Annonce

Annonce

Bestyrelsesmedlemmer samt ØL's adm. direktør står side om side, mens Per Kølster står på talerstolen ved generalforsamlingen i 2018

Ni kandidater har indsendt en præsentation af dem selv og fortæller, hvorfor de ønsker at stille op til bestyrelsen i ØL. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Mød årets kandidater til ØL's bestyrelse her

Ni kandidater til Økologisk Landsforenings bestyrelse fortæller her, hvorfor man bør stemme på dem til årets generalforsamling.

Seks bestyrelsesmedlemmer samt suppleanterne er på valg, når Økologisk Landsforening d. 8. marts afholder sin årlige generalforsamling. Økologisk har i den forbindelse efterlyst kandidater til bestyrelsen og har modtaget svar fra ni personer, som ønsker at stille op. 

De er blevet bedt om at redegøre for, hvordan de kan bidrage til, at bestyrelsen er holdningsstærk, kompetent til at lede (har indsigt i organisation, ledelse, økonomi, jura o. lign.), er fagligt alsidig (produktion, marked, mad o. lign.) og er bredt hængt op i medlemsgrupperne.

De nye kandidater præsenteres først - herefter følger de kandidater, der genopstiller.

Martha Marie Jensen

Landmand, ny kandidat

Jeg er datter af nogle af de første økologer og tilhører ”næste generation” i det økologiske landbrug. Jeg ønsker at repræsentere de unge økologiske landmænd; os, som virkelig brænder for økologien, og mener, at økologien er mere end en produktionsform, men et redskab til at løfte mange af de udfordringer, vores samfund og verden står overfor. 

Jeg er faglært landmand og har primært arbejdet med grønsags- og kartoffelavl. I januar 2018 startede jeg Fyens Økologi, hvor jeg har en lille ideologisk ægproduktion med fokus på ekstraordinær dyrevelfærd, alternativ fodring og lokal afsætning. Tre ting, der bl.a. efter min mening, er væsentlige for fremtidens økologiske landbrug. 

Jeg har tre fuldtidsansatte, 2.700 skønne høns og eget ægpakkeri, hvorfra vi direkte forsyner kunder på hele Fyn. 

Til daglig har jeg mange administrative opgaver såsom bogholderi og økonomi, intern og ekstern kommunikation (offentlige instanser, kunder, ”økollegaer” m.fl.) samt organisering og planlægning. Jeg er også at finde i både stalden og pakkeriet og nyder at arbejde med både hovedet og hænderne. 

Jeg har omkring 10 års erfaring med bestyrelsesarbejde og har arbejdet nogle år som kok og undervist i bl.a. madlavning. Jeg håber på at kunne bringe mine ideologiske ideer og forskellige faglige kompetencer til bestyrelsen i ØL, så vi kan skabe en fremtid for det fælles bedste.

Michael Svane

Landmand, ny kandidat

Jeg stiller op på en klar holdning om, at økologien, selvejet og det familiedrevne landbrug skal hænge bedre sammen. Jeg har været med i Familielandbruget i otte år. 

Jeg var næstformand i L&F’s Økologisektion i seks år og har en bred erfaring fra det erhvervspolitiske maskinrum, herunder fra fondsarbejde på Axelborg og regionalt på Sjælland. Nu er jeg landmandsmedlem i Økologisk Landsforening. Hesselbjerggaard er på 38 ha, og vi har været økologer siden 2000. Vi har kødkvæg, lam og en alsidig produktion af grøntsager på friland og i væksthus samt frugt- og bærproduktion. 

Jeg samarbejder med Svogerslev græsningslaug, jeg er mentor for en sårbar ung mand, og vi er selvforsynende med el fra et stort solcelleanlæg. Vi har jagtleje og forskellige former for turisme-, skole- og eventsamarbejder. Gården samarbejder med lokale fødevarevirksomheder i gårdens storkøkken. Vi har sorte tal på bundlinjen og lægger lidt fra til pensionen. 

Jeg er nu fuld tid hjemme på Hesselbjerggaard. Er cand. techn.soc. og ph.d. og er tidl. universitetsansat. Jeg er formand for Gevningehalvøens UdviklingsForum (GHUF). GHUF har en bestyrelse på 9 mennesker. Gevningehalvøen rummer fire landsbyer (Gevninge, Herslev, Kattinge og Kornerup) og bebos af 3.000 mennesker lige vest for Roskilde i Lejre kommune. Målet er at bremse funktionsudtømningen, så vi ikke mister flere arbejdspladser, offentlige institutioner og virksomheder.

Jørgen Skøtt Sønderby

Landmand, ny kandidat

Med opvækst i Vestjylland og sønderjyske aner, en afstikker til New Zealand i 1982 og videre til Canada i 1983 med IAEA. Fra 1985 til ’87 driftsleder og underviser ved kvægbruget på Tønder Landbrugsskole. Herefter bosat i Østjylland, gift med Lise fra København og fem drenge fra 18 til 28 år, hvor min base siden 1987 har været Knebberhedegaard ved Bjerringbro. I 1991 startede vi omlægningen til økologisk landbrug. Siden 1994 har vi leveret mælk til Grindsted/ Thise Mejeri. 

Vi har i dag fordelt på to gårde 375 rotationskrydsningskøer og deres opdræt Praktiserer sæsonkælvning og driver 500 hektar alsidig markbrug. Det hele passet af dygtige medarbejdere. 

I perioden 1994-2012 har jeg siddet i bestyrelsen for først Grindsted Mejeri siden Thise Mejeri som økonomiansvarlig. 

Som ung landmand på 57 år med 30 års erfaring håber jeg at kunne skubbe lidt på, når der er problemer, og hænge lidt i bremsen, når det går rigtigt stærkt. 

Samarbejde er for mig et vigtigt ord, som vi er kommet rigtigt langt med herhjemme. Samarbejde med både små og store økologiske grønsagsproducenter og et par maskinsamarbejder. Det vil jeg gerne bringe med ind i ØL’s bestyrelse. Thise-ånden vil jeg også gerne bringe med i ØL’s bestyrelse. Det vil sige: glæde sig når det går godt, og kæmpe, rykke sammen og bakke op, når der er hårde tider.

Kenneth Højgaard

Vicedirektør i Fonden Københavns Madhus, genopstiller

Jeg har været i ØL’s bestyrelse i to år og har lyst til meget mere. Vi lever i en spændende tid, hvor deadline for at redde verden er ved at være overskredet. I min optik er maden en del af løsningen på klimaproblemerne, og ikke den del af problemet. 

Når man i de professionelle køkkener arbejder med omlægning, omlægger man hele måltidet - dvs. den måde, man spiser og laver mad på – indenfor det eksisterende driftsbudget. Kødforbruget bliver reduceret, da omlægning jo sker inden for samme budget og økologisk kød er tre gange så dyrt som ikke-økologisk. Konsekvensen er, at forbruget af grønt og grønne proteiner stiger, og måltiderne bliver mere balancerede – også klimamæssigt. 

Derfor er mit bud på fremtidens tallerken meget udramatisk og tæt på den mad, som allerede i dag bliver spist i rigtigt mange offentlige institutioner. 

Jeg oplever, at der er en tendens til, at klimakrisen bliver brugt til at shame økologien, og jeg frygter, at der vil komme en masse konventionelle klimaprodukter, der vil prøve at modvirke den samfundsforandring, som vi er mange, der har kæmpet for i mange år. Jeg er ikke landmand, men vicedirektør i Fonden Københavns Madhus og arbejder bl.a. med at omlægge de offentlige måltider i fx København, Aarhus, Bornholm, Lejre, Hvidovre mm. til økologi. 

For mig giver det rigtig god mening, at køkkenernes stemme fortsat er repræsenteret i bestyrelsen, og jeg vil gerne være med til at sikre dialogen mellem by og land, mellem køkken og producent.

Karsten Kjærgaard

Landmand, genopstiller

Jeg er landmand på Miljøministeriets ø, Livø, i Limfjorden. Øen forvaltes af Naturstyrelsen og har været økologisk i 28 år. Her har jeg ansvaret for driften af markbruget (brødkorn) og naturplejen (Angus kødkvæg). 

Som bosiddende på en ø i vandkantsdanmark er jeg næsten dagligt nødt til at tænke på emner som affaldshåndtering, recirkulering af næringsstoffer, udnyttelse af stedlige ressourcer, biodiversitet samt forædling og afsætning af øens produkter. Alle sammen emner, hvor det er muligt at trække tråde til mange af foreningens arbejdsområder og med ønsket om til stadighed at forbedre på disse. 

Jeg har siddet i ØL´s bestyrelse de seneste otte år og har her arbejdet for, at foreningens mærkesager bliver udbredt, så vi fremover som samfund kan og vil gøre det bedre end i dag – både m.h.t. ressourceudnyttelse, forvaltning af miljøet og vi menneskers involvering og trivsel i hele landet – på landet – og i udkanten. 

Også i fremtiden vil vi som økologer og som forening blive stillet over for store udfordringer. I ØL’s bestyrelse vil jeg gerne fortsat gøre forsøget på at skabe en bred folkelig opbakning, være medlemmernes talerør og derigennem tage et ansvar - også når de svære beslutninger skal træffes.

Per Kølster

Indehaver af Kølster Malt & Øl, genopstiller

Da jeg ønsker at fortsætte som formand, ønsker jeg naturligvis også at fortsætte i bestyrelsen og vice versa. 

Min plan er at forfølge de mange initiativer, som bestyrelsen har sat i gang de seneste år. 

Det er mit brændende ønske at stå i spidsen for, at foreningens økonomi, vores kontakt med medlemmerne og vores muligheder og position i samfundet styrkes. 

Økologien er om nogensinde på vej til at blive ledende i en udvikling, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at landbruget og fødevareverdenen skal leve op til mange udfordringer samtidig. 

Det er det, vi kan som økologer, i kraft af det vi står for, det vi gør, vores gode samarbejde internt og med omverdenen, og i kraft af vores store indsats for at udvikle os både med vores produktionssystemer, og i forhold til det vi leverer til samfundet på klima, natur og sundhed. 

Jeg ønsker at gøre mit for, at denne rejse ind i en ny æra kan lykkes, og at foreningen kan vokse sig stærk og trives med i nye tider.

Preben Lauridsen

Landmand, genopstiller

Jeg har gennem de seneste to år været medlem af bestyrelsen i Økologisk Landsforening. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at der er en del udfordringer, der skal løses i foreningen. Samtidig er økologien i et vendingspunkt, hvor vi er ved at skifte til en dominerende rolle i markedet, og hvor vi skal finde en balance mellem indtjening og udvikling af økologien. 

I den forbindelse er jeg meget optaget af den alsidighed, der er inden for økologien; lige fra små- til storproduktion, og hvor den enkelte landmand/virksomhed brænder for netop deres måde at formidle økologien på. I den nærmeste fremtid vil klima og de 17 verdensmål fylde meget i udviklingen af økologien. 

Generationsskifte er noget, jeg brænder for, og i den forbindelse er jeg så heldig at sidde i bestyrelsen for Danmarks Økologiske Jordbrugsfond. 

Mine kompetencer til at sidde i bestyrelsen i ØL er fra vores landbrug Sønderhøjgård I/S mfl., som er kvæg og planteavl, hvor vi er tre ejere og 18 medarbejdere. Det seneste par år har jeg været direktør, og en af de fem medejere, der er ved at opføre Outrup Biogas, som vil producere gødning til 5.200 ha økologisk planteavl. Alle aktiviteter, jeg har som selvstændig, er ejet af flere og er grundlæggende baseret på samarbejde med andre i den daglige drift. Med disse ord håber jeg på at kunne fortsætte arbejdet i ØL’s bestyrelse efter generalforsamlingen.

Steen Nørhede

Landmand, genopstiller

Som medlem af bestyrelsen i Økologisk Landsforening (ØL) vil jeg arbejde for, at foreningen bliver mere skarp på, at vi bønder har brug for en fair betaling for vores produkter. 

ØL er suveræn til at brande økologien og nødvendigheden af den store klimaomstilling, men jeg oplever i min hverdag, at rigtig mange økologiske producenter/fyrtårne, som bidrager til denne udvikling, er ved at løbe tør for energi, penge og idealisme. Vi får svært ved at skabe det ønskede ’ØkologiLØFT’ uden et ’ØkonomiLØFT’ for vores indsats. Det bliver en opgave for ØL at forklare, hvorfor landmændene behøver fair priser for klimaneutrale fødevarer. 

De seneste fem år har jeg arbejdet som frivillig og timelønnet ekstern medarbejder for ØL med omlægningstjek, undervisning på en serie kurser for økologiske landmænd, foredrag og dyrskuer m.m. 

Jeg er medlem af planteavlsudvalget i ØL og blev i 2018 suppleant i bestyrelsen. Jeg driver et lille landbrug på 11 ha. og laver en del forsøg med slagtekyllinger i mobile huse. Vi har en stor have, hvor jorden ikke er fræset i fem år efter principperne fra permakultur. Vi arbejder på at omlægge vores marker til skovlandbrug med flerårige afgrøder og frugt- og nøddetræer. 

Fagligt er jeg uddannet landmand og agronom. Desuden er jeg merkonom i virksomhedsøkonomi og -ledelse og kursusinstruktør i værdibaseret ledelse. Jeg har opnået en bred faglig viden som landbrugskonsulent, landbrugslærer, projektleder og økologikonsulent igennem mange år.

Tina Unger

Direktør for 'En del af Herslev Aps', genopstiller

Jeg har været en del af bestyrelsen de seneste to år som personligt medlem. Det seneste halvår har bestyrelsen arbejdet intenst med Strategi 2019-2021. 

Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for, at strategien går fra tanker til handling. Jeg arbejder som direktør i ’En del af Herslev Aps’ drevet af fødevareproducenter i Lejre-egnen og som programleder for Fødevarer, Erhverv og Bæredygtighed i Lejre Kommune. 

Jeg er desuden andelshaver i det forbrugerejede landbrug Brinkholm, hvor jeg er frivillig i møllergruppen. Jeg har således min gang i såvel private virksomheder som offentlige køkkener og administrationsgange. 

Jeg har fire mærkesager: 

  1. Jeg er ambitiøs på økologiens vegne. Vi skal tænke i produktionsløsninger, der på én gang er bedre alternativer i forhold til væsentlige dagsordner som biodiversitet, dyrevelfærd, sundhed og klima. Der er ikke noget enten–eller. Vi skal tænke i både–og. 

  2. Vi skal som samfund give plads til, at landbruget kan udvikle sig i flere spor. Vi har brug for både storskala- og en mangfoldig småskalaproduktion. Dette kræver åbenhed for alternativer og en anerkendelse af, at der er flere veje til de økologiske principper og økologiens udbredelse. 

  3. Vi skal som forening stå stærkt holdningsmæssigt og samarbejde med andre, hvor dette giver mulighed for at bringe os videre. 

  4. Vi skal styrke dialogen mellem land og by ud fra en farm to tabletankegang, så byens mad i højere grad afspejler produktionen i det nære opland. Dette skaber liv både på landet og i byen.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT