Annonce

Annonce

Bærepose med varer fra Krav

Da de økologiske varer både bidrager til et renere miljø og højere dyrevelfærd, mener tre grønne organisationer i Sverige, at staten bør give en momsrabat til de økologiske producenter. Foto: Krav

Svenske økologer vil have halveret momsen på økologiske fødevarer

For at sætte yderligere skub i den grønne omstilling og salget af økologiske fødevarer i Sverige foreslår tre grønne organisationer en halvering af momsen på økologiske fødevarer.

Op til folketingsvalget lancerede Økologisk Landsforening et forslag om at sænke momsen på økologiske fødevarer. Nu har det ønske spredt sig til den anden side af Øresund, hvor flere undersøgelser viser, at de svenske forbrugere gerne vil købe flere bæredygtige fødevarer, men at prisen ofte er en barriere.

Det får de svenske organisationer Krav, Organic Sweden og Ekomatcentrum til at kopiere Økologisk Landsforeningens forslag om at sænke momsen på økologiske varer med den begrundelse, at de i forhold til konventionelle fødevarer bl.a. bidrager til et bedre miljø og højere dyrevelfærd.

Nedsat moms vil være et vigtigst skridt i retning mod en mere langsigtet og bæredygtig fødevarestrategi for Sverige, skriver de tre organisationer 9. november i et fælles debatindlæg i Göteborgs-Posten.

Momsen bør halveres på økologi

Dermed melder de svenske økologer sig ind i koret af europæiske lande, som diskuterer spørgsmålet om nedsat moms på økologiske fødevarer, som det bl.a. er tilfældet i Spanien og Holland.

De tre svenske organisationer plæderer for at halvere momsen på økologiske fødevarer fra 12 pct. til 6 pct. Det skal give flere svenske forbrugere lyst og råd til at foretage det grønne valg, når de køber mad.

”Tærsklen for hvilke forbrugerne, der har råd til at vælge de økologiske varer på butikshylden, skal sænkes. Det skal give flere mulighed for at bidrage til den grønne omstilling,” siger Emma Rung, direktør for Krav i en pressemeddelelse.

Charlotte Bladh André, direktør for Organic Sweden peger på, at det er uholdbart, at det udelukkende er markedskræfterne og forbrugerne, som skal drive udviklingen af det bæredygtige forbrug.  

”Her bør politikerne også tage et ansvar,” siger hun, og henviser til, at det koster flere penge at drive et landbrug, der har højere standarder for dyrevelfærd og tager større hensyn til naturen end det konventionelle landbrug.

Når de økologiske produkter er lidt dyrere end konventionelle varer, skyldes det blandt andet, at økologerne hverken bruger kunstgødning eller syntetiske pesticider, mens de alternative metoder, som økologiske landmænd bruger til at bekæmpe ukrudt og skadedyr, er både mere tidskrævende.

”Det gør til gengæld økologiske fødevarer mere bæredygtige. Men de skal have mulighed for at konkurrere på mere retfærdige vilkår, da de reelle omkostninger ved den billige konventionelle mad er meget højere,” siger Mimi Dekker, som står i spidsen for foreningen Ekomatcentrum.

Flere artikler fra samme sektion

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet

Nyt ejerskab skal stoppe slingrekurs, så Coop kan fokusere mere på kerneværdierne

Efter præsentationen af endnu et katastroferegnskab og med energiselskabet OK som ny medejer, har Coop lagt sig fast på en ny kædestruktur, som skal være med til at gøre Danmarks største salgskanal for økologiske fødevarer til en god forretning.

30-04-2024 6 minutter Detailhandel