Annonce

Annonce

En sommerfugl på et korn

Nu giver politikerne et stort løft til den vilde natur, men ifølge Økologisk Landsforening ændrer det ikke på, at der også er behov for at gøre en indsats for at øge biodiversiteten i landbruget. Foto: Colourbox

Ny aftale skal give et historisk løft til Danmarks natur

Politisk aftale sikrer 888 mio. kr. til at forbedre biodiversiteten i årene 2021-2024.

Regeringen og støttepartierne har netop offentliggjort en ny biodiversitetspakke, der bliver en del af den kommende finanslov for 2021. Pakken skal give en håndsrækning til landets natur.

"Samlet set slippes naturen fri på et areal, som er omkring dobbelt så stort som Langeland," skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse om den nye natur- og biodiversitetspakke, som et flertal bestående af regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om.

Pakken skal give et historisk løft til dansk natur, og danskerne kan blandt andet se frem til etablering af skønsmæssigt yderligere 13 naturnationalparker og endnu mere urørt skov, oplyser Miljøministeriet.

I aftalepakken afsættes der 888 mio. kr. i perioden 2021-2024 til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark, men den konkrete udmøntning aftales senere.

"Med aftalen giver vi naturen et historisk løft, så dyr og planter får bedre og grønnere levevilkår i Danmark. Det har længe været et ønske for regeringen – og ikke mindst for mange danskere – at naturen skulle have en hjælpende hånd. Derfor er jeg glad for, at vi som en del af forhandlingerne om en grøn genstart er blevet enige om nye danske nationalparker og store områder med urørt skov. Det er et vigtig skridt for at bringe vores natur på fode igen," siger finansminister Nicolai Wammen.

Der er tale om et paradigmeskifte

Aftalen vidner om, at Danmark er klar til et nødvendigt paradigmeskifte, der sætter fokus på indsatser for vores natur og biodiversitet, pointerer miljøminister Lea Wermelin (S). 

"Før valget gav vi et løfte om at passe bedre på vores natur. Derfor er jeg glad og stolt over, at vi i dag kan præsentere en aftale med et af de største løft af naturindsatsen i nyere tid. Her sætter vi nu ind for at bremse naturkrisen med mange tusinde ha urørt skov og nye naturnationalparker, så de næste generationer også kan opleve en mangfoldig og spændende natur," siger miljøminister Lea Wermelin.

Hos WWF Verdensnaturfonden er der tilfredshed med den nye naturpakke.

”Denne pakke kommer til at gøre en forskel for dansk natur og biodiversitet. Regeringen har lyttet til vores og forskernes anbefalinger om at udlægge langt mere urørt skov, samt etablere store, sammenhængende naturområder med græssende dyr. Det er virkelig et stort positivt skridt for dansk natur, som danskerne også kommer til at kunne mærke,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

I Økologisk Landsforening betegner landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Sybille Kyed, aftalen som et glædeligt løft for den vilde natur.

"Men det ændrer ikke ved, at der stadig er behov for at gøre en indsats for at øge biodiversiteten i landbruget, hvor økologien har meget at byde ind med," siger Sybille Kyed, og henviser til undersøgelser, der viser, at der er 30 pct. flere arter i de økologiske marker.

Med aftalen mener Pia Olsen Dyhr, formand for SF, at der er tale om et klart skift i holdningen til den danske natur:
"Vi viser nu, at der er kommet et nyt flertal til, som ikke ser en korn- eller rapsmark som natur, som ikke giver landbruget forrang eller bladrer videre, når endnu en rapport viser, at haren, sanglærken og agerhønen er ved at forsvinde fra det danske landskab. Nu giver vi naturen plads og dyrene deres levested tilbage. Næste skridt bliver en grundig lovgennemgang på naturområdet, så vi forhåbentligt kan få en lov til naturen med klimaloven som forbillede," siger Pia Olsen Dyhr. 

Zenia Stampe, Radikale Venstre, betragter aftalen som en redningsbåd for truede dyr og planter:

"Nu bygger vi Noahs ark for Danmarks truede dyr og planter. Gennem årtier er den danske natur blevet mere og mere klemt, så der næsten ikke er plads til de mange arter, vi har i vores land. På længere sigt skal naturen fylde meget mere. Men lige nu skaber vi øer i hele Danmark, hvor unikke dyr og planter kan overleve og trives," siger hun. 

Det indeholder natur- og biodiversitetspakken

  • I natur- og biodiversitetspakken er der afsat 888 mio. kr. til udlæg af urørt skov, etablering af nye naturnationalparker og udarbejdelse af en strategi for forvaltning af truede arter.
  • For de afsatte midler vil det fx være muligt at nå et samlet areal på knap 75.000 hektar urørt skov og etablering af skønsmæssigt 13 nye naturnationalparker, så der samlet set vil være op til 15 naturnationalparker i Danmark.
  • Urørt skov skaber gunstige vilkår for forskellige arter og gavner biodiversiteten, og i naturnationalparker kan plante- og dyrelivet få lov at udfolde sig på mere naturlige præmisser.
  • Aftaleparterne er endvidere enige om at etablere et biodiversitetsråd, hvortil der afsættes fire mio. kr. årligt i 2021-2024.
  • Aftaleparterne er enige om at igangsætte en gennemgang af den eksisterende lovgivning på natur- og biodiversitetsområdet mhp. at understøtte hensigtsmæssige rammer for realiseringen af natur- og biodiversitetspakken samt klare rammer for den fortsatte udvikling af naturen og biodiversiteten i Danmark.
  • Aftalepartierne er desuden enige om at afsætte 10 mio. kr. til forbedring af havmiljøet. Rammen prioriteres til indsatser i Øresund som eksempelvis genetablering af stenrev og opsamling af tabte fiskeredskaber mv.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT