Annonce

Annonce

Klima, natur og dispensation blev nævnt som udfordringer for økologien, da Okologisk.nu spurgte deltagere til ØL's generalforsamling, hvad de anser som udfordringer.

Voxpop: Ensidigt fokus på klima udfordrer økologien

Klima, natur og for store landbrug udfordrer økologien, lød det fra en række deltagere til Økologisk Landsforenings generalforsamling.

Godt 250 medlemmer af Økologisk Landsforening og andre aktører fra branchen mødte fredag op til foreningens årlige generalforsamling i Stakladen i Aarhus. I den forbindelse spurgte Okologisk.nu en række deltagere, hvad de anser som økologiens store udfordring lige nu. 

Michael Svane, landmand, Hesselbjerggaard IS

Michael Svane. Foto: Jakob Brandt

De økologiske landbrug bliver større og større og mere industrialiserede.

— Michael Svane, landmand

"Jeg synes, at økologiens udfordringer er, at vi skal producere fødevarer til få penge. De økologiske landbrug bliver større og større og mere industrialiserede. Det handler ikke om, at jeg er imod teknologi, men jeg synes, at økologisk landbrug handler om kvalitet og om landmandens kendskab til sine dyr og sin jord. Det kendskab forsvinder, når landbrugene bliver for store.

Vi skal i økologiske landbrug have fokus på kroppen, kærligheden, gastronomien og sammenhængskraften."

Anders Borgen, planteforædler, Agrologica

Anders Borgen. Foto: Jakob Brandt

Der er for mange dyr i de økologiske husdyrhold.

— Anders Borgen, planteforædler

"Der er et dilemma i økologien, som handler om, hvordan vi får mere udyrket natur i landbruget. Generelt fylder landbruget for meget i naturen, og det er et problem, som foreningen skal håndtere.

Som jeg ser det, er en del af løsningen, at nogle skal opgive deres lavbundjorder til natur. Der er for mange dyr i de økologiske husdyrhold. Jeg kunne godt tænke mig, at foreningen havde mere fokus på problemet om biodiversitet og natur i økologien."

Lisbeth Kornfelt, forbruger, underviser og formidler

Lisbeth Kornfelt. Foto: Jakob Brandt

Fokuset på klima betyder, at konventionelle landbrug kan være klimaneutrale, men stadig bruge pesticider og ødelægge naturen.

— Lisbeth Kornfelt, forbruger

"Jeg synes især, at det store fokus på klima er en udfordring for økologien, fordi vi så glemmer, hvad økologien handler om og at tage vare på naturen og biodiversiteten.

Fokuset på klima betyder, at konventionelle landbrug kan være klimaneutrale, men stadig bruge pesticider og ødelægge naturen.

Løsningen er, som jeg ser det, at italesætte det og sætte fokus på, at det er et problem, at klimadebatten overskygger diskussioner om biodiversitet." 

Hester Callaghan, landmand, Yduns Have, Samsø

Hester Callaghan. Foto: Jakob Brandt

Det største problem lige nu er, at vi ikke kan få dispensation til de frø, vi skal bruge.

— Hester Callaghan, landmand

"Det største problem lige nu er, at vi ikke kan få dispensation til de frø, vi skal bruge.

Vi har 185 forskellige frøsorter, hvoraf de 20 ikke er økologiske. Der har indtil nu været en sagsbehandlingstid på 8 uger hos EU, så jeg har været nødt til at så blandt andet auberginer allerede på trods af manglende dispensation.

Et andet problem, jeg er optaget af som producent, er, at jeg lige nu er tvunget til at købe æbletræer hos den éne producent, der laver økologiske frugttræer. Jeg synes, det er et problem, at udbuddet slet ikke matcher efterspørgslen, og at prisen derfor er så høj. Jeg synes for det første, at man skal få ændret på sagsbehandlingen af dispensationer i EU, og så synes jeg, at man skal sætte fokus på at omlægge flere planteskoler til økologi."

Flere artikler fra samme sektion

FN-rapport nedtonede kødets klimabelastning - nu kritiserer forskere rapporten for at misbruge deres studie

FN's fødevareorgan, FAO, har gennem årene nedjusteret kødets klimaaftryk. Senest har FAO inddraget et studie, der angiveligt skulle vise en beskeden effekt ved at spise mere plantebaseret. Forfatterne bag studiet kritiserer nu rapporten for flere grove fejl.

07-05-2024 9 minutter Udland,   Klima

Det er vigtigt, at landbrugets nyudviklede klimaberegner bliver grundlaget for klimaafgiften

POLITISK KLUMME: Det er helt afgørende, at vores politikere, der skal tage beslutning om klimaafgiften, ved, at de ikke må bruge Svarer-udvalgets klimaregnskab som grundlag for afgiften. Regnskabet er for simpelt, og dermed giver det ikke et retvisende resultat.

03-05-2024 4 minutter Klumme,   Politik

Pesticidfabrik pumper skadelige kemikalier ud i havet

Cheminova har i årevist udledt giftige kemikalier ud i havområder, hvor grænseværdierne for kemikalierne allerede er overskredet. Myndighederne ser igennem fingre med det, selvom det ifølge eksperter er ulovligt.

29-04-2024 4 minutter Miljø,   Pesticider