Annonce

Annonce

Tegning af jordkloden

Hvis alle verdens borgere havde et forbrug som det danske, ville det kræve fire jordkloder at dække behovet for naturlige ressourcer, viser rapport fra organisationen Global Footprint Networks. Foto: Colourbox

Det globale overforbrug vokser

Hvis alle Jordens borgere havde et forbrug som danskernes, ville det kræve fire jordkloder at sikre nok naturlige ressourcer til alle

Overforbruget af naturlige ressourcer har aldrig været større end i år. Det fremgår af den årlige rapport fra organisationen Global Footprint Network (GFN).

Verdens knap otte mia. mennesker bruger hvert år langt flere naturlige ressourcer, end kloden kan nå at genskabe, og rapporten fra GFN viser, at den såkaldte 'Earth Overshoot Day' i år faldt 29. juli. Det er tre dage tidligere end sidste år, og ifølge Global Footprint Networks beregninger er det den dag på året, hvor det globale forbrug krydser grænsen for, hvad jordens økosystemer kan genere i løbet af et år.

Verdens ressourcer forsvinder hurtigere, end planeten kan genskabe dem, og samtidig viser forskningen, at tabet af naturens goder kan få katastrofale konsekvenser for mennesket.

— Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

Det vil sige, at vi resten af året tærer på naturreserverene, og i en tid, hvor mange dyre- og plantearter er truet af udryddelse, advarer Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, mod konsekvenserne af det massive menneskelige overforbrug, som svarer til at vi forbruger naturlige ressourcer fra 1,75 jordklode om året.

En giftig cocktail for naturen

"Det er en giftig cocktail, vi har gang i her. Verdens ressourcer forsvinder hurtigere, end planeten kan genskabe dem, og samtidig viser forskningen, at tabet af naturens goder kan få katastrofale konsekvenser for mennesket. Derfor er der brug for handling nu. Verdens ledere må lave en global aftale, som bringer mennesket i balance med naturen og nedbringer overforbruget," siger Bo Øksnebjerg i en kommentar til de dystre tal, som viser at skæringsdatoen i løbet af 20 år er rykket tre måneder frem.

Hvis alle levede, som vi gør i Danmark, så skulle vi have fire jordkloder. Men vi har som bekendt kun én.

— Bo Øksnebjerg

Beregningen af verdens såkaldte økologiske fodaftryk er kompliceret. Tallene stammer fra mere end 200.000 forskellige målepunkter, der kommer fra bl.a. FN, og selv om Danmark på flere områder bryster sig af en grøn profil, indtager danskerne langt fra nogen dukseposition. Tværtimod.

"Hvis alle levede, som vi gør i Danmark, så skulle vi have fire jordkloder. Men vi har som bekendt kun én," siger Bo Øksnebjerg.

Når Danmark i år er gået fra en 9. til en 12. plads blandt de lande i verden, der sætter det største negative fodaftryk på planeten, skyldes det især, at forbruget i andre lande fortsat stiger voldsomt.

Katastrofale konsekvenser

På verdensplan er det igen i år Qatar, der indtager førstepladsen med et forbrug, der ville kræve i nærheden af ni jordkloder, og Mathis Wackernagel, grundlægger af Global Footprint Network advarer om konsekvenserne:

"Vi har kun fået en jord - dette er den ultimative definerende kontekst for menneskets eksistens. Vi kan ikke bruge 1,75 jordkloder uden at det får destruktive konsekvenser," siger han i en meddelelse fra miljøgruppen, der har hovedkvarter i Oakland, Californien.

Ifølge GFN bliver konsekvenserne mere og mere tydelige i form af skovrydning, jorderosion, tab af biologisk mangfoldighed og opbygning af kuldioxid i atmosfæren, og både Global Footprint Network og WWF Verdensnaturfonden efterlyser fælles globale initiativer, som kan genskabe en jord i økologisk balance.
Enkeltpersoner kan blive involveret ved at beregne deres eget økologiske fodaftryk her.

Flere artikler fra samme sektion

Det er vigtigt, at landbrugets nyudviklede klimaberegner bliver grundlaget for klimaafgiften

POLITISK KLUMME: Det er helt afgørende, at vores politikere, der skal tage beslutning om klimaafgiften, ved, at de ikke må bruge Svarer-udvalgets klimaregnskab som grundlag for afgiften. Regnskabet er for simpelt, og dermed giver det ikke et retvisende resultat.

03-05-2024 4 minutter Klumme,   Politik

Pesticidfabrik pumper skadelige kemikalier ud i havet

Cheminova har i årevist udledt giftige kemikalier ud i havområder, hvor grænseværdierne for kemikalierne allerede er overskredet. Myndighederne ser igennem fingre med det, selvom det ifølge eksperter er ulovligt.

29-04-2024 4 minutter Miljø,   Pesticider

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik