Annonce

Annonce

Nærbillede af en admiral-sommerfugl

Sommerfugle mangler levesteder, og derfor falder de i antal. Forekomsten af admiralen var denne sommer 20 pct. lavere end sidste år iflg. en borgeroptælling. Foto: Colourbox

Antallet af sommerfugle i Storbritannien når nyt bundniveau

For tredje år i træk er antallet af sommerfugle faldet i Storbritannien og har nu nået sit laveste niveau, i al den tid optællingen har foregået. Flere faktorer menes at være årsagen til faldet.

Antallet af sommerfugle i Storbritannien har ramt sit laveste niveau, siden man begyndte at opgøre antallet for 13 år siden. Det er tredje år i træk, at antallet af sommerfugle falder, skriver The Guardian.

”Det er meget bekymrende, specielt fordi vi havde så godt vejr denne sommer over det meste af Storbritannien med temperaturer over gennemsnittet og regnmængder under gennemsnittet specielt i juli. Vi er nødt til at gøre meget mere for at beskytte og genetablerer habitater for disse arter,” siger Zoe Randle, der er senior undersøgelseschef for Butterfly Conservation, til The Guardian.

Over tre fjerdedele af undersøgelsen blev udført i private borgeres haver, mens resten af undersøgelsen blev udført på enge, overdrev og lignende natur.

Sommerfugleoptælling

De 10 mest observerede sommerfugle i 2022 (i parentes: antal ift. året forinden)

  1. Buskrandøje (+58,6 pct.)

  2. Stor kålsommerfugl (-9,4 pct.)

  3. Lille kålsommerfugl (-25,8 pct.)

  4. Græsrandøje (-17,5 pct.)

  5. Admiral (-20 pct.)

  6. Dagpåfugleøje (-5,5 pct.)

  7. Nældens takvinge (+13 pct.)

  8. Det hvide C (+94,7 pct.)

  9. Engrandøje (-38,7 pct.)

  10. Almindelig blåfugl (+154,4 pct.)

Ifølge Zoe Randle skyldes tabet af sommerfugle især manglen på levesteder og føde, og her anses anlæggelsen af kunstgræs og flisebelægninger som de helt store syndere i byen. Derudover får biltrafikken også en del af skylden, da udskilte partikler af nitrater kan skade sommerfuglenes fortrukne fødeemner.

Selvom tallene er nedslående, understreger Zoe Randle, at der er flere ting, man kan gøre derhjemme for at hjælpe sommerfuglene. Ved at holde en vild have eller blot have områder med langt græs, hvor der med fordel også kan plantes sommerfuglevenlige urter, får sommerfuglene langt bedre muligheder for at overleve i byområderne.

Organisationens chefforsker, dr. Richard Fox, opfordrer til, at der gøres mere for at beskytte og genoprette sommerfuglenes habitater.

"Solen kunne skinne i dagevis, men vi vil alligevel ikke se flere sommerfugle, medmindre de får flere habitater, som de trives i," siger Richard Fox til BBC.

Klimaforandringerne kan spille ind

Det varme vejr, som Storbritannien oplevede i løbet af foråret og sommeren, fik flere sommerfuglearter til at udvikle sig én til to uger tidligere end normalt. Zoe Randle mener dog ikke, at den tidlige udvikling har haft konkret indflydelse på undersøgelsens troværdighed.

Ifølge The Guardian bekymrer flere specialister inden for faget sig dog over sommerens tørke, der kan få indflydelse på næste års antal af sommerfugle. Flere sommerfuglearter udnytter græsset sent på sæsonen til at lægge æg, hvilket ikke har været muligt denne sommer, da græsset er tørret ud

Den systematiske optælling, der går under navnet Big Butterfly Count, er en landsdækkende kampagne, hvor borgere fra hele landet hjælper med at indberette deres observationer. Det blev iværksat i 2010 og er siden blevet verdens største optælling af sommerfugle. I 2021 bidrog 107.000 borgere med 152.039 optællinger på tværs af Storbritannien.

Flere artikler fra samme sektion

Pesticidfabrik pumper skadelige kemikalier ud i havet

Cheminova har i årevist udledt giftige kemikalier ud i havområder, hvor grænseværdierne for kemikalierne allerede er overskredet. Myndighederne ser igennem fingre med det, selvom det ifølge eksperter er ulovligt.

29-04-2024 4 minutter Miljø,   Pesticider

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet