Annonce

Annonce

Portræt af Dennis Hvam

Dennis Hvam vurderer, at tiden nu er moden til at sætte turbo på eksportindsatsen i udlandet, hvor danske fødevarfer og dansk økologi har et godt ry. PR-foto

Eksporten er en vigtig motor for økologien - brug den!

MARKEDSKLUMME: Forbrugeroptimismen er på vej tilbage ude i Europa, og ifølge Dennis Hvam, international markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, er det et perfekt tidspunkt at rette blikket mod de udenlandske markeder for økologi.

Der er ingen tvivl om, at økologien har været presset på alle de europæiske markeder i kølvandet på krigen i Ukraine og den seneste tids høje inflation, men der er nu flere indikationer på, at forbrugeroptimismen er på vej tilbage på Danmarks vigtigste eksportmarkeder. Det bør de danske producenter udnytte til at styrke deres tilstedeværelse på de udenlandske butikshylder.

Efter et fald i eksporten af økologiske føde- og drikkevarer på otte pct. i 2020 kom Danmarks udenrigshandel med økologi for alvor tilbage på vækstsporet i 2021. Eksporten steg med næsten en halv mia. kr. Det svarer til en vækst på 17 pct., og det bragte eksporten op på 3,3 mia. kr. Mens vi venter på eksporttallene for 2022, som kommer i december, er det vigtigt, at vi fortsætter det målrettede eksportarbejde. Ellers risikerer vi, at andre fylder hullerne i markedet.

Det er derfor ikke nu, man skal trække sig eller træde på bremsen. Vi skal tværtimod geare op og være klar til at opsøge og teste potentialet på nye markeder, så eksporten kan fastholde og helst udbygge sin position som en solid motor for den økologiske produktion i Danmark.

— Dennis Hvam, international markedschef, Økologisk Landsforening

Politikerne har ambitioner om at vi skal fordoble økologien, og hvis vi skal nå det mål, vil det uden tvivl kræve, at vi sælger flere varer til udlandet, hvor både foodservice og detailhandlen ligner oplagte mål for danske producenter.

Det er derfor ikke nu, man skal trække sig eller træde på bremsen. Vi skal tværtimod geare op og være klar til at opsøge og teste potentialet på nye markeder, så eksporten kan fastholde og helst udbygge sin position som en solid motor for den økologiske produktion i Danmark.

I jagten på nye kunder kan danske eksportvirksomheder profitere af, at Danmark ude i verden er kendt som et innovativt og pålideligt fødevareland med høj fødevaresikkerhed. Det kan fungere som døråbner, når vi banker på hos potentielle kunder på både nye og eksisterende markeder.

Aktuelt er vi ved at sætte holdene til de danske fællesstrande på de to vigtigste økologimesser på Danmarks to største eksportmarkeder, som er Sverige (13 pct.) og Tyskland (50 pct.). De aftager tilsammen 63 pct. af den danske øko-eksport.

I den forbindelse var det fantastisk at opleve den optimisme, som prægede de danske udstillere, da vi i forrige uge holdt kickoff-møde forud for Nordic Organic Food Fair i Malmø, som bliver afviklet midt i november.

Jeg oplever stor villighed til at dele erfaringer og fif, og jeg håber, at vi til februar kan mobilisere den samme gejst, når vi tager til Biofach i Nürnberg for at deltage i verdens største økologimesse.

Her er der mulighed for at møde indkøbere fra flere interessante lande, og vi planlægger i øjeblikket flere eksportinitiativer og matchmaking med salgskanaler på udvalgte markeder.

Jeg håber, at producenterne er opmærksomme på potentialet i udlandet. Eksporten er en vigtig motor for økologien – brug den!

Flere artikler fra samme sektion

Der er ingen grund til at bruge syntetiske pesticider

Danmark kan helt uden brug af pesticider producere mad til mindst lige så mange mennesker som i dag og samtidig stille 680.000 nye ha til rådighed for græsset natur og skov.

29-04-2024 3 minutter Debat,   Pesticider

Økologi er en drivkraft i udviklingen af et bæredygtigt fødevaresystem

DEBAT: Med et økologisk landbrug bliver klimabelastningen i dansk landbrug mindre, drikkevandet er ikke længere i risiko for at blive forurenet med sprøjtegifte, risikoen for antibiotikaresistens vil falde dramatisk, og de vilde plante- og dyrearter, som landbruget skal dele arealer med, vil få bedre muligheder.

26-04-2024 6 minutter Debat

Økologiske arealer og økologiske idealer

LEDER: I stedet for at måle landmænds dygtighed i, hvem der kan producere billigst, eller priskrige på billig rødkål og flæskesteg til jul, skal vores målestok være produktion af næringsrige, højværdiprodukter.

26-04-2024 3 minutter Leder,   Økologisk Landsforening