Annonce

Annonce

Bille af slægten jordløber i kornmark

Svensk studie ser frøspisere, såsom jordløbere og smågnavere, som et vigtigt supplement til landbrugets ukrudtsbekæmpelse, og man mener, at det er vigtigt at sikre, at de trives i landskabet. Foto: Gailhampshire, CC BY 2.0 via Wikimedia Commons

Sultne biller og mus holder ukrudtstrykket nede

Landmænd har stor gavn af biller og smågnavere, da de spiser ukrudtsfrø på markerne. Ny svensk forskning konkluderer, at frøspiserne er et vigtigt supplement til den mekaniske ukrudtsbekæmpelse.

Biller og smågnavere spiser så store mængder af ukrudtsfrø på marken, at de er en vigtig del af ukrudtsbekæmpelsen i landbruget. Det konkluderer ny forskning fra det svenske landbrugsuniversitet SLU ifølge mediet Jordbruksaktuellt.

”Undersøgelsen viser, at frøspisere er vigtige i nutidens intensive landbrug, og de bliver endnu vigtigere i et landbrug, der er mere tilpasset økologiske principper,” siger Alexander Menegat, en af forskerne bag studiet, til Jordbruksaktuellt.

Specifikt undersøgte forskerne den lidet populære ukrudtsart agerrævehale, hvor de lagde frø ud af den i en vinterhvedemark. Ved hjælp af en livscyklusanalyse af agerrævehale fandt de ud af, at mindst 78 pct. af frøene skal gå til, før der kan blive tale om en reduktion af artens population i de efterfølgende sæsoner.

Spiste 89 pct. af frøene

Resultatet var, at hele 89 pct. af frøene blev spist i løbet af juli måned, hvilket altså betyder, at billerne og smågnaverne ikke blot mindskede frøbanken af ukrudtsfrøene, men også med sikkerhed mindskede det efterfølgende års udbredelse af agerrævehale.

Studiet, som også var en del af en afhandling, viser, at det særligt er jordløberne, som er en stor slægt af jordbiller, der spiser ukrudtsfrø, foruden smågnavere. Jordløberne er især aktive i forbindelse med høstsæsonen, mens smågnaverne er de vigtigste frøspisere i sommerperioden.

”Fordelene ved økosystemtjenester, såsom bestøvning og naturlige fjender af skadedyr, er velkendte, men frøspiserne har ikke fået så meget opmærksomhed. Vi har bevist, at de har et stort potentiale som ukrudtsbekæmpere,” siger forskeren Eirini Daouti til Jordbruksaktuellt.

Ifølge SLU er det derfor vigtigt at sikre, at frøspiserne trives i landbrugslandskabet og at sikre diversiteten af arterne. Universitetet peger på et varieret sædskifte samt mindre jordbearbejdning som tiltag, der hjælper frøspiserne.

Flere artikler fra samme sektion

Friske bælgfrugter smager godt, men markedet møder udfordringer

KRONIK: En udfordring er en lav efterspørgsel på danske bælgfrugter, da konkurrencen er hård, og bælgfrugter – især de tørrede – ikke som sådan er højværdiafgrøder. Vi mangler også kulinarisk erfaring med at bruge friske bælgfrugter i madlavningen.

16-05-2024 4 minutter Nyt fra Icrofs,   Bælgfrugter

Forsker arbejder på at oversætte grisens sprog

Brugen af ny computerteknologi skal hjælpe os med at oversætte og forstå grisens sprog. Forskere håber på, at teknologien i fremtiden kan blive et vigtigt redskab for landmændene til at forbedre grisenes velfærd.

16-05-2024 3 minutter Dyrevelfærd,   Forskning

Flere landmænd vil dække gylletankene til, og det er godt for miljøet

Markant flere har i år søgt om tilskud til overdækning af deres gylletanke i forhold til sidste år. Og det gavner både miljøet og biodiversiteten.

15-05-2024 2 minutter Tilskud,   Miljø