Annonce

Annonce

Sigrid Barfod og Line Tscherning Damgaard fra Mikuna laver mad i et køkken

Sigrid Barfod t.v. og Line Tscherning Damgaard fra Mikuna skal hjælpe Hanegal med at udvikle helt nye, plantebaserede pålægsprodukter, hvis det lykkes at crowdfunde 60.000 kr. til et nyt testkøkken. Foto: Mikuna

Coop giver forbrugerne mulighed for at give en ekstra hånd til klimaet

I løbet af november måned vil Coop Crowdfunding præsentere ca. 30 fødevarevirksomheder, som søger økonomisk hjælp til at nedbringe klimaaftrykket fra deres produktion.

Flere end 30 virksomheder søger finansiering af diverse projekter via Coop Klimafunding, som dagligvarekoncernen driver i samarbejde med den grønne tænketank Concito.

Fermenterede drikkevarer baseret på tang, en klimakasse med bl.a. økologiske grøntsager fra Solhjulet, etablering af en klimavenlig landkøbmand på Rabarbergården og støtte til etablering af et 'plantelaboratorium', hvor Hanegal i samarbejde med Mikuna skal udvikle nye klimavenlige pålægstyper.

Spændvidden var stor, da Coop Klimafunding i begyndelsen af året efterlyste danske fødevareproducenter, der ville benytte platformen til at lave 'klimafunding'.

Baggrunden var, at der ifølge Coop skal flere klimavenligt producerede varer på butikshylderne, hvis Danmark skal nå sit mål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030.

Tæt på 40 virksomheder så spændende perspektiver i at bede forbrugerne om hjælp til at rejse penge til konkrete projekter og udvikling af nye fødevarer, som kan bidrage til at mindske den samlede klimaudledning fra deres produktion.

I første omgang satte corona-udbruddet arbejdet med at beskrive de mange projekter på pause. Men via 12 workshops er hovedparten af de tilmeldte virksomheder i dag klar til at beskrive små og store klimaprojekter, hvor Concito er garant for validiteten af klimaberegningerne.

De første projekter er allerede lanceret på Coop Crowfunding-platformen, og ifølge Nicolai Jæpelt, chef for Coop Crowdfunding, vil der i løbet af november blive offentliggjort i alt ca. 30 ret forskellige projekter på platformen. De spænder fra nogle helt små projekter til 15.000 kr. og op til enkelte projekter, som søger beløb i millionklassen.

Gennem Coop Klimafunding kan man bidrage yderligere til at fremme en mere klimavenlig fødevareproduktion ved at bakke op om specifikke tiltag, der skal gøre produktionen af kendte eller nye varer mere klimaeffektiv.

— Michael Minter, Concito

Ca. 20 pct. af danskernes CO2-udledning stammer fra den mad, vi spiser. Det er for meget, mener Coop og Økologisk Landsforening, som er en af flere samarbejdspartnere omkring klimacrowdfunding. Derfor glæder det Nicolai Jæpelt, at så mange fødevareproducenter er interesserede i at nedbringe klimaaftrykket fra deres fødevareproduktion.

”Hver gang du putter en vare i kurven i supermarkedet, træffer du et valg, og rigtig mange forbrugere vil gerne træffe det mest klimavenlige valg. Problemet er bare, at vi ikke kun skal ændre måden, vi spiser på, men også måden, maden bliver produceret på, hvis vi skal lykkes med at reducere CO2-udledningen. Derfor har vi skabt Coop Klimafunding,” siger Nicolai Jæpelt.

Hanegal og Mikuna vil etablere plantelaboratorium

Et af klimaprojekterne er lanceret af fødevareproducenten Hanegal og Mikuna, som rådgiver fødevareproducenter, der gerne vil arbejde med at udvikle plantebaserede produkter. Vil man gerne spise mere klimavenligt, peger de begge på, at det bedste sted at starte er at skære ned på indtaget af kød. Mikuna skal derfor hjælpe Hanegal med at udvikle nye plantebaserede varianter af de klassiske pålægsvarer som pålægssalat, leverpostej, spegepølse - og måske også en hel ny plantebaseret pålægstype.

Hanegal søger i den forbindelse 60.000 kr. via Coop Klimafunding. Pengene skal Mikuna og Hanegal bruge til at etablere et fælles 'plante-laboratorie' i en container. Det skal fungere som testkøkken med rygeovn, dehydrator, pølsestopper, kødhakker og pålægsmaskine, hvor de sammen kan udvikle de nye pålægsprodukter.

Det er nyt at bede forbrugeren tage stilling til, hvordan fødevarer skal produceres, bemærker Michael Minter, der er programleder for Concitos program om Fremtidens fødevarer.

"Indtil nu har forbrugerne primært haft mulighed for at påvirke udbuddet af klimavenlige fødevarer ved at vælge de mindst klimabelastende fødevarer, når de køber ind. Gennem Coop Klimafunding kan man bidrage yderligere til at fremme en mere klimavenlig fødevareproduktion ved at bakke op om specifikke tiltag, der skal gøre produktionen af kendte eller nye varer mere klimaeffektiv," forklarer Michael Minter.

Et andet firma, som håber at forbrugerne vil bidrage med finansiering er sjællandske Hansens Is, som vil udnytte den varme, som maskinerne i deres frysehus producerer, i stedet for blot at blæse den ud i den blå luft.

”Når vores maskiner i frysehuset producerer kulde, afgiver de samtidig en masse varme, som vi pt. ikke bruger til noget. Nu vil vi gerne udnytte varmen i stedet for at lade den gå til spilde. Varmen vil vi opbevare og bruge, når isen skal pasteuriseres. Dermed kan vi gøre produktionen af vores is en smule mere klimaeffektiv end tidligere, og for os handler det om at tage mange små skridt i den rigtige retning,” siger direktør i Hansens Is, Rasmus Eibye.

Virksomhedens mål er at rejse 50.000 kroner ved at sælge is, som er produceret med den nye klimavenlige metode. 

Kort om Coop Klimafunding

  • Coop og den grønne tænketank CONCITO står i fællesskab bag initiativet Coop Klimafunding, som skal hjælpe fødevareproducenter med at klimaoptimere deres virksomhed
  • De deltagende fødevarevirksomheder har fremlagt konkrete idéer for klimaforbedrende tiltag, og som en del af initiativet får de bl.a. økonomisk opbakning til at realisere deres grønne tiltag
  • Konkret investerer man i virksomhedernes klimaprojekter ved at støtte deres crowdfunding-kampagne. Det gøres ved enten at forkøbe et produkt eller ved at yde et lån mod et afkast
  • Hvis projektet ikke realiseres, får forbrugeren sin investering tilbage

Kilde: Coop Klimafunding

Ifølge Nicolai Jæpelt er det tanken at tage et nyt hold klimafunding-virksomheder ind efter sommerferien 2021. Der bliver tilmelding i foråret.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage