Annonce

Annonce

Jens Krogh

Jens Krogh, bestyrelsesformand for Naturmælk, er en af flere økologer, der er begejstrede over det nye økologicenter. Foto: Joachim Plaetner Kjeldsen

Begejstring over nyt økologicenter: »En af de mest visionære beslutninger i nyere tid«

Dele af Seges og Økologisk Landsforening slår pjalterne sammen og stifter et nyt center for økologi. Et nødvendigt skridt for økologiens udvikling, lyder det fra flere landmænd.

Det lover godt for den økologiske udvikling, at Økologisk Landsforening (ØL) og Landbrug & Fødevarer (L&F) sammen stifter det nye landbrugsfaglige center for økologi 'Innovationscenter for Økologisk Landbrug'.

Sådan lyder det mere eller mindre enstemmigt fra de fire økologiske producenter, som Økologisk Nu har ringet til på baggrund af nyheden om det nye center.

"Det er en af de mest visionære beslutninger i nyere tid, for der er brug for, at vi rykker sammen om økologien, så den får al den plads, den overhovedet kan få," siger Jens Krogh, der er mælkeproducent og bestyrelsesformand for Naturmælk.

De to organisationer har hidtil haft hver sin faglige udviklingsafdeling; i ØL er det landbrugsafdelingen, mens L&F har haft Seges Økologi Innovation. Det er disse afdelinger, der lægges sammen i det nye center, som ØL og L&F i fællesskab vil eje.

Jens Krogh frygter dog ikke, at det vil svække ØL som forening, at den nu står uden sin helt egen landbrugsafdeling.

Innovationscenter for økologisk landbrug

Pengene til centret er afsat på finansloven for 2021, og der afsættes i alt 40 mio. kr. til projektet over en fireårig periode. Der afsættes derudover 20 mio. kr. årligt til Fonden for Økologisk Landbrug.

Centeret bliver ejet af Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening og åbnes den 1. juli 2021 med base i Agro Food Park i Aarhus.

I centeret vil der blandt andet blive drevet forskning, lavet forsøg samt indsamlet og formidlet viden om økologi.

"Tværtimod styrker man hele landbrugsafdelingen, fordi det er en enorm kapacitet, man nu får adgang til," siger han, men indrømmer samtidig at det har sat nogle tanker i gang om, hvorvidt ØL-staben ender med at forsvinde i Seges-systemet.

"Jeg vælger dog at tage de positive briller på," pointerer han.

Finn Tang, der også er mælkeproducent og formand for Mælkeudvalget i ØL, er ligeledes begejstret.

"Det er jo super," siger han med tydelig begejstring i stemmen og nævner, at det har været spild af tid, at landbrugsfaglige medarbejdere har siddet i hver sin afdeling og skrevet ansøgninger om fondsmidler til projekter, der ligner hinanden.

"Det er helt genialt, at det slås sammen. Det bliver virkelig et kraftcenter for økologien, og jeg tror, at det vil tiltrække megen opmærksomhed - også internationalt. Det er i hvert fald min forventning," siger Finn Tang.

ØL har sin styrke i markedet, og man bliver ikke svækket af at uddelegere opgaver og gå sammen med andre. Jeg tror faktisk, at ØL bliver styrket af det her.

— Finn Tang, mælkeproducent og formand for Mælkeudvalget i ØL

Han ser det heller ikke som en svækkelse af ØL og forventer, at et væld af idéer fortsat vil udspringe fra foreningens fagudvalg, så deres roller fortsat er vigtige for foreningen.

"Vi blev heller ikke svækkede af, at ØRD rykkede ud," siger han om ØkologiRådgivning Danmark, der oprindeligt var en del af ØL, men nu drives som sit eget selskab.

"ØL har sin styrke i markedet, og man bliver ikke svækket af at uddelegere opgaver og gå sammen med andre. Jeg tror faktisk, at ØL bliver styrket af det her," siger Finn Tang og pointerer, at ØL slipper for lidt af den økonomiske usikkerhed, der er forbundet med at drive mange projekter, som finansieres af fonde.

"Så kan vi koncentrere os om at afsætte nogle varer og skabe gode idéer, som forskere kan arbejde videre med."

"En skide god idé"

Randi Vinfeldt, der er svineproducent og formand for ØL's Svineudvalg, kalder initiativet for "en skide god idé", som hun vurderer vil styrke økologien.

"Økologien er stadig så lille, at det er nødvendigt med et tæt samarbejde, hvis vi skal løfte de store udfordringer, vi står over for med hensyn til miljø og klima," siger hun.

Det er meget vigtigt for mig, at ØL fortsat har en skarp politisk profil, og jeg håber ikke, at Seges bliver stækket af Axelborg.

— Lars Bredahl, økologisk ægproducent og formand for ØL's Æg- og Fjerkræudvalg

Hun oplever, at ØL i forvejen har et tæt samarbejde med L&F på en række områder, og med etableringen af det nye videnscenter får ØL's medlemmer efter hendes vurdering adgang til en bred vidensbank, som mange kan nyde godt af.

"Det vil give en masse synergi at stå sammen, og det vil også være en fordel, når vi skal søge penge i landbrugsfondene, at de kan se, at vi arbejder sammen om projekterne."

Hun frygter ikke, at ØL bliver lillebror i det nye samarbejde.

"Jeg ser os som ligeværdige parter og frygter ikke, at der bliver tale om en glidebane, hvor vi ender med at smelte sammen med L&F. Vi har så forskellige tilgange til mange ting, og ØL har så stor bredde i medlemsskaren med både virksomheder, landmænd, professionelle køkkener og forbrugere, at der er behov for begge organisationer i fremtiden."

Samarbejder i forvejen

Lars Bredahl, ægproducent og formand for ØL's Æg- og Fjerkræudvalg, blev til gengæld lidt urolig, lige da han blev præsenteret for det nye samarbejde.

"Jeg kunne ikke lige se den røde tråd i det samspil og var nervøs for, om samarbejdet ville udvande foreningen, men i dag kan jeg godt se, at det er visionært og den rigtige vej at gå, hvis vi skal have del i midlerne fra finansloven," siger Lars Bredahl.

Han ser også positivt på de øgede muligheder for samarbejder.

"Vi samarbejder i forvejen meget med Seges Økologi om projekter, og det kan vi nu komme til at gøre endnu mere i fremtiden. Jeg tror, at det er den rigtige vej at gå, men nu skal vi finde ud af, hvordan det skal foregå praksis."

 Han største bekymring går på, om ØL bliver 'glemt' i det nye samarbejde.

"Det er meget vigtigt for mig, at ØL fortsat har en skarp politisk profil, og jeg håber ikke, at Seges bliver stækket af Axelborg (L&F's hovedsæde, red.), så der kommer en konventionel tankegang ind ad bagvejen," siger han og fortsætter:

"Da vores konsulenter flyttede til ØRD, kostede det noget dynamik på de indre linjer, fordi vi ikke længere var én samlet enhed. Tidligere havde vi langt mere faglig ping-pong i huset, hvor vi blev udfordret og selv kunne spørge ind til tingene, men jeg mener stadig, at det var det rigtige at gøre, og det tror jeg også, det er i forhold til at etablere det nye innovationscenter."

Flere artikler fra samme sektion

FN-rapport nedtonede kødets klimabelastning - nu kritiserer forskere rapporten for at misbruge deres studie

FN's fødevareorgan, FAO, har gennem årene nedjusteret kødets klimaaftryk. Senest har FAO inddraget et studie, der angiveligt skulle vise en beskeden effekt ved at spise mere plantebaseret. Forfatterne bag studiet kritiserer nu rapporten for flere grove fejl.

07-05-2024 9 minutter Udland,   Klima

Det er vigtigt, at landbrugets nyudviklede klimaberegner bliver grundlaget for klimaafgiften

POLITISK KLUMME: Det er helt afgørende, at vores politikere, der skal tage beslutning om klimaafgiften, ved, at de ikke må bruge Svarer-udvalgets klimaregnskab som grundlag for afgiften. Regnskabet er for simpelt, og dermed giver det ikke et retvisende resultat.

03-05-2024 4 minutter Klumme,   Politik

Pesticidfabrik pumper skadelige kemikalier ud i havet

Cheminova har i årevist udledt giftige kemikalier ud i havområder, hvor grænseværdierne for kemikalierne allerede er overskredet. Myndighederne ser igennem fingre med det, selvom det ifølge eksperter er ulovligt.

29-04-2024 4 minutter Miljø,   Pesticider