for forbrugerne. Energiindholdet i en væsentlig del af de grønne fødevarer er så lavt, at det ikke giver klimamæssig mening med et simpelt råd om mere grønt, siger Finn Tang.

Mere brunt på tallerkenen

Mælkeudvalgsformanden er optaget af klimadebatten og landbrugets muligheder for at bidrage til klimaforbedringer. Han savner dog, at nuancerne kommer med - ikke blot i ØL’s kampagne, men i debatten generelt.

»Der kan være masser af gode grunde til at spise mere grønt såsom sundhedsmæssige fordele, og det kan man fint kommunikere. Men hvis det skal give mening for klimaet, så er det mere nuanceret end dét, og så er det i virkeligheden mere brun mad i form af kartofler, korn og brød, man skal have fokus på, fordi energiindholdet er højt,« siger Finn Tang.

Mælkeudvalgsformanden har derfor tænkt sig at rejse en debat om kampagnen for mere grønt og klimaet på foreningens generalforsamling d. 5. marts.

Lytter til bekymringer

Der bliver lyttet til mælkeudvalgsformandens bekymringer, men det får ikke foreningen til at stoppe sit fokus på mærkesagen ’Mere grønt’.

»Forskerne peger på, at noget af det vigtigste, vi kan gøre for klimaet, er at omlægge til en mere plantebaseret kost med færre animalske produkter samt at minimere madspild og vælge grønt i sæson. Hvis vi skal tage os selv seriøst som en interesseorganisation, der arbejder for en økologisk og bæredygtig omstilling af samfundet, skal vi også arbejde for en forandring, som virkelig vil gøre en forskel ift. klimaet,« siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Han fortsætter:

»Det gør vi, samtidig med at vi kæmper for mere økologi på tallerkenen og i landbruget – både det grønne og det animalske. Flere økologiske marker vil medføre mere plads til det grønne og færre husdyr samlet set, da økologiske husdyr har langt mere plads end de konventionelle dyr. Det er faktisk en af økologiens styrker, at vi ikke kan og skal opretholde den nuværende store husdyrproduktion, hvis landbruget omlægges til økologisk drift.«

Flere artikler fra samme sektion

Flere økologer kan se frem til tilskud til ny teknologi

Der er stor efterspørgsel på tilskud til ny teknologi, og nu afsætter fødevareministeren ekstra penge til Økologisk investeringsstøtte i 2021. Derudover får ansøgerne et halvt år ekstra til at afslutte deres projekt.

02-12-2021 2 minutter Tilskud

Snart bliver engelske landmænd belønnet for at passe på deres jord

Engelske landmænd vil fra 2022 modtage betaling, hvis de aktivt værner om jordens frugtbarhed og sundhed. Flere naturorganisationer er dog skuffede over ordningen.

02-12-2021 4 minutter Udland,   Politik,   Jordfrugtbarhed

Ny kampagne skal gøre det nemt at spise grønnere i januar

I januar 2022 sætter Dansk Vegetarisk Forening for første gang den landsdækkende kampagne Grøn Januar i gang. Grøn Januar har deltagelse af flere store kæder og skal sætte fokus på at spise grønnere ved at synliggøre udbuddet af veganske muligheder i landets butikker samt på spisesteder og i kantiner.

02-12-2021 4 minutter Forbrug,   Detailhandel,   Plantebaserede fødevarer