Annonce

Annonce

En Roundup-flaske står på nogle fliser

Står det til regeringen, bliver det fremover forbudt at sprøjte med pesticider som Roundup på visse offentlige og private arealer. Foto: Tim Reckmann/flickr/CC BY NC 2.0

Regeringen vil forbyde pesticider på offentlige og private arealer

I sit nye udspil for grønnere byer foreslår regeringen, at brugen af sprøjtemidler forbydes på visse offentlige og private arealer.

Det skal være slut med at bekæmpe ukrudt på flere offentlige og private arealer, hvis det står til regeringen. I sit nye udspil 'Tættere på - Grønne byer og en hovedstad i udvikling' foreslår den 19 initiativer, der skal styrke den grønne omstilling i landets større byer, og et af forslagene går på at begrænse brugen af sprøjtemidler i såvel det offentlige som private.

Ifølge regeringen udgør brugen en risiko for nedsivning til vores grundvand og for naturen i byerne, og derfor ønsker regeringen "et endegyldigt stop" for at sprøjte med bl.a. glyphosat på flere offentlige og private arealer.

Forslaget vækker glæde hos præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

"Rigtig god nyhed for vores natur og drikkevand, at regeringen netop har meldt ud, at de vil indføre forbud mod brug af sprøjtegifte på private og offentlige arealer. Endelig! Stort tak for det," skriver hun på Twitter.

Regeringen går i sit udspil ikke i dybden med eventuelle undtagelser for forbuddet, men skriver, at det "for eksempel" gælder flisebelagte fortovsarealer, brosten, veje og grusveje.

I en mail til Økologisk Nu uddyber ministeriet, at forbuddet gælder områder med særlig risiko for, at sprøjtemidler kan sive ned i grundvandet, hvilket er steder, hvor det øverste jordlag er gravet væk. Øvrige arealer vil ikke være omfattet af et forbud.

Derudover gælder forbuddet ikke let-nedbrydelige midler såsom pelargonsyre, der vil kunne bruges i stedet for glyphosat.

Forbuddet skal formes i tråd med EU's regler på området og vil bl.a. tage højde for relevante undtagelser som sikkerhedsmæssige hensyn og invasive arter.

Flere artikler fra samme sektion

Klimarådet anbefaler at udtage et landbrugsareal på Sjællands størrelse - så når vi vores mål

Staten skal hurtigt udpege målrettede arealer, der løser flere bæredygtighedsproblemer i et hug, fordi det vil udløse en synergieffekt - men det kræver en bedre politisk koordinering af arealanvendelsen.

23-04-2024 8 minutter Politik,   Natur,   Biodiversitet,   Klima,   Miljø

EU-Kommissionen trækkes i retten for løftebrud på dyrevelfærdsområdet

Et borgerinitiativ, som skulle bringe landbrugets dyr ud af burene så længe ud til at blive hørt af EU-Kommissionen. Nu har en gruppe dyreforkæmpere imidlertid lagt sag an mod kommissionen og anklaget den for at bryde sit løfte om at udfase og forbyde bure i landbruget.

19-04-2024 3 minutter EU,   Dyrevelfærd

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik