Annonce

Annonce

Roundup står på hylderne

Syntetiske pesticider som Roundup er nu forbudt at bruge i Portland, USA. Foto: Mike Mozart/flickr

Storby forbyder flere syntetiske pesticider

Fremover kan det straffes med bøde, hvis man bruger en række syntetiske pesticider på private eller offentlige grunde i den amerikanske by Portland.

For godt et år siden besluttede byrådet i den amerikanske by Portland at forbyde brugen af adskillige varianter af syntetiske pesticider, såsom Roundup. Forbuddet trådte i kraft på byens offentlige arealer i sommer, og i år er det nu kommet til haveejerne. 

Ifølge bystyret er hensigten med forbuddet at værne om vandet, borgerne, kæledyr og det naturlige økosystem, og et lovbrud kan føre til en bøde på op til 500 dollars, godt 3.300 kr. 

I stedet vil det kun være tilladt at bruge midler, der er godkendt til økologisk brug efter de amerikanske økologiregler, eller klassificeret som "minimal risiko" under 'Federal Insecticide, Fungicide and Rodenticide Acts'. En samlet oversigt er også udarbejdet af Beyond Pesticides og kan findes her. Ingen midler må dog bruges nærmere end 23 meter fra vandområder.

"Udfordringen bliver nu at uddanne haveejere, gartnerifirmaer og sælgere i at tage hånd om jorden med økologiske metoder," siger Avery Kamila til mediet pressherald.com. Hun er medstifter af Portland Protectors, der talte for forbuddet.

Det vil stadig være lovligt for butikkerne at sælge produkterne, men Tim Currier, der er butiksbestyrer i Maine Hardware, siger til pressherald.com, at han ikke længere vil indkøbe dem til sit sortiment.

"Vi vil indkøbe flere produkter, der er mere miljøvenlige. Jeg føler, at det er den rigtige vej at gå," siger han og fortæller, at han selv har forsøgt at gemme de syntetiske pesticider væk ved at sætte dem på øverste hylde og i stedet sætte de økologisk godkendte pesticider i øjenhøjde - uden at det hjalp.

Undervisning i økologiske metoder

Forbuddet er dog med en række undtagelser. Man kan få tilladelse til at bruge ellers forbudte midler i særlige tilfælde, eksempelvis mod giftige planter eller termitter og flåter. Forbuddet træder desuden først i kraft på fem af byens egne idrætsarealer i 2021. 

Derudover vil det ikke gælde byens golfbane, men man vil arbejde på at håndtere arealerne, så pesticidforbruget bliver minimeret - syv kommunale medarbejdere har således fået undervisning i at pleje jorden efter økologiske principper. Også landbruget er i øvrigt undtaget.

Forbuddet blev vedtaget den 3. januar 2018 og trådte i kraft på byens offentlige arealer den 1. juli samme år. Det trådte i kraft for private haveejere den 1. januar i år, men med forårets komme er det først nu, at de vil opleve det i praksis.

Portland er den største by i staten Oregon og har knap 650.000 indbyggere.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT