Annonce

Annonce

Økologisk grøntafdeling i svensk dagligvarebutik

Selv om prisspændet mellem flere økolgiske og konventionelle fødevarer er blevet mindre, faldt mængden af de svenske dagligvarekæders økologisalg ifølge Svenskt Ekoindex i 2. kvartal med 5-10 pct. Arkivfoto: Jakob Brandt

Svensk økologi mister momentum trods faldende prisgab til de konventionelle varer

I en tid med store prisstigninger på økologisk foder og gødning sikrer en høj grad af selvforsyning, at de svenske økologer er bedre til at holde snor i priserne end deres konventionelle kolleger, men ny rapport viser, at det ikke er nok til at undgå et stort fald i mængden af solgte øko-varer.

Det er ikke kun i Danmark, at priserne på økologiske fødevarer stiger. Det er en global tendens, som også har ramt Sverige, som er Danmarks næstvigtigste eksportmarked for økologiske fødevarer. Men på den anden side af Øresund har de svenske økologer formået at holde priserne mere i ro end deres konventionelle kolleger under den voldsomme fødevareinflation, som fulgte i kølvandet på Ruslands krig mod Ukraine.

Det fremgår af den seneste kvartalsrapport fra Svenskt Ekoindex, som udgives af Ekologiska Lantbrukarna, og den svenske organisation peger på flere årsager til, at prisspændet mellem konventionelle og økologiske fødevarer er blevet mindre.

”Økologiske landmænd producerer i højere grad selv foder til gårdens dyr og sprøjter ikke med kemiske sprøjtemidler, der forstyrrer naturen og truer grundvandet. De er simpelthen lidt mere selvforsynende, hvilket gør, at de fleste er mindre påvirket af prisstigninger på importeret foder og kunstgødning,” forklarer Ida Lind, som er ekspert i markedsudvikling og bæredygtighed hos Ekologiska Lantbrukarna.

Endnu et dystert kvartal for økologien

Ifølge Svenskt Ekoindex steg Sveriges samlede detailsalg af fødevarer i 2. kvartal med 5 pct. Det er en vækst, som primært skyldes prisstigninger, og ifølge rapporten dækker salgstallene formentlig over et minimalt fald i mængden af konventionelle fødevarer, mens faldet i detailsalget af økologiske varer målt i mængde kan nærme sig hele ti pct.

Svensk Økoindeks er baseret på data fra Nielsen, GfK og SCB, som er Sveriges officielle statistik og ifølge Ekologiska Lantbrukarna er de nye salgstal ikke ligefrem munter læsning for de økologiske producenter.  I indledningen til kvartalsrapporten for 2. kvartal karakteriserer organisationen således kvartalet som ”endnu et dystert kvartal for de økologiske fødevarer i dagligvarehandlen”.

Dermed sigter rapportens forfattere til, at den økologiske andel af den samlede svenske dagligvareomsætning på tredje år fortsætter med at falde. Den tendens forstærkes af de seneste måneders markante prisstigninger på konventionelle fødevarer, som har løftet værdien af det konventionelle fødevaresalg med 5,4 pct. i 2. kvartal, mens det økologiske salg trods visse prisstigninger faldt med 1,5 pct.  i forhold til samme kvartal i 2021.

Hakket oksekød, havregryn, hvedemel og smør er eksempler på produkter, hvor merprisen for økologi i butikkerne er faldet i løbet af andet kvartal i år. For nogle andre produkter, såsom kylling og hakket svinekød, er merprisen dog steget en smule.

Men selv om prisgabet mellem økologiske og konventionelle varer i flere tilfælde er blevet mindre, viser tallene for detailomsætningen, at mængden af ​​solgte økologiske fødevarer faldt markant i det seneste kvartal - sandsynligvis et sted mellem 5 og 10 pct., fremgår det af rapporten, som forudser, at økologiprocenten i Sverige i indeværende år vil dale til 6,5 pct. mod 7 pct. i 2021.

Dermed er den svenske økologiandel kun halvt så høj som den danske.

Flere artikler fra samme sektion

Eks-bankdirektør: Penge er et redskab til at få noget til at ske

Selv om Lars Pehrson aldrig fik en bankuddannelse, var han landets længst siddende bankdirektør, da han i 2020 forlod direktørstolen i Merkur Andelskasse, og han brænder stadig for økologien og mener, at vi alle har mulighed for at bidrage til den grønne omstilling.

06-05-2024 9 minutter finansiering

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet