Annonce

Annonce

Kurv med grøntsager

Tre ud af fire danskere mener, at staten bør nedsætte momsen på frugt og grønt, mens Økologisk Landsforening fastholder, at det giver mere mening at nedjustere momsen på økologi. Foto: Colourbox

Voksende pres for at sænke momsen på frugt og grønt

Både et flertal af danskerne, flere organisationer og landsdækkende dagligvarekæder mener, at tiden er moden til at sænke momsen på frugt og grønt.

Flere kræfter i Danmark har efterhånden i del år arbejdet på af få en generel nedsættelse af momsen på fødevarer og endnu flere peger specifikt på, at momsen af sundhedsmæssige årsager bør sættes ned på frugt og grønt.

Økologisk Landsforening har i den forbindelse sin egen agenda, idet foreningen mener, at det giver mest mening, at fjerne eller nedsætte momsen på økologiske varer, da det både vil gavne folkesundheden og miljøet.

Lige nu er der trængsel på kamppladsen blandt de aktører, som vil skære i momsen. I et forsøg på at få politikerne i tale indleder både discountkæderne 365 discount og Lidl året med kampagner, hvor de midlertidig har valgt at reducere prisen på frugt og grønt med et beløb, der svarer til momsen. Det betyder i praksis, at Coops discountkæde i den sidste uge af januar skærer 20 pct. af prisen på frugt og grønt. Det skal tilskynde kunderne til at købe flere klimavenlige og sunde fødevarer. Lidl følger trop i hele februar med et lignende tilbud til Lidl-plus-kunder.

Michael Tilsted, kædedirektør for 365discount mener, at der er en god grund til at gøre momsen på frugt og grønt til en politisk kampplads.

”Vi står over for en alvorlig udfordring, hvor 48 pct. af danskerne har ændret madvaner på grund af højere priser og i stigende grad spiser mindre sundt,” lyder det i hans opråb til politikerne på Christiansborg, som fortsætter:

"Vores mål er at gøre sunde valg tilgængelige for alle danskerne. Ved at skære momsen på frugt og grønt, selv for en kort periode, ønsker vi at demonstrere over for politikerne på Christiansborg, hvordan prisen påvirker forbrugernes valg."

Del af en større plan 

Jens Stratmann, CEO i Lidl Danmark, glæder sig over at flere kæmper for at skære i momsen, og han er spændt på, hvordan en ’momsfri’ februar vil påvirke salget i grøntafdelingerne i Lidls 145 butikker.

“Initiativet er en del af en større plan, hvor vi i 2024 vil undersøge, hvordan danskerne reagerer, når vi arbejder med vores priser på plantebaserede varer, økologi og frugt og grønt. Jeg har noteret mig, at Coop også arbejder med momsfri frugt og grønt i sidste uge af januar måned. Det er rigtig positivt. Jo flere der samler evidens omkring hvordan kundernes indkøbsmønster flytter sig med en momsbesparelse på frugt og grønt - desto bedre,” siger Lidl-direktøren.

Danskerne bakker op

De danske forbrugere bakker massivt op om en reduceret momssats på fødevarer og især frugt og grønt. Det fremgår af en undersøgelse som Norstat har lavet for De Samvirkende Købmænd (DSK).

I undersøgelsen svarer 84 pct. af de adspurgte, at de støtter en reduceret momssats for frugt og grønt, mens 73 pct. ønsker en lavere momssats på fødevarer generelt, og ifølge DSK-direktør Jannick Nytoft kalder det på politisk handling.

”Danmark er det eneste EU-land, der ikke opererer med en reduceret momssats for fødevarer, Derfor har vi valgt at spørge forbrugerne, og her er svaret meget klart. Det bliver et ’ja’ til en reduceret moms på fødevarer og specifikt på frugt og grønt,” siger Jannick Nytoft i en pressemeddelelse.

Han peger i den forbindelse på, at det kun er Ungarn, der med en momssats på 27 pct. har skruet højere op for momsskruen end de danske politikere. Dertil kommer det faktum, at Danmark er det eneste land i EU, der ikke har en reduceret momssats for fødevarer. Mange EU-lande har samtidig ekstra lave satser på specifikt frugt og grønt.

”Tiden er inde til en reduceret moms på fødevarer og særlig frugt og grønt. Det vil understøtte hele debatten om klimavenlige fødevarer - og på alle måder gavne folkesundheden. Vi ved, at frugt og grønt er mere klimavenligt end f.eks. mange kødprodukter. Det er derfor et rigtig godt incitament for forbrugerne til at vælge sundt og klimavenligt, hvis de oplever, at der er en økonomisk gevinst,” siger Jannick Nytoft.

Ikke økologernes livret

Helt konkret foreslår De Samvirkende Købmænd, at man sænker fødevaremomsen til 15 og nulstiller momsen på frugt og grønt, men den model er ikke Louise Køsters livret. Som forperson i Økologisk Landsforening forsøgte hun forud for det seneste Folketingsvalg at finde politikere, som ville gå til valg på at sænke momsen på økologi.

Efter hendes vurdering gavner det ikke nødvendigvis folkesundheden at nedsætte momsen på frugt og grønt.

”Det afhænger helt af, hvad den sparede moms bliver brugt til. Hvis kunderne køber kager for de sparede penge, er er der ikke meget sundhed i en momsnedsættelse.

Hun mener derimod, at der er langt flere perspektiver i at fjerne eller nedsætter momsen på økologi. Det vil fjerne det økonomiske incitament for at fravælge de økologiske fødevarer og dermed bane vej for et øget økologisk salg med alle de fordele, det indebærer for miljøet

”Det vil både være en fordel for den personlige sundhed og for planetens sundhed,” siger hun til økonu.dk.

Hun peger på, at staten i øjeblikket har en merindtægt fra økologi ved at opretholde en enslydende moms på 25 pct. på alle fødevarer, uanset hvordan de er produceret, og det virker ikke ligefrem fremmende for den grønne omstilling.

Flere artikler fra samme sektion

Egenkontrollen halter hos flere frugt- og grøntimportører

En stikprøvekontrol viser, at otte pct. af Danmarks import af frugt og grønt har et indhold af pesticidrester, som ligger over grænseværdien.

14-05-2024 2 minutter Pesticider,   Import

Ungt plantekorps skal sætte skub i det grønne køkken

Madkulturen har sat et talenthold bestående af 35 madentusiaster i alderen fra 19 – 28 år. De er udvalgt til at inspirere og motivere deres jævnaldrende til at omfavne flere økologiske, plantebaserede måltider.

13-05-2024 3 minutter Mere grønt

Tre køkkener er nomineret til Kantineprisen

Tre kantiner kæmper om Kantineprisen, som går til det køkken, der kan levere på både smag, bæredygtighed og økologi.

07-05-2024 2 minutter Professionelle køkkener