Danske ko-kalv-erfaringer krydser landegrænser

På en bakket græsmark i Søhøjlandet ses et særdeles sjældent syn i Norden: En flok malkekøer, der græsser med kalve.

Det er så usædvanligt et syn, at det har fået svenskeren Torbjörn Lundborg til at rejse til Danmark for at opleve det.

»Jeg var meget nysgerrig efter at se det, fordi det er meget usædvanligt i Sverige. De få steder, det findes, er på små landbrug og slet ikke i den skala, som vi ser i de store danske bedrifter. Det er meget interessant,« siger kvægkonsulent Torbjörn Lundborg.

Han er sammen med 16 andre på besøg på gården Ellinglund ved Silkeborg på et årligt netværksmøde for nordiske økologiske kvægkonsulenter, der i år altså afholdes i Danmark med Innovationscenter for Økologisk Landbrug som vært.

Et af hovedtemaerne for de to dages program er netop ko- og kalv-kontaktsystemer.

På Ellinglund malkes dagligt 330 ud af gårdens besætning på 380 økologiske køer.

50 af besætningens 380 køer er ammetanter i selskab med kalve som dem, de nordiske konsulenter nu nyder synet af på en idyllisk dansk sensommerdag i Søhøjlandet. På marken græsser 12 ammetanter og 36 kalve, og dyrene har tilmed adgang til skov.

»Jeg håber, at jeg i det mindste kan lære noget om, hvad man ikke skal gøre, ud fra de erfaringer, danske landmænd har gjort, så vi ikke selv laver samme fejl,« siger Torbjörn Lundborg.

På Ellinglund bliver flokken af nordiske konsulenter guidet rundt af økolog Gert Lassen, der ejer gården.

I langt de fleste bedrifter bliver kalvene taget fra deres moder-ko efter 24 timer, men hos ham får de lov til at gå sammen i tre uger, før kalvene bliver overladt til ammetanter, der hver tager sig af op til tre kalve.

»Der ER udfordringer i det. Men når vi ser på de dyr, der trives i det, så synes vi, at de har det sjovere og har et bedre kalveliv. Det er motivationen og drivkraften for os,« forsikrer Gert Lassen.

Kræver mere plads

At lade kalvene gå længere hos køerne kræver først og fremmest mere plads, men det har man på Ellinglund langt hen ad vejen løst med eksisterende bygninger og med tilbygning til en foderlade, der er omdannet til stald for ammetanterne. Men selv om der altså er udgifter, opstår der også besparelser, som dog er svære at gøre direkte op i penge, forklarer Gert Lassen.

Han sparer blandt andet kalvehytter og skal heller ikke bruge tid på at vaske kalveskåle.

»Det giver også igen på nogle måder. Jeg tror, at vores kalve til salg vejer lidt mere, ammetanterne har også en højere værdi, når de skal slagtes. Men det er klart, at det koster noget mælk, at kalvene patter deres egen ko i perioden og måske også lidt topydelse på køerne i laktationen. Så det er sådan lidt en gynger og karrusel-situation,« siger han.

At det skulle give overskud at give ko og kalv mere tid sammen, er heller ikke det indtryk, gæsterne efterlades med.

»Det virker, som om det er arbejdskrævende, meget pladskrævende og derfor også dyrt. Så hvis det her skal blive en succes, skal landmændene have noget ekstra for mælken. Ellers bliver det svært at overbevise dem om at bruge det. Jeg er sikker på, at forbrugerne vil synes godt om det, men landmændene er nødt til at få ekstra betaling,« siger Torbjörn Lundborg.

Besøg på Sommerbjerg

Senere på dagen blev de nordiske konsulenter præsenteret for et andet ko-kalv-system på kvægbedriften Sommerbjerg.

Her skal ko og kalv bo sammen i en nybygning specialdesignet til at lade dem gå sammen i fire uger, hvorefter kalvene bliver i stalden resten af mælkefodringsperioden med ammetanter. Der er direkte investeret mellem tre og fire mio. kr. i den nyudviklede ko- og kalvestald, der er så ny, at den endnu ikke er taget i brug.

Stalden har 18 gruppebokse, hvor køer og deres kalve bliver flyttet til, når kalven er to til tre dage gammel. Her skal de gå sammen i fire uger, hvorefter tyrekalvene sælges, mens kviekalvene i tre måneder bliver koblet sammen med en ammetante.

»Når vi holder øko-dag er det første spørgsmål, man får: ”Hvor længe går koen med kalven?” Og det er jo sådan lidt svært at sige: ”Jamen, de går et døgn.” Så skal man prøve at forklare, hvorfor det giver mening. Man kan jo også godt selv stå og tænke: ”Jamen, hvis der er nogen, der kan få det til at fungere, hvorfor skal vi så ikke også kunne? Så vi prøver det for at udvikle det og forhåbentligt gøre det bedre for koen og for kalven,« siger Esben Helms, der sammen med faren Mads Helms har investeret i deres nye staldsystem.

Han håber snart, de kan få systemet i gang og få det til at fungere.

»Når jeg tager kalven fra koen efter døgn, så står jeg da også og tænker: ”Var det det bedste, vi kunne gøre for dig?” Så jeg håber, det kommer til at fungere, når vi kommer i gang med det. Der kommer uden tvivl en masse bøvl med det - det nemmeste er jo at køre det system, vi har nu.«

Krav fra EU?

En af dem, der nu har set ko og kalv sammen på Sommerbjerg og Ellinglund, er den lettiske rådgiver Silvjia Dreijere. Hun er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver et EU-krav, at koen går længere sammen med sin kalv, og derfor vil hun gerne være på forkant og indsamle erfaringer.

»Det er altid godt at se, hvordan systemerne fungerer i virkeligheden, lære af de gode erfaringer, se på mulighederne og ikke mindst høre om de udfordringer, landmændene har haft, før vi begynder at implementere det i vores egne lande,« siger Silvjia Dreijere, der er konsulent for økologiske mælkeproducenter i Letland.

Hun fortæller, at mere end 17 pct. af mælkeproduktionen i Letland er økologisk, ofte på mindre familieejede gårde.

»Hvis bedrifterne skal overleve og fortsætte med at forrente sig, bliver de også i Letland nødt til at blive større. Og hvis de skal investere i nye bygninger, kunne de måske overveje at lære noget af det, kollegaerne i andre lande har udviklet,« siger hun.

»Det er lettere at træffe de endelige beslutninger, når vi kan se andre steder, hvordan tingene kan gøres,« siger hun.

Ph.d i ko og kalv

Undervejs på gårdbesøgene blev deltagerne præsenteret for en række faglige indlæg. På Sommerbjerg var der en ny dansk ph.d.-afhandling om ko- og kalv-forholdet på programmet. Den er baseret på fravænningsforsøg lavet på Aarhus Universitet på Foulum med 72 køer og deres kalve.

Bag ph.d’en står Maja Bertelsen, der i dag er konsulent for Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Interviews af en række økologiske landmænd, der i dag lader ko og kalv gå sammen, viser, at de fleste lader kalvene have halvtidskontakt med deres mor frem mod fravænningen, og den praksis har været et fokuspunkt i afhandlingen, forklarer Maja Bertelsen.

»Vores forventning var, at hvis kalvene i stedet for fuldtidskontakt med koen måtte nøjes med halvdagskontakt, ville fravænningen forløbe mere smertefrit. Men vores forsøg viste, at det ikke holder stik i praksis - det var ikke den magiske quick-fix-løsning, man kunne have håbet. Kalve, der havde kontakt med deres mor halvdelen af døgnet, larmede lige så meget ved fravænning som kalve, der havde haft fuld kontakt,« forklarer Maja Bertelsen, der har lavet forsøgene med fokus på kalvenes reaktioner ved fravænningen.

Bliver aldrig smertefrit

Uanset hvilken metode man bruger, vil det formentlig altid være svært for koen at komme fra sin kalv. Gert Lassen på Ellinglund oplever, at kalvene stort set ikke reagerer, når de flyttes over på ammetanter efter tre uger, mens køerne derimod gør, når de ikke længere skal passe deres kalv.

»Du har måske lidt mere stresspåvirkning efter tre uger, men omvendt har hun fået lov til at gå og i gåsetegn ”hygge sig” i tre uger med at have sin kalv. Vi er nok ikke helt i mål, men jeg vil sige, at uanset hvornår man skiller køer og kalve fra hinanden, så vil de savne hinanden. Men det er produktionsdyr, og det skal vi også have in mente. Det er derfor vi har dem. Jeg synes, vi er kommet lidt tættere på noget naturligt,« siger Gert Lassen.

Mange steder, som hos Esben Helms, er nye systemer hvor kalven går længere tid hos sin mor kun i sin spæde begyndelse. Men for deltagerne har netværksmødet alligevel givet ny viden og nye kontakter, som de kan trække på, hvis nye ko-kalv-systemer senere skal implementeres i deres hjemlande.

»Det er meget nyttigt at se, hvordan det ser ud under opstarten. Og skal vi selv bruge det i Letland om tre eller fem år, ved vi jo nu, hvor vi kan spørge, hvordan det går,« siger Silvjia Dreijere.