Man skal aldrig true med at gå, men med at blive

Af: Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening

Kære Susanne (vedr. 'Derfor melder jeg mig ud af Økologisk Landsforening')

For mange år siden lærte en klog mand mig, at man aldrig skal true med at gå, men med at blive. Nu har du jo truffet dit valg, som er naturligt, når - eller hvis - man er meget uenig i det, der foregår.

Du har delt dine holdninger på møder i foreningen, hvor du ikke lægger skjul på, at du er kritisk særligt omkring dyrevelfærd. Et område, hvor der altid vil være plads til forbedringer, alene af den årsag at dyr i fangenskab stiller store krav til landmanden.

Når det så er sagt, så er velfærden til enhver tid en pragmatisk løsning. Og er man ikke enig her med foreningen eller med Ø-mærkets krav, er der ikke mange andre steder at gå hen, særligt som bybo uden bil. Derfor er det måske bedre at blive, netop for at medvirke til at flytte diskussionen. Men det er jo dit valg.

Personligt er jeg egentligt ret stolt over, hvor kæmpestor indsats mælkeproducenterne gør for konstant at løfte barren for at overflødiggøre antibiotika. Det forudsætter sunde dyr med respektfuld og vellykket dyrevelfærd. Antibiotikaforbruget hos økologiske grise er op til 20 gange lavere end hos de konventionelle grise. Et konkret resultat af at give dem mere plads og maser af frisk luft, også de slagtegrise der kun har adgang til løbegårde og ikke marker.

Integreret i landbruget på godt og ondt

Og det er rigtig glædeligt at flere og flere fatter interesse for at arbejde med løsninger, så ko og kalv kan få længere tid sammen før fravænning. En stor udfordring når man skal leve af at sælge mælken under konkurrencebetingelser, der lander som en prisforskel i kølemontren. Eller vores meget aktuelle og meget massive indsats for at finde løsninger på et meget vanskeligt problem med æglæggende høners frakturer på brystbenet. Et godt eksempel, som udstiller, hvor uhyre vanskeligt det er at skille økologien ud som et helt uafhængigt produktionssystem.

På godt og ondt er økologien en integreret del af landbruget og det samfund, som er langt fra bæredygtigt, og hvor fx det genetiske avlsmateriale har udviklet sig i en retning, der har fjernet dyrene mere og mere fra deres naturhistorie. Skal landbruget omlægges til økologi i et endda rigtigt stort omfang, så sker det ikke ved, at vi kravler op i en trætop med en fin udsigt med risiko for at falde ned. Nej, vi er nødt til møjsommeligt at blive ved jorden og stramme den idealistiske skrue, samtidig med at bukserne skal holde. Det er foreningens projekt og evige, men vanskelige, stræben og balancegang. Her gør vi vores bedste.

Og jeg håber, din stemme kan gøre en forskel uanset hvad, Susanne. Og jeg har været stolt over, at foreningen også rummer din. Den er fortsat velkommen i ØL.