Annonce

Annonce

En mark bliver sprøjtet med pesticider

Kilder beretter om en kultur i den amerikanske miljøstyrelse, hvor så mange pesticider som muligt skulle godkendes. I et eksempel blev en toksikolog bedt om at vurdere tidligere studier af risikoen ved pelargonsyre, der bl.a. bruges i Roundup. Toksikologen dykkede ned i de rå data og fandt ud af, at studierne talte usandt, når der stod, at der ikke var nogen risiko for kronisk toksicitet. Foto: Colourbox

Medier: USA's miljøstyrelse er marionetdukke for pesticidproducenter

Pesticidproducenter og politikere har i årevis blandet sig i godkendelser af nye pesticider i USA, lyder kritikken fra nuværende og tidligere ansatte hos den amerikanske miljøstyrelse. Der berettes om en kultur, hvor så mange midler som muligt skulle godkendes. EU afviser, at det kan ske herhjemme.

I årtier er pesticider blevet godkendt på et mangelfuldt datagrundlag efter pres fra producenter og sågar politikere i USA.

Det kan medierne The Intercept og The Guardian berette om efter at have interviewet adskillige kilder. The Intercept, der har skrevet om problemstillingen i en artikelserie, der indtil videre strækker sig fra juli til september, baserer sine artikler på over 20 kilder, der har beskæftiget sig med pesticidregulering, heriblandt 14 tidligere ansatte fra den amerikanske miljøstyrelse, EPA, mens The Guardian har interviewet fire whistleblowere samt fået indblik i e-mails og dokumenter, der giver et indblik i sagerne.

Artiklerne fortæller om en myndighed, der egentlig skulle tjene offentligheden, men som ofte har ladet sig presse både eksternt og internt fra interessenter fra pesticidbranchen. Flere forskere og ledere ansat ved EPA siden er blevet ansat i job hos pesticidproducenterne.

Der herskede angiveligt en kultur i styrelsen, hvor det var ildeset at opponere mod godkendelsen af et pesticid, og hvor det blev fejret med kage, da man havde rundet 1.000 afvisninger af toksikologiske test.

"Ja-pakker"

Fra december 2011 til maj 2018 imødekom EPA 972 anmodninger fra producenter om at droppe toksicitetstester - 89 pct. af alle anmodninger modtaget. De tests, der ikke blev lavet, skulle se på skadelige virkninger på afkom, risiko for kræft og skadelige virkninger på immunforsvaret.

"Hvis du nævner noget, der er en ubekvem sandhed, bliver du forbigået til et hvilket som helst komitéarbejde, du er afhængig af for at blive forfremmet. Det er en uskreven lov, at hvis du vil forfremmes, skal alle pesticider godkendes," siger en anonym toksikolog fra EPA til The Intercept.

Sommetider får medarbejderne også henvendelser fra kongresmedlemmer, der ønsker et middel godkendt. Disse ønsker blev betegnet som "ja-pakker".

Tim Whitehouse, der er chef for Public Employees for Environmental Responsibility - en organisation, som repræsenterer whistleblowere fra offentlige myndigheder - fortæller, at man på det seneste har modtaget "adskillige" indrapporteringer fra både nuværende og tidligere ansatte hos EPA, der underbygger historierne.

I et eksempel blev en toksikolog hos EPA i 2018 bedt om at vurdere tidligere studier af risikoen ved pelargonsyre, der bl.a. bruges i Roundup. Toksikologen dykkede ned i de rå data og fandt ud af, at studierne talte usandt, når der stod, at der ikke var nogen risiko for kronisk toksicitet; rådata viste det stik modsatte, fortæller kilden til The Intercept. Ledelsen satte dog en stopper for yderligere undersøgelser, og toksikologen forlod efterfølgende afdelingen.

EPA's talsperson Kenneth Labbe siger til mediet, at man ikke har lavet nye kræfttests af pelargonsyre, da man ikke mener, at der er ny viden om, at det skulle udgøre en risiko.

I et andet eksempel blev der i sommeren 2016 udarbejdet en analyse af syv epidemiologiske studier, der fandt en mulig sammenhæng mellem forekomsten af non-Hodgkin lymofom og glyfosat. Analysen blev dog aldrig publiceret. Efterfølgende udkom to andre analyser, der havde lånt en del af formuleringerne fra den oprindelige analyse, men konklusionen var helt anderledes: At glyfosat næppe udgjorde en kræftrisiko.

EU: Vi er mere transparente

Økologisk Nu har kontaktet EU's pendant til EPA, European Food Safety Authority (Efsa), og spurgt, hvordan de europæiske borgere kan være sikre på, at noget lignende ikke er sket og sker, når pesticider godkendes i EU.

En talsperson fra Efsa oplyser i en mail, at processen er mere transparent end i USA, og at man vurderer rådata frem for blot at læne sig op ad producenternes egne risikovurderinger. Adspurgt om Efsa "kan garantere", at forløbet i USA og manipulationen af data ikke har påvirket godkendelserne i EU, svarer talspersonen ikke direkte "ja" til spørgsmålet, men skriver:

"Efsas vurderinger er transparente og uafhængige: Hver vurdering indledes med, at en medlemsstat analyserer dokumenterne, som herefter gennemses af Efsa og alle medlemsstater, herunder en offentlig høring blandt alle interessenter, som har mulighed for at kommentere."

Efsa kopierer altså ikke bare EPA's vurderinger, når de samme kemiske midler søger at komme ind på det europæiske marked, forklarer talspersonen:

"EU har sin egen uafhængige proces hvad angår risikovurdering. Den rapporterende medlemsstat (den, der i første omgang indstiller midlet til godkendelse, red.) arbejder med rådata, og Efsa og de andre medlemsstater kan vende tilbage og gennemgå rådata på et hvilket som helst tidspunkt i godkendelsesfasen."

Økologisk Nu har desuden spurgt om, hvordan Efsa kan godkende pelargonsyre, når en toksikolog hos EPA angiveligt har fundet tegn på toksicitet i forsøgenes rådata. Her henviser Efsa til sin egen vurdering, hvor man ikke har fundet grund til bekymring.

Utilfredse medarbejdere

The Guardians kilder fremsætter tilsvarende anklager mod EPA, der sætter offentlighedens sundhed på spil ved at presse godkendelser igennem. Whistleblowerne siger, at problemerne fandtes under daværende præsident Barack Obama, blev forværret under Donald Trump og indtil videre er fortsat under nuværende præsident Joe Biden.

Avisen er i besiddelse af dokumenter, der viser, at tilfælde, hvor forskere og industrien var uenige, blev betegnet som 'hair on fire' og overtaget af en leder i styrelsen, som underkendte EPA's kemikere. Også The Intercept er i besiddelse af dokumenter og lækkede lydoptagelser, der afslører dette.

"Lederne lader til at mene, at deres opgave består i at få så mange nye kemikalier på markedet som muligt," siger Kyla Bennett til The Guardian.

Hun har selv arbejdet for EPA og var whistleblower og er nu leder ved Public Employees for Environmental Responsibility (PEER) - en non-profit organisation hvis advokater repræsenterer de fire whistleblowere, som The Guardian har interviewet.

En medarbejderundersøgelse i EPA fra 2020 viste også tegn på ledelsesvigt, da flere ansatte svarede i undersøgelsen, at de frygtede repressalier, hvis de gør opmærksomme på mulige regelbrud, og et klart flertal i to af EPA's afdelinger er uenige i, at ledelsen besidder høj integritet og ærlighed.

Talsperson Kenneth Labbe udtaler til The Intercept, at EPA har forpligtet sig til at sikre, at registrering af pesticider sker uden indblanding fra andre:

"EPA læner sig op ad den bedste tilgængelige forskning og evaluerer informationer fra flere kilder - pesticidproducenter, andre regeringer, universiteter og publicerede studier - i sin evalueringsproces," skriver han bl.a. i en mail til mediet.

I en anden artikel i The Intercepts serie svarer en unavngiven talsperson fra EPA, at man tager alle brud på den videnskabelige integritet alvorligt, og at alle anklager om dette vil blive undersøgt grundigt. Man vil desuden ikke acceptere, hvis der forekommer hævnakter mod ansatte, der har klaget over brud på reglerne:

"EPA er engageret i at opbygge en kultur, hvor evaluering og konstant læring fremmer en åben udveksling af forskellige videnskabelige og politiske standpunkter," lyder det endvidere.

The Intercepts serie om pesticidproducenternes kontrol over EPA kan læses her:

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT