Annonce

Annonce

Et udklip af forsiden på Økologisk Jordbrug viser daværende landbrugsminister Laurits Tørnæs

Laurits Tørnæs var landbrugsminister, da det røde Ø-mærke blev indført. Oprindeligt var han imod mærket, men gode argumenter fik ham til at ændre holdning. Skærmdump: Økologisk Jordbrug, november 1990

Ministeren, der indførte Ø-mærket: I starten var jeg inderligt imod det

Det røde Ø har været en ubetinget succes, mener Laurits Tørnæs, der som landbrugsminister var med til at indføre økologimærket for 30 år siden. Oprindeligt var han modstander af idéen.

‘Øko-flippere ind i det pæne EF-selskab’.

Sådan lød overskriften på en artikel i Jyllands-Postens erhvervssektion i februar 1990. Det var ved at blive en realitet, at Danmark ville være det første land i verden med en statslig økologisk mærkningsordning, og i artiklens indledning lød det videre:

‘Langhårede øko-flippere og sandalklædte miljø-vogtere er ved at blive lukket ind i det pæne EF-selskab. Dette kolossale bureaukratiske apparat har fundet ud af, at europæerne vil have økologiske og miljø-rene varer, så nu vil EF-kommissionen tilbyde logoer, mærkater og kontrol på området’.

Dengang var økologien på ingen måde hvermandseje. Produktionen og forbruget udgjorde en niche, og for at sætte det i perspektiv er det økologiske areal i dag ca. 24 gange større end dengang for 30 år siden.

Oprindeligt mødte den statskontrollerede økologi da heller ikke opbakning fra den daværende landbrugsminister Laurits Tørnæs (V).

“I starten var jeg inderligt imod det. Jeg syntes, at det var noget fis og humbug, men der var nogle årsager til, at jeg ændrede holdning,” fortæller den nu 83-årige forhenværende minister, der sad på posten fra 1987 til 1993.

“Først og fremmest var der nogle meget energiske folk i foreninger, som virkelig havde det som en hjertesag og argumenterede godt for det,” siger han.

“En anden årsag var, at mine embedsmænd gik ind for det. Den tredje årsag var, at der ikke var nogen særlige regler på området, hvilket betød, at mange brugte økologien som et påskud for at sælge deres produkter uden egentlig at leve op til særlige krav. Det generede mig voldsomt,” forklarer Laurits Tørnæs, som godt kan se paradokset i, at han samtidig var imod et mærke, der netop ville medføre regler på området.

I dag efter 30 år kan man godt sige, at Ø-mærket var en stor succes, men jeg ønsker på ingen måde at tage æren for det.

— Laurits Tørnæs, fhv. landbrugsminister (V)

Ø-mærket fylder 30 år

  • 1987: Danmark fik som det første land i verden vedtaget en økologilov med et statsligt kontrolsystem.
  • 1990: Ø-mærket blev indført.
  • 1992: Økologisk Landscenter oprettes for at koordinere information om og markedsføring af økologiske produkter.
  • 2002: Landsforeningen for Økologisk Jordbrug, Økologisk Landscenter og en række økologiske brancheforeninger fusionerer og danner tilsammen Økologisk Landsforening.

Kilder: Miljø- og Fødevareministeriet, Økologisk Landsforening

“Det betød så, at jeg langsomt ændrede holdning til det og godt kunne se, at det var en nødvendighed at få ordnede forhold på området. Både af hensyn til de producenter, som virkelig ville økologien, og af hensyn til forbrugerne, så de kunne se, hvilke regler og standarder en økolog skulle leve op til.”

Flere gange i interviewet understreger han, at Ø-mærket ikke var hans idé, men at det var andres gode argumenter, der viste vejen.

“I dag efter 30 år kan man godt sige, at Ø-mærket var en stor succes, men jeg ønsker på ingen måde at tage æren for det,” fastslår han.

Lanceringen af mærket i begyndelsen af 1990 var dog beskeden, for økologien var en niche, og der var sågar skepsis over for mærket i både detailbranchen og blandt landmænd. Det nye mærke gik så ubemærket hen i befolkningen, at man besluttede sig for en relancering i sommeren 1990, hvor der blev indbudt til et pressemøde på Søpavillonen i København.

Forbrugerne skulle lære Ø-mærket at kende og være klar over, at det i løbet af efteråret ville være at finde på de økologiske produkter. Med journalister fra 14 af landets største dag- og fagblade samt tv kom budskabet omsider for alvor ud til befolkningen.

Laurits Tørnæs selv havde dog ikke store forventninger til mærket.

“For at kunne gennemføre sådan noget, skal en minister ville det. Det plejer enten at være, fordi vælgerne ønsker det, eller fordi der er et politisk pres på Christiansborg for det. Men her var det en absolut minoritet, der ønskede det, så jeg forventede ikke at score politiske point på det. Jeg syntes ikke, det var noget, man skulle ofre meget opmærksomhed på.”

Forsiden på 'Økologisk Jordbrug' udgivet af Landsforeningen Økologisk Jordbrug november 1990.
Forsiden på 'Økologisk Jordbrug' udgivet af Landsforeningen Økologisk Jordbrug november 1990.. Skærmdump

På en konference om økologisk jordbrug i oktober 1990 udtalte han, at målet på lang sigt var at få en “væsentlig” eksport af økologiske fødevarer til de øvrige EF-lande. Det var bare sjældent, at hans politiske kolleger i udlandet overhovedet nævnte økologi over for ham.

Som Laurits Tørnæs erindrer det, kom emnet primært op, fordi man i udlandet undrede sig over det danske tiltag. Hvad var det dog, man havde gang i i Danmark, og skulle man ikke lade branchen selv om, hvordan den enkelte landmand ville dyrke sin mark? lød de kritiske kommentarer.

“Jeg har ingen erindring om, at nogen kom og spurgte, om vi kunne hjælpe dem med inspiration til noget lignende. Det vakte ikke opsigt i udlandet. Økologerne har selv slidt sig til det. Vi som nation og økologerne som producenter var jo banebrydende,” siger Laurits Tørnæs.

I 1990 var det økologiske produktionsareal på knap 12.000 ha, nogenlunde svarende til Samsøs areal, og vurderingen var, at ca. 500 bedrifter kunne få det røde Ø-mærke. Frem mod 1995 voksede arealet lige så stille til 21.145 ha, men så skete der for alvor noget: Samme år – fem år efter, at Ø-mærket var blevet introduceret – blev det økologiske areal nærmest fordoblet til lidt over 40.000 ha, og samtidig vedtog politikerne en aktionsplan, der skulle fremme den økologiske fødevareproduktion i Danmark.

Den blev i 1999 efterfulgt af ‘Aktionsplan II – Økologi i udvikling’, som bl.a. satte fokus på øget vækst. Der havde ellers ikke været mangel på vækst i branchen de foregående år; det økologiske areal var på blot fire år mere end tredoblet til 146.685 ha, hvilket svarer omtrentligt til arealet på Lolland og Langeland.  

Efter yderligere opgang og senere nedgang i arealet kom så ‘Aftale om Grøn Vækst’ i 2009. Heri valgte politikerne at sætte tal på, hvor stor økologien skulle være i 2020: 300.000 ha. Og selvom de endelige tal for 2019 ikke er kommet endnu, tyder de foreløbige vurderinger på, at målet bliver nået. Det økologiske areal er dermed nogenlunde på størrelse med Fyn, og knap 4.000 bedrifter er nu økologiske.

Det har været en ubetinget succes. Dengang havde jeg ikke nogen forestilling om, at økologien ville få det omfang, som den har fået.

— Laurits Tørnæs, fhv. landbrugsminister (V)

Økologiens rejse gennem de seneste 30 år har da også løbende mindet Laurits Tørnæs om, hvad han var med til at sætte i søen, for det er bestemt ikke alle love og tiltag, han husker fra sin tid som minister.

“I de 30 år har jeg da kunnet glæde mig over, at jeg var med til at starte det. Det er en af de politiske sager, som stadig er synlige, og jeg er jo i berøring med den hver eneste dag. Det var en lille sag, som jeg aldrig rigtig har sluppet. Det er derfor, at jeg nogenlunde sikkert kan fortælle dig om mine følelser dengang, for det er ikke følelser, der har været gemt væk i 30 år,” siger han og tilføjer, at økologien har vist sin berettigelse i stor udstrækning både hos producenter og forbrugere.

“Det har været en ubetinget succes. Dengang havde jeg ikke nogen forestilling om, at økologien ville få det omfang, som den har fået. Det var jo ikke nogen stor sag og ikke noget, der optog ministerens hverdag eller særlig mange politiske diskussioner på det tidspunkt. For mit eget vedkommende tror jeg nok, at de andre politikere syntes, at det var lidt småskørt, det jeg som minister gik i gang med,” fortæller Laurits Tørnæs.

Han er da også blandt de forbrugere, der lægger økologiske varer i indkøbskurven, men han ønsker ikke at svare på, hvilke varer han foretrækker økologisk, for det må være op til den enkelte at vurdere, hvornår man finder det hensigtsmæssigt at tilvælge økologien, lyder argumentet.

Hvis du var fødevareminister i dag, kunne du så have fundet på at komme med en målsætning om, at økologien skal fordobles, ligesom den nuværende regering har gjort det?

“Det har jeg svært ved at forestille mig – det er jeg alt for liberal til,” svarer han først, men begynder så at tænke nærmere over det.

Det er nemlig vigtigt for ham, at hans overvejelser og nuanceringer kommer ordentligt til udtryk i artiklen. Det er ikke sort eller hvidt for ham, for på den ene side ønsker han ikke, at staten skal gå ind og holde hånden under en produktionsform med massiv statsstøtte og styre den i en bestemt retning, bare fordi politikerne har en følelse af, at det er det bedste.

Omvendt bør en regering kunne mærke, hvad forbrugerne og industrien ønsker, og sætte rammerne derefter for at understøtte udviklingen. Ligesom han selv var med til at gøre for 30 år siden.

Flere artikler fra samme sektion

Professor: Mere grønt kan løse adskillige miljøproblemer

Mindre kød og mere grønt hjælper ikke kun klimaet, men også naturen og vandmiljøet. EU er obs på det, lyder det fra EU-repræsentant.

27-02-2020 4 minutter Mere grønt mindre kød,   Bæredygtighed,   Klima,   Miljø

’Mr. Økologi’ takker af efter 25 år: »Det har været som at stille et telt op midt i en orkan«

Da Paul Holmbeck tiltrådte i det daværende Landsforeningen Økologisk Jordbrug var økologien en niche. Han var med til at gøre den til en del af danskernes hverdag - men der er også ting, som han ønsker, han havde gjort anderledes.

26-02-2020 14 minutter Økologisk Landsforening

DF beskylder "socialisterne" for at modarbejde landbruget og klimaet

I en debat om, hvordan plantebaserede fødevarer kan bidrage til grøn omstilling, udtrykte DF's Morten Messerschmidt tydelig irritation over flere af sine politiske modstandere.

25-02-2020 7 minutter Klima,   Plantebaserede fødevarer,   Mere grønt mindre kød