Annonce

Annonce

Per Kølster står på talerstolen til generalforsamlingen i 2019

Per Kølster, formand for ØL, håber, at der med en ny regering vil blive afsat flere midler til økologiforskningen, og at omlægningen i de offentlige køkkener bliver intensiveret. Arkivfoto: Henrik Hindby Koszyczarek

ØL har to markante ønsker til regeringsgrundlaget

Befolkningen har sammensat et folketing, der utvetydigt vil føre en mere grøn politik, mener Økologisk Landsforenings formand.

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening (ØL), er meget optimistisk på vegne af økologien og Danmarks klimaindsats, efter at gårdsagens valgresultat faldt på plads.

Rød blok med Alternativet fik 96 mandater, mens blå blok med Nye Borgerlige fik 79. Dertil kommer de fire nordatlantiske mandater, hvoraf tre går til rød blok og ét går til blå.

"Det er meget spændende, at der er kommet et folketing, som utvetydigt vil have en politik, som er meget grøn. Det handler ikke mindst om klimaet - en sag, vi som økologer er meget engagerede i og arbejder tæt sammen med ministerierne om at udvikle. Det her kan kun være med til at accelerere indsatsen. Det ser jeg meget optimistisk på, og jeg tror, at den kommende regering vil blive et boost for det økologiske landbrug," siger Per Kølster, som understreger, at ØL har haft et "glimrende" samarbejde med skiftende regeringer, men der har været forskelle i, hvordan de har drevet udviklingen. 

Han nævner som eksempel, at daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) gav udviklingen et skub, da hun satte et mål om mindst 60 pct. økologi i de offentlige køkkener, mens borgerlige regeringer som udgangspunkt har ønsket, at markedet drev udviklingen. 

Med et magtskifte på trapperne vil ØL nu arbejde på at sikre en mere ambitiøs økologpolitik for innovation og markedsudvikling samt en decideret klimapolitik på landbrugsområdet, som bl.a. omfatter foreningens eget forslag om at indføre klimaregnskaber på de danske landbrug. 

Dertil vil den arbejde for at få indført to markante punkter i et kommende regeringsgrundlag; det ene er, at regeringen skal arbejde for en omstilling af EU's landbrugspolitik, så landmænd i højere grad skal bidrage til samfundsgoder såsom bedre dyrevelfærd, et sundere miljø, mindre klimabelastning og mere natur for at modtage landbrugsstøtte. Det andet er, at momsen på certificerede varer, eksempelvis økologiske og svanemærkede produkter, sænkes.

Flere midler til forskning

Ud over ønskerne til regeringsgrundlaget, håber Per Kølster, at en kommende regering sørger for at intensivere omlægningen i de offentlige køkkener, sikrer nok midler i landbrugsfondene til at udvikle økologien og sikrer, at der er tilskud til en fortsat økologiomlægning. 

Forskningen i det økologiske landbrug har brug for et "boost" efter at være blevet sat på vågeblus i en årrække, mener han:

"Det handler ikke kun om at understøtte udvidelsen af økologien, men også at understøtte, at økologien bliver bedre, så den kan leve op til de krav og drømme, som vi selv har. Især når vi snakker klima."

Han glæder sig over Socialdemokratiets målsætning om at fordoble økologien fra det nuværende niveau, hvilket flugter godt med Økologisk Landsforenings egen målsætning, om end den ikke helt rammer de 30 pct. i 2030, som foreningen ønsker.

Med hensyn til Alternativets, Enhedslistens og SF's ønske om et grønt superministerium er Per Kølster ikke overbevist om, at det er den rette vej at gå. I stedet nævner han en løs idé om, at man kunne oprette en form for tværministerielt initiativ - en slags revision - der med en klima- og biodiversitetslov i hånden, kan se de forskellige ministerier efter i sømmene og vurdere, hvordan ny lovgivning påvirker klimaet og biodiversiteten.

Så der fremover ikke kun laves regnskab over pengebeholdningen, men også over de økologiske ressourcer.

Flere artikler fra samme sektion

EU's store naturgenopretningslov falder i 11. time

Aftalen var egentlig klappet og klar, men helt uventet har Ungarn trukket sin støtte til en af de største miljølovgivninger i EU's historie lige inden den formelle godkendelse.

22-03-2024 3 minutter Natur,   EU,   Politik

EU-Kommissionen vil lempe flere naturkrav til landbruget: Krav om småbiotoper forsvinder

Kravet om at dedikere fire pct. af landbrugsarealet til natur skal skrottes, foreslår EU-Kommissionen, der netop har fremlagt en række regellempelser for at imødekomme landbrugets protester.

18-03-2024 4 minutter Biodiversitet,   EU,   Politik

Danmark har opbrugt et års ressourcer 12 dage hurtigere end sidste år

Danmark rykker to pladser op på den globale liste over storforbrugere, så vi nu har det 13. højeste forbrug i verden målt per indbygger.

14-03-2024 5 minutter Forbrug,   Bæredygtighed