Annonce

Annonce

Det nye billetsystem til Økodag tegner til at blive en succes, og efter en uges drift er der bestilt gratis billetter til alle værtsgårde, som selv har sat et loft over, hvor mange gæster de ønsker at modtage til Køernes Forårsfest. Arkivfoto: ØL

Mange har allerede booket billet til Økodag

De økologiske køer har udsigt til at få masser af børn og voksne som tilskuere, når de 10. april kl. 12 bliver sendt på græs, men et nyt bookingsystem skal sikre, at der bliver god plads til både køerne og deres gæster på den anden side af hegnet.

Det er nu en uge siden, at bookingen af billetter til Økodag 2022 åbnede, og selv om der stadig er en lille måned til økologerne åbner stalddørene til Køernes Forårsfest, er bestillingerne allerede begyndt at strømme ind hos de 45 værtsgårde.

Den store forhåndsinteresse glæder projektleder Malene Jensen fra Økologisk Landsforening, da bookingsystemet gør det lidt nemmere for værtsgårdene at planlægge dagen, da de får en god pejling på hvor mange gæster, de kan forvente.

”På den måde kommer det hele til at foregå lidt mere på landmandens præmisser, og det gør det nemmere for dem at sikre optimale parkeringsforhold og at alle gæster får mulighed for at komme tæt på dyrene,” siger Malene Jensen.

Der er rift om billetterne

Det har gennem mange år været et kæmpe trækplaster for landets børnefamilier, når de økologiske køer kommer på græs i forbindelse med Økodag. De seneste to år reducerede frygten for at sprede coronasmitte dog det populære event til en livestreamet begivenhed.

Men i år er de økologiske køer igen klar til at danse foran fysiske gæster og vise, hvorfor det er værd at betale ekstra for god dyrevelfærd.

Økodag 2022

  • Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og de økologiske mejerier Arla, Thise, Naturmælk, Øllingegaard, Them og Gläserne Meierei.

  • Økodag har fået midler fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.

”Folk har glædet sig i tre år til at opleve Økodag, og der er allerede bestilt billetter til alle værtsgårdene,” siger Malene Jensen, som oplyser, at det nye billetsystem skal være med til at gøre dagen til en god oplevelse for både gæster og værter, og hun oplever at begge parter kan se fornuften i at booke plads på forhånd.

Hun er blevet kontaktet af både institutioner og virksomheder, som vil sikre sig gratis billetter.

”Jeg er bl.a. blevet kontaktet af et demenscenter i Randers, som ville sikre sig billetter til alle beboerne, mens den økologiske burgerkæde Gasolin Grill fra København har henvendt sig for at sikre billetter til de ansatte, da kæden har gjort det til en fast tradition at besøge Svanholm Gods til Økodag.”

150.000 gratis billetter

Økodag blev første gang afviklet i 2015. I premiereåret kom der ca. 10.000 gæster. Siden udviklede dagen sig til et af landbrugets mest populære forbrugerevents og samlet har flere end 1.900.000 gæster besøgt de økologiske gårde for at opleve køernes glæde over at komme på græs.

I år ser den nyvalgte forperson for Økologisk Landsforening, Louise Køster, derfor frem til, at der igen kommer gæster ude hos de økologiske mælkeproducenter:

”Jeg glæder mig til at være med til at lukke køerne på græs. Vi plejer at sige, at Økodag er en festdag. I år føles det som om, der er lidt mere fest end sædvanlig, fordi vi endelig kan invitere folk ud på gårdene efter to år med aflysninger af det fysiske arrangement,” siger Louise Køster, som for få uger siden afløste Per Kølster som frontfigur for Økologisk Landsforening.

Tæt på at blive kvalt i egen succes

Det vil ikke være forkert at skrive, at Økodag i årene inden den første coronanedlukning var tæt på at blive kvalt i sin egen succes. De voksende besøgstal betød, at de forårskåde køers begejstring hvert år blev fulgt af en større og større kødrand af mennesker, som efterhånden skabte en del trængsel langs de indhegnede marker og på vejene omkring værtsgårdene, hvor det flere steder kneb med at finde parkering til alle.

Derfor har Økologisk Landsforening i år udviklet et bookingsystem, som skal være med til at sikre, at ingen gårde får flere gæster, end værterne ønsker.

Malene Jensen lægger ikke skjul på, at mange værter lægger et stort forarbejde i at gøre gården klar til det store rykind af koglade gæster, og derfor betragter hun også bookingsystemet som en garant for, at den faste garde af garvede Økodags-værter vælger at fortsætte med at holde Økodag.

”Efter tre års pause, kunne man godt forestille sig, at der ville blive ekstra tryk på i år, så jeg tror, at det er det helt rigtige tidspunkt, at vi får indført vores bookingsystem, som vi regner med at genbruge i de kommende år,” siger Malene Jensen.

Økodags hjemmeside er det muligt at læse lidt om de enkelte gårde, hvoraf nogle af de mindste landbrug ifølge Malene Jensen ønsker under 1.000 gæster og drømmer om en Økodag, som bliver lidt ”back to basic”, mens andre næsten ikke kan få gæster nok og forberede flere boder og forskellig underholdning til børnene.

”Det er slet ikke alle gårde, som ønsker en begrænsning. Nogle værter ønsker at dele den årlige festdag med så mange som muligt,” siger Malene Jensen.

Flere artikler fra samme sektion

Tre køkkener er nomineret til Kantineprisen

Tre kantiner kæmper om Kantineprisen, som går til det køkken, der kan levere på både smag, bæredygtighed og økologi.

07-05-2024 2 minutter Professionelle køkkener

Eks-bankdirektør: Penge er et redskab til at få noget til at ske

Selv om Lars Pehrson aldrig fik en bankuddannelse, var han landets længst siddende bankdirektør, da han i 2020 forlod direktørstolen i Merkur Andelskasse, og han brænder stadig for økologien og mener, at vi alle har mulighed for at bidrage til den grønne omstilling.

06-05-2024 9 minutter Ildsjæle,   finansiering

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager