Annonce

Annonce

Portrætfoto af Hans Erik Jørgensen i marken

Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, står 100 pct. på mål for beslutningen om at udfase konventionel husdyrgødning, sagde han på sektionens årsmøde i Nibe. Foto: Jesper Truelsen

Økologisektionens årsmøde: Formand står fast på udfasning af konventionel gylle

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer har traditionen tro afholdt årsmøde. Mødet er det første, efter landbrugsaftalen på Christiansborg faldt på plads.

Der blev udtrykt glæde over de grundlæggende elementer i landbrugsaftalen, da økologisektionen i Landbrug & Fødevarer torsdag holdt årsmøde på Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe, hvor ca. 240 deltagere var samlet.

Ifølge en pressemeddelelse fra økologisektionen blev der lagt særlig vægt på ambitionen om at fordoble det økologiske areal. Ambitionen om en fordobling har tidligere været meldt ud af regeringen og støttepartierne, men nu er den nedfældet i et bredt politisk forlig.

"Det gode er, at det nu står sort på hvidt, at der skal udarbejdes en strategi for, hvordan vi kommer i den retning," sagde Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen, ifølge pressemeddelelsen.

For at nå målet skal der være særlig fokus på markedet, mener han:

"Vi skal have en strategi for, hvordan vi med en markedsdreven tilgang får fordoblet efterspørgslen, forbruget og eksporten, sådan at det hele hænger sammen."

Nye bestyrelsesmedlemmer

Til bestyrelsen blev der valgt tre nye medlemmer i form af Per Bundgaard, Kasper Mejnertsen og Lene Fløe Møller.

Nuværende formand Hans Erik Jørgensen blev samtidig genvalgt uden modkandidater.

Også debatten om udfasning af konventionel gødning i den økologiske sektor fyldte på årsmødet. Beslutningen har været omdiskuteret, men økologiformanden står fuldt ud på mål for udfasningen.

"Beslutningen om gradvist at udfase brugen af konventionel husdyrgødning fra gødningsåret 2022 er en nøje og velovervejet beslutning. En beslutning, som vi længe har talt om og regnet på. Vi ønsker at værne om økologiens troværdighed og forbrugernes tillid til os," sagde formanden, der i øvrigt blev genvalgt.

På årsmødet blev Årets Øko-elev også udpeget, og blandt de ti kandidater var det Sigrid Eghøj Nielsen fra Kalø Økologisk Landbrugsskole, der vandt. Ifølge dommerne vandt hun for et fantastisk stort engagement og evnen til at se både fordele og udfordringer i den økologiske produktion.

"Sigrid er opsat på at lave en bæredygtig produktion på en hensigtsmæssig måde. Hun er fremsynet, nysgerrig og har masser af ideer på økologiens vegne," sagde Hans Erik Jørgensen om prisvinderen.

Andenpladsen gik til Peter Søgård fra Landbrugsskolen Sjælland, mens Årets Bobler blev Michael Petersen fra Agroskolen Hammerum.

Dommerpanelet i konkurrencen består af repræsentanter fra Økologisektionens bestyrelse, formanden for Økologisk Landsforening, sektorchefen for Økologi i Landbrug & Fødevarer, chef for Innovationscenter for Økologiske Landbrug, et medlem af LandboUngdoms landsledelse, repræsentanter fra to landbrugsskoler samt en repræsentant for Landbrug & Fødevarers Netværk for Unge Økologer.

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet

CO2-afgiften lader til at virke

I 10 år havde de mest klimabelastende virksomheder i Danmark ikke sænket deres CO2-udledninger - lige indtil politikerne vedtog en afgift. Så faldt udledningen markant.

26-04-2024 3 minutter Klima,   Politik