Annonce
Annonce
Kåde køer på Karensminde på Økodag 2019. Foto: Økologisk Landsforening
204.000 danskere så øko-køerne danse til Økodag
Pressemeddelelse
204.000 danskere oplevede søndag øko-køernes begejstring over at blive lukket ud på forårsgræs. Økodag er Danmarks største nationale fødevare- og landbrugsevent, og Økologisk Landsforening glæder sig over danskernes store opbakning til Økodag, der både satte fokus på dyrevelfærd og et mere klimavenligt landbrug.
Cirka 204.000 danskere tog i går ud på landet for at se de økologiske køer danse. Klokken 12 åbnede stalddørene på 59 øko-gårde landet over, og køerne hoppede og sprang ud under åben himmel efter en lang vinter i stalden.
- Besøgstallet bekræfter endnu engang, at Økodag er en folkefest. Det vidner om en stor interesse for økologi og dyrevelfærd og et ønske om at vide, hvor maden kommer fra, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, som i går deltog i den officielle åbning af Økodag på Karensminde i Østjylland.
Karensminde og de øvrige værtsgårde satte på Økodag fokus på, hvordan økologisk landbrug vil lette gårdenes klimaaftryk. Mange af gårdene arbejder med klimahandlingsplaner og har for eksempel investeret i strøm fra vedvarende energikilder, jordvarmeanlæg og arbejder systematisk med at binde kulstof under de græsmarker, de forårskåde køer løb og sprang rundt på.
- Vi oplever, at danskerne er meget optagede af klimaforandringerne – og her på gården arbejder man målrettet på at sænke udledningen af klimagasser. Karensminde er lige som andre økologiske gårde gået ind i kampen for klimaet og tager ansvar for at finde løsninger i landbruget, siger Per Kølster.
Massiv opbakning til økologien
I en årrække har flere end 200.000 danskere deltaget i Økodag. Første Økodag løb af stablen i 2005, og status efter 15. Økodag er, at gårdene samlet set har haft næsten 2 millioner besøg.
- Det er overvældende, at så mange tusinde danskere bakker op, når de økologiske landmænd inviterer indenfor på deres gårde og lægger rigtig mange kræfter i at skabe et godt og hyggeligt arrangement. En stor del af gæsterne til Økodag er børn, og oplevelsen er med til at vise dem, hvordan dyrene lever og trives på en økologisk gård – og at dyrene selv henter deres mad på de grønne marker hele sommerhalvåret, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.
Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier.
For yderligere info:
Per Kølster, formand, Økologisk
Landsforening, tlf. 22 22 07 37, pk@okologi.dk
Birgitte Nygaard, projektleder,
Økologisk Landsforening, tlf. 30 32 87 33 – bny@okologi.dk
Dette er en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening. Det er tilladt at kopiere og bringe den på andre nyhedssider.
Flere artikler fra samme sektion
Salget af økologi har stabiliseret sig
Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.
Flest sanktioner til gårdsalg af æg
Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.
Nu kommer der pant på de tyske dåser
EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.