Ægtepar opgav livet i L.A. for at starte et landbrug. Det blev en kamp, der nu rammer danske biografer

Molly Chester holder en tør klump jord op foran kameraet.

"Det er det her, vi er kæmper imod," siger hun og smider den ufrugtbare klump fra sig.

Forinden var Molly Chester, der arbejdede som kok, sammen med sin mand, John Chester, blevet advaret om, at de ville blive smidt ud af deres lejlighed i Los Angeles, fordi deres hund dagligt gøede i timevis.

De havde ellers prøvet alt, hvad der stod i deres magt, for at få hunden til at stoppe med at gø, men intet virkede. De ville ikke give hunden, som de havde adopteret fra et internat, til en ny familie, og dens gøen ville nok fortsætte med at være et problem, selvom de flyttede til en ny lejlighed.

I stedet valgte de at lægge deres liv om: De forlod storbyen og deres job for at skabe et økologisk og biodynamisk landbrug i pagt med naturen. En drøm de begge havde haft lurende i baghovedet i flere år, men aldrig fået gjort ved. Nu havde de muligheden.

De overtog en bedrift på knap 53 hektar, hvor jorden var gold, og økosystemet var blevet nedbrudt gennem 45 år. Samtidig var deres viden om at drive landbrug nærmest ikke-eksisterende.

Midt i parrets kamp for at genskabe en frugtbar jord og få dyrelivet til at summe igen, besluttede John Chester, der er Emmy-vindende filmproducent, sig for at trække på sine filmiske evner og gennem otte år dokumentere parrets arbejde med og mod naturens kræfter.

Det blev til dokumentarfilmen 'Den Største Lille Gård', der var på shortlisten med 14 andre dokumentarfilm til at blive Oscar-nomineret i kategorien 'bedste dokumentarfilm'. Og den 30. januar har filmen så premiere i flere danske biografer.

Da parret flyttede ind på gården 80 km nord for L.A., anede de ikke, hvor de skulle begynde, eller hvordan de kunne gøre jorden frugtbar igen, så de fandt hjælp i den nu afdøde Alan York, der var konsulent i biodynamisk landbrug. 

Han fortalte dem om vigtigheden af at give naturen tid til at genoprette sig selv, fordi det i sidste ende vil skabe en balance. Det var ikke nødvendigt med kemiske bekæmpelsesmidler - det naturlige dyreliv skulle nok løse problemerne. 

Efter to år på gården nåede parret sit lavpunkt, da plantesygdomme og skadedyr hærgede afgrøderne. Og da det ikke blev bedre, spurgte en af deres landbrugsmedarbejdere, om de ikke skulle ty til sprøjtemidlet RoundUp, men John Chester afviste. Det ville ødelægge deres mulighed for at blive certificeret som biodynamisk. Så de ventede. Og ventede. Indtil det viste sig, at konsulenten Alan York fik ret.

For pludselig blev de små fugle, der åd store mængder frugt fra frugttræerne, mødt af en naturlig fjende: Rovfuglene var kommet til og enten spiste eller skræmte de små fugle væk. Og da bladlusene blev et problem, kom hjælpen efterfølgende i form af lusenes naturlige fjende: mariehønen. Efter fem år begyndte bierne at vende tilbage og bestøve afgrøderne.

Det gik op for Chester-parret, at alle skabninger har et formål. 

"Omkring det femte år begyndte noget at ændre sig. Jeg så, hvordan såvel vigtige dyrearter som en variation af insekter trådte til som rovdyr, hvilket hjalp med at skabe en balance i de skadedyrsangreb, som vi kæmpede med," fortæller John Chester i et interview med filmselskabet Neon. 

Det var dét vendepunkt, der fik John Chester til at beslutte sig for at gøre optagelserne, som han jævnligt lavede, til en decideret dokumentarfilm.

"Den virkelige inspiration kom, da jeg bemærkede, hvordan de ting, vi opfattede som problemer, for eksempel visse planter kategoriseret som ukrudt, faktisk gav vigtige næringsstoffer til vores jord og frugttræer. Farmen tog, hvad vi havde påbegyndt, og begyndte at bygge sit eget komplekse immunforsvar. Vi optog hele tiden vores historie, men jeg havde aldrig rigtig sat mig for at lave filmen indtil dét år," fortæller John Chester, som faktisk husker den eksakte dag, da han besluttede sig for at lave dokumentarfilmen:

"Jeg gik i frugtplantagen forbi et træ, der få dage forinden var fuldstændig dækket af bladlus, et skadedyr, der dræber planter ved at suge deres nektar. Men nu var de alle væk. I stedet var træet dækket af hundredvis af mariehøner, der er en af bladlusenes største fjender. Mariehønerne var vendt tilbage, fordi vi havde skabt et habitat på farmen, som de kunne trives i. Der var pludselig en sneboldeffekt med disse eksempler, og da vidste jeg, at jeg var klar til at fortælle denne historie."

Siden filmen først blev fremvist tilbage i 2018, har den gjort sit indtog på diverse filmfestivaller, og i løbet af 2019 udkom den i biografer rundt om i verden. Den har nu 15 priser og 23 nomineringer i bagagen, men det bliver ikke til en Oscar-statuette, da den ikke var blandt de nominerede, der blev offentliggjort den 13. januar.

Artiklen er opdateret den 13/01/2020, med oplysningen om at filmen ikke opnåede en Oscar-nominering.