Annonce

Annonce

Sybille Kyed, Per Kølster, Helle Borup Friberg og Paul Holmbeck står ved siden af Lea Wermelin i Miljø- og Fødevareministeriet

Repræsentanter fra Økologisk Landsforening mødtes med miljøminister Lea Wermelin (S) i denne uge. Fra venstre: Sybille Kyed, Per Kølster, Lea Wermelin, Helle Borup Friberg og Paul Holmbeck. Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

ØL skal lige vænne sig til ministeriets nye arbejdsdeling

I sidste uge mødtes repræsentanter for Økologisk Landsforening fødevareministeren - nu er turen kommet til miljøministeren.

Før folketingsvalget havde det været tilstrækkeligt med ét af disse møder. Men efter at den socialdemokratiske regering har udpeget både en fødevareminister og en miljøminister, har repræsentanter for Økologisk Landsforening (ØL) nu afholdt et møde med hver af ministrene.

I sidste uge var det fødevareminister Mogens Jensen, og i denne uge gjaldt det miljøminister Lea Wermelin.

"Min fornemmelse er, at de umiddelbart har en meget god samklang. Der er en nysgerrighed over for, hvordan vi kommer videre med at arbejde med de problemstillinger, der vedrører begge ministre," siger ØL's formand, Per Kølster, der sammen med foreningens adm. direktør, Helle Borup Friberg, den landbrugspolitiske chef, Sybille Kyed, og politiske direktør, Paul Holmbeck, mødtes med ministeren tirsdag.

Per Kølster opfatter det ikke som noget problem, at der nu er to ministre på området mod blot én under V- og VLAK-regeringen, men at 

"Der er risiko for, at det giver flere møder, men omvendt har vi efterspurgt, at der i højere grad var dialog på tværs af ministerierne, fordi vores tilgang til økologien jo også er helhedsorienteret. Så på den måde synes jeg, at der er tale om en ønskeposition, men det er jo også et spørgsmål om, at det lige vil tage lidt tid med tilvænningen. Sådan ville det også være i den omvendte situation, hvor man lagde to ministerier sammen," siger Per Kølster.

På mødet fortalte ØL bl.a. om sit samarbejde med kommunerne og vandselskaberne for med hjælp fra økologien at modvirke pesticidforurening af grundvandet. 

"Det, vi oplevede, var en meget imødekommende minister, som er meget opmærksom på, at vi er et væsentligt bidrag til den generelle politik om natur, klima og landbrug - også helt specifikt mht. regeringens egen målsætning om at fordoble økologien," siger Per Kølster.

Foreningen fremlagde også sit syn på en naturpolitik, der skal gå på to ben; det ene handler om at sikre den vilde, urørte natur, mens det andet handler om at sikre naturen i landbrugslandskabet.

"Det er vi meget optagede af, hvordan vi kan levere noget på," siger Per Kølster.

Og selvom det ikke direkte ligger inden for Lea Wermelins område, blev EU's kommende landbrugspolitik også vendt. Her ønsker foreningen at ændre landbrugstilskuddet, så det i højere grad går til indsatser, der gavner naturen, miljøet og klimaet, frem for at være afhængigt af hvor mange hektar en landmand dyrker.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT