Annonce

Annonce

Philippe Grandjean sidder ved sit skrivebord bag stakkevis af dokumenter

Professor Philippe Grandjean anbefaler folk at købe økologiske fødevarer, hvis de vil minimere risikoen for at indtage pesticider gennem kosten. Arkivfoto: Jacob Rosenvinge

Professor efter pesticidafsløringer: Køb økologisk

Professor Philippe Grandjean har selv tidligere dykket ned i data fra pesticidproducenter og fundet, at de modsagde producenternes påstande. Han roser sine svenske kolleger for at have lavet nye afsløringer af industriens mørklægning af studier.

Der er kun ét at gøre for forbrugerne, når de skal købe ind i supermarkedet og vil undgå rester af pesticider på maden: Vælg de økologiske varer. Det siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved SDU, efter at svenske forskere har afsløret, hvordan pesticidproducenter i flere år har tilbageholdt relevante studier for myndighederne, når pesticider skulle godkendes.

"Man kan spise økologisk og så bare håbe, at der ikke er sprøjtet på nabomarken. Det kan godt være, at myndighederne siger, at en godkendelse er sket efter reglerne, men hvis ikke alle relevante papirer er indsendt eller nærlæst, og der evt. er krævet indsigt i supplerende undersøgelser, er det meget svært at gennemskue, om alt er i orden. Derfor synes jeg, at mine svenske kolleger har gjort det rigtig godt her, for der er en svaghed i systemet," siger Philippe Grandjean til Økologisk Nu.

Han har selv tidligere lavet en lignende undersøgelse med de to forfattere fra Stockholms Universitet, som står bag de nye afsløringer. Den omhandlede godkendelsen af chlorpyrifos, som var blevet den mest udbredte insektgift i EU og USA. De analyserede urinprøver fra gravide danske kvinder og fandt chlorpyrifos-metabolitter - nedbrydningsprodukter fra midlet - selvom det var forbudt at bruge herhjemme. Det var dog tilladt i Sydeuropa og blev derfor brugt på frugt og grønt importeret til Danmark.

Han og de andre forskere var bekendte med amerikanske undersøgelser, som viste, at netop chlorpyrifos påvirkede hjernens udvikling hos børn, så de klarede sig dårligere i IQ-tests i skolealderen.

De skrev en artikel om det, men fra producenten lød det, at der ikke var noget at komme efter, fordi man havde lavet de relevante forsøg, som ikke viste nogen risiko. Grandjean og kollegerne valgte så at bruge offentlighedsloven til at få fat i de originale data og kunne da se, at data var fejltolket; de viste netop, at der var en sundhedsrisiko ved midlet.

Herefter skrev de en artikel til et videnskabeligt tidsskrift, og kort efter udgivelsen blev grænseværdien for midlet ændret til 0 - et de facto forbud.

"Jeg forestillede mig, at der måtte være nogle virkelig stærke dyreforsøg til at hævde, at det ikke var deres stof, som gav skader på børnene, men så viste det sig at være helt modsat: At det faktisk kunne give skader, og at man havde overset det. Så i en snes år har vi skullet trækkes med det stof. Det var chokerende. Jeg håber, at disse afsløringer vil medføre en skarpere kontrol," siger Philippe Grandjean.

Flere artikler fra samme sektion

For første gang påviser forskere en sammenhæng mellem PFAS i drikkevand og hjertekarsygdomme

Data fra en italiensk region, hvor nogle borgere drak PFAS-forurenet vand og andre ikke gjorde, viser en tydelig sammenhæng mellem PFAS og øget risiko for at dø af hjertekarsygdomme.

15-05-2024 5 minutter PFAS,   Miljø,   Forskning

Åbent brev fra 140 organisationer kritiserer EU's grønne tilbagetrækning

De seneste måneder har EU trukket flere miljø- og klimainitiativer tilbage som reaktion på landbrugets protester. Nu siger adskillige organisationer på tværs af Europa stop.

14-05-2024 3 minutter EU,   Miljø,   Klima,   Natur

Regeringen har bestilt analyse af lavere moms på frugt og grønt

Regeringen har igangsat en analyse af effekterne ved en lavere moms på frugt og grønt.

14-05-2024 3 minutter Politik,   Forbrug