Annonce

Annonce

Hvede ligger på en tørkeramt mark

Økologisk Landsforening ønskre en femårig vandingstilladelse, hvor man kan vande mere enkelte år, hvis man til gengæld vander mindre andre år. Foto: Colourbox

Økologer beder om lov til at vande mere i tørken

Det tørre vejr påvirker ikke kun den forestående høst, men truer også foderforsyningen til vinter.

Tørkesituationen er nu så kritisk, at økologerne har behov for at få tilladelser til at vande mere, hvis høsten skal blive bare nogenlunde fornuftig, lyder det fra Økologisk Landsforening (ØL).

"Vi er ret pressede nu, og det kommer til at sætte sig i den høstmængde, vi får ud, hvilket naturligvis også afspejler sig i priserne efterfølgende," siger Louise Køster, forperson i ØL, til P1.

"Tørkeproblemet gælder for hele landbruget lige nu, men der hvor vi økologer er særligt sårbare, er de græsslæt, vi har til vores dyr. Vi fodrer primært med græs, og det vil vi også gerne kunne bruge som foder om vinteren, og derfor er vi afhængige af at kunne slå nogle græsslæt - gerne fire-fem slæt i løbet af en sæson. Lige nu har vi slået det første, og det er for lidt," uddyber hun.

Det kan derfor ende med, at landmændene må ud og finde foder et andet sted.

"Men det er ikke særlig bæredygtigt - vi vil gerne være så selvforsynende som muligt," siger hun og tilføjer, at man også er begyndt at se bælgplanter med tørkeskader.

Professor: Husk naturhensyn

Jørgen E. Olesen, professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, advarer dog mod at overforbruge vandet.

"At tage mere vand op, truer både drikkevandsforsyningen og naturen, for nogle steder, hvor vi pumper vand op, påvirker vi også vandføringen i vandløb, og naturen skal jo også bruge vand, så det er en balance," siger professoren.

Til det svarer Louise Køster med henvisning til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus), at vandreserverne lige nu er i god balance. Hun medgiver dog, at vandingsforbruget vil være noget, man skal være mere opmærksom på, hvis tørken fortsætter, og tørkeperioderne fremover forekommer hyppigere.

"Vi beder om, at vi i år kan vande mere, og så kan det godt være, at vi ikke skal vande så meget til næste år," siger Louise Køster.

Konkret foreslår hun, at man som landmand kan få en femårig vandingstilladelse frem for som nu en årlig mængde tildelt for hver boring. Det vil give landbruget mulighed for at vande mere i enkelte år, hvis det til gengæld kan vande mindre de øvrige år. Som det er nu, skal man først søge om tilladelse, hvis man har behov for at vande yderligere.

"Ingen økologer tænder vandingspumpen af lyst - vi gør det af nød," siger hun.

Flere artikler fra samme sektion

Planter ændrer deres genetik på økologiske marker

Over tid tilpasser planter sig genetisk til de specielle forhold ved økologisk landbrug. Det viser et mere end 20 år langt forsøg. Resultaterne demonstrerer, hvor vigtigt det er at dyrke sorter specielt til økologisk landbrug.

14-05-2024 4 minutter Planteavl,   Forskning

Pesticid på konventionelle majs gør maskinførere syge: Melder om hovedpine, kvalme og opkast

Næsten hver femte maskinstation har oplevet, at chauffører blev syge, når de arbejdede med konventionelle majs, som er bejdset med pesticidet Korit. Midlet er forbudt i Danmark, men kommer alligevel hertil via et hul i lovgivningen. Ifølge Økologisk Landsforening bekræfter det behovet for at udbrede økologien.

13-05-2024 9 minutter Pesticider,   Planteavl

30 års data viser, hvordan klimaet har ændret sig i Midtjylland

De seneste 30 år har budt på højere temperaturer og øgede mængder nedbør i Midtjylland, viser data fra en vejrstation ved Foulum. Det stiller krav til landbrugets omstillingsevne, siger forsker.

08-05-2024 3 minutter Klima,   Forskning