Annonce

Annonce

Får græsser på en mark

Fårenes huld og reproduktion var bedre, når de græssede med køer, og samtidig var der et lavere forbrug af ormemidler og et lavere indkøb af kraftfoder. Derudover var udledningen af drivhusgasser 10,9 pct. lavere end i systemet kun med får. Foto: Colourbox

Samgræsning med kvæg og får kan give flere fordele

Et forsøg i Frankrig viser positive effekter af at lade får og køer græsse sammen.

Lader man får og køer græsse sammen, øger det produktiviteten ifølge et nyt fransk forsøg. Det skriver Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

I forsøget testede forskerne tre økologiske systemer; et kun med kvæg, et alene med får og et med begge arter sammen i fordelingen 60:40 i køernes favør. Projektet forløb over fire år på 39 ha vedvarende græs med 29 dyreenheder.

I mix-systemet græssede kvæg og får sammen i begyndelsen af sæsonen og frem til fravænningen af lam, hvorefter afgræsningen tog særlige hensyn til parasitbelastning og færdigfedning af lam.

Den øgede produktivitet sås især hos fårene, hvor lammene voksede hurtigere og nåede slagtevægten efter 166 dage mod 188 dage i systemet kun med får.

Fårenes huld og reproduktion var også bedre, og samtidig var der et lavere forbrug af ormemidler og et lavere indkøb af kraftfoder. Derudover var udledningen af drivhusgasser 10,9 pct. lavere end i systemet kun med får.

Mindre effekt hos kvæg

For køerne var effekten mindre - her var både tilvækst, produktivitet og kraftfoderforbrug det samme, uanset om der var tale om et rent kvægsystem eller mix-systemet. Dog sås en højere tilvækst hos køerne i græsningssæsonen.

Forskerne skriver dog, at der i mix-systemer kan være mere arbejde i det for landmanden, men at det ikke er en problemstilling, som man har undersøgt. De kan heller ikke udelukke en øget risiko for smitte mellem dyrearterne, selvom det ikke blev observeret i forsøgsperioden.

Økonomiske beregninger viser, at udbyttet per DE var forbedret på grund af de forbedrede resultater hos fårene. Kalvekødet var dog svært at få afsat på det franske marked og blev derfor solgt til en lav pris.

Flere artikler fra samme sektion

Artsrige græsblandinger har flere fordele på de økologiske kvægbedrifter - men hvilke er bedst?

Græsmarksblandinger med en stor diversitet og et balanceret indhold af græs, urter og bælgplanter kan have mange positive effekter, bl.a. kan de sikre stabile udbytter. Nyt projekt vil finde frem til de bedste blandinger.

01-05-2024 3 minutter Kvæg,   Afgræsning,   Biodiversitet

Nyt projekt vil udbrede den bedste praksis for landmandens økonomi

I et nyt projekt vil Innovationscenter for Økologisk Landbrug stille skarpt på landmandens økonomi og afdække, hvilke tiltag på bedrifterne der fører til de bedste resultater på bundlinjen.

01-05-2024 3 minutter Økonomi,   Nyt fra Icoel

Gram Slot vil ikke vente på politikerne: Nu går de selv i gang

To af landets store økologiske bedrifter samarbejder nu om at etablere skovlandbrug midt i deres landbrugsproduktion. Tusindvis af frugt- og nøddetræer bliver plantet på Gram Slot og Øm Klostergaard i et forsøg på at gavne bedrifternes biodiversitet og gøre deres landbrug mere klimavenlige og bæredygtige. Vel at mærke uden at skære ned på produktiviteten.

27-04-2024 10 minutter Skovlandbrug