Annonce

Annonce

Køer på mark

"Det hele handler om bæredygtighed og om sammenhængen mellem menneske, planet og forbrug," skriver Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, i sin leder. Arkivfoto: Jakob Brandt

Sikke en fest!

LEDER: Overstået er julen og alle dens sammenkomster med sødt, blødt, stegt og vådt. Indskudt er 2020 med bobler, menuer og krudt. Og alt i mens vi har hygget os, har samtalerne over de veldækkede borde endnu mere end tidligere handlet om, hvordan vi behandler hinanden og vores planet.

Som økologer er det vores opgave at argumentere for, hvorfor vi er en del af løsningen på det, vi alle sammen bekymrer os om.

I disse tider måske mere end nogensinde før.

Vi møder kritikere rundt om festbordet, som har læst på sociale medier og set nyheder om, hvordan det økologiske landbrug belaster klimaet langt mere end det øvrige landbrug. Det er ikke nok bare at sige, at det ikke er sandt. Og det er vanskeligt henover den festlige stemning at indlede den store redegørelse for alt det, der skal tages med i regnskabet, når vi taler om klimabelastning. Og det ses tydeligt på borddamen og resten af selskabet, at de bliver fjerne og flakkende i blikket, hvis man indleder en længere forelæsning.

Per Kølster, fmd. for Økologisk Landsforening

Men egentlig kan vi økologer jo forklare det ganske enkelt: Det hele handler om bæredygtighed og om sammenhængen mellem menneske, planet og forbrug. Jeg tror, at vi nogle gange glemmer, at vi har rigtig mange af svarene på det, som er aktuelt og nødvendigt. Vi kommer måske endda i tvivl om vores egen berettigelse, fordi den offentlige debat fokuserer så fragmenteret på udfordringerne.

Det ene øjeblik handler samtalen rundt om festbordet om, at børnene ikke må få plastiksugerør til sodavanden, det næste om at Sofie har købt alle sine gaver i genbrugsbutikken og om, at Peter har været sådan i tvivl om, hvorvidt han kan tillade sig at flyve til Singapore for at besøge sin kæreste.

Selvom vi sammen kan glæde os over en større bevidsthed i overforbrugets tidsalder, så hverken kan eller skal vi svare fragmenteret på nutidens og fremtidens udfordringer. Det, vi som økologer skal holde fokus på, er, at vi har et stærkt kort på hånden, fordi økologiens tankesæt arbejder med altings sammenhæng, og at alle vores handlinger er en del af helheden. Vi repræsenterer en bæredygtig mangfoldighed i et system med stærke relationer og sammenhænge. Økologien er en helhedstankegang, og i Økologisk Landsforening bidrager vi til, at økologiske landmænd får redskaberne til og muligheden for at gå forrest.

Når vi har fravalgt anvendelsen af syntetiske pesticider, er det, fordi vi ved, at rent grundvand og rene råvarer har en betydning for folkesundheden og biodiversiteten. Når vi giver vores dyr de bedst mulige levevilkår, er det, fordi vi tror på, at alt levende trives godt, når det behandles med omtanke. Når vi finder nye måder at bruge vores eget affald på, er det, fordi vi indtænker ressourceforbruget aktivt i vores produktion. Og når vi til stadighed kæmper for at få EU’s arealstøtte ændret, er det, fordi vi vil yde et stort bidrag til klimaet og naturen, samtidig med at vi sikrer økologiens konkurrenceevne.

Dermed ikke sagt at kritikerne ved festbordet er ignoranter, som vi med vores glorie om hovedet blot skal nedkæmpe. Nej. Vi skal lytte, blive klogere på andres syn på sagen og bruge det, vi hører, til at blive endnu dygtigere til at bære økologien ind i fremtiden - som en del af helhedsløsningen på klodens og menneskets udfordringer.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT