Annonce

Annonce

En radrenser kører på marken

EU lægger op til at deregulere en del planter fremkommet ved hjælp af nye genomteknikker (NGT), så de ikke længere er underlagt de strengere GMO-krav. Arkivfoto

EU-Parlamentet har stemt for at lempe på reglerne for NGT-planter

Planteforædling med moderne genteknologi - betegnet som NGT - skal ikke sidestilles med GMO, mener EU-Parlamentet, som onsdag stemte for at lempe på reglerne for godkendelser. NGT skal dog stadig ikke være tilladt i økologien. Indtil videre.

NGT er den nye forkortelse at lære, hvis man interesserer sig for fødevareproduktionen og genteknologi, for EU-Parlamentet har onsdag stemt for at forenkle processen for NGT-planter - dvs. planter, som ved hjælp af nye genomteknikker har fået ændret deres genetiske materiale.

Alle NGT-planter er fortsat underlagt samme regler som genmodificerede organismer (GMO), men EU-Kommissionen har foreslået, at underlægge NGT-planter en mindre striks lovgivning, hvilket parlamentet altså bakker op om.

Forslaget lyder på at opdele NGT-planter i to kategorier med hvert sit sæt regler. Kategori 1-NGT-planter vil være undtaget fra kravene i GMO-lovgivningen, mens kategori-2-planterne stadig skal følge de fleste af GMO-kravene.

Der er dog opbakning til at fremskynde risikovurderingsproceduren for kategori 2-NGT-planter, men parlamentsmedlemmerne (MEP'erne) understregede ved afstemningen, at det såkaldte forsigtighedsprincip skal overholdes.

"NGT'er er afgørende for at styrke EU's fødevaresikkerhed og for at gøre vores landbrugsproduktion grønnere. De nye regler vil gøre det muligt at udvikle forbedrede plantesorter, der kan sikre højere udbytte, er klimaresistente eller kræver færre gødningsstoffer og pesticider. Jeg håber, at medlemslandene snart vil vedtage deres holdning, så vi kan vedtage de nye regler inden europaparlamentsvalget og give landbrugere de værktøjer, de har brug for til den grønne omstilling," siger Jessica Polfjärd, der er ordfører for den største politiske gruppe i EU, EPP.

MEP'erne ønsker desuden at fastholde den obligatoriske mærkning af produkter fra både kategori 1- og 2-planter og mener, at NGT fortsat skal være forbudt i den økologiske produktion. Kommissionen skal derfor, syv år efter de nye regler træder i kraft, rapportere om, hvordan forbrugerne og producenterne opfatter de nye teknikker, hvorefter det skal revurderes, om teknologien skal tillades i økologien.

Frankrigs fødevarestyrelse har advaret

Den økologiske sektor er dog skeptisk over for teknologien, og paraplyorganisationen Ifoam Organics Europe kalder onsdagens resultat for et skridt tilbage for biosikkerheden og forbrugernes frie valg. Ifoam hæfter sig dog også ved, at der trods alt blev stemt for visse minimumskrav til sporbarheden.

Organisationen er også glad for, at politikerne anerkender, at patentrettigheder er en trussel mod den europæiske forædlingssektor.

"Dagens afstemning i parlamentet er fuld af modsigelser, da den anerkender nogle væsentlige problemer forbundet med at deregulere NGT, men samtidig ikke formår at foreslå konkrete løsninger, hvilket åbner for, at landbruget og planteforædlere risikerer, at virksomheder overtager de genetiske ressourcer via patentering," mener Ifoam-præsident Jan Plagge.

"Ministerrådet (som skal indgå i lovforhandlingerne, red.) bør ikke gentage de samme fejltagelser med at fremskynde debatten og negligere manglen på videnskabeligt grundlag, som er blevet påpeget af den franske fødevarestyrelse, for at deregulere disse nye genteknikker," tilføjer Jan Plagge, med henvisning til at den franske styrelse ANSA har sået tvivl om det videnskabelige grundlag for at sidestille NGT-1-planter med konventionelt forædlede planter og dermed advarer mod at fjerne risikovurderingen.

Han finder det vigtigt, at politikerne først og fremmest sikrer, at både planteforædlere og landmænd sikres mod patenter og holdt GMO-fri, inden politikerne begynder at deregulere kravene.

Bananer, der ikke kan blive brune

MEP'erne er dog opmærksomme på problemerne med patenter og ønsker et totalforbud mod dem på alle NGT-planter, plantemateriale, dele heraf, genetiske oplysninger og de proceselementer, de indeholder, for at undgå juridisk usikkerhed, øgede omkostninger og ny afhængighed for landbrugere og forædlere.

De anmoder også om en rapport senest i juni 2025 om patenters indvirkning på forædleres og landbrugeres adgang til varieret planteformeringsmateriale samt et lovgivningsforslag om at opdatere EU-regler om intellektuelle ejendomsrettigheder.

Flere NGT-produkter er allerede eller er ved at blive tilgængelige på markedet uden for EU, f.eks. bananer i Filippinerne, der ikke bliver brune, hvilket skal reducere madspild.

Parlamentet skal nu indlede forhandlinger med EU-landene om den endelige lovgivning på området.

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet

CO2-afgiften lader til at virke

I 10 år havde de mest klimabelastende virksomheder i Danmark ikke sænket deres CO2-udledninger - lige indtil politikerne vedtog en afgift. Så faldt udledningen markant.

26-04-2024 3 minutter Klima,   Politik