Annonce

Annonce

Rækker af slagtede grise på et slagteri

Danish Crown indrømmer nu at have brudt markedsføringsloven med sin kampagne om klimakontrollerede grise. Dermed undgår koncernen at skulle en tur i Højesteret. Foto: Colourbox

Danish Crown indrømmer fejl og undgår tur til Højesteret

Danish Crown erkender nu at have brudt markedsføringsloven med sin kampagne om klimakontrollerede grise. Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening havde anket sagen, efter at Danish Crown oprindeligt var blevet frikendt i flere anklagepunkter.

Danish Crown erkender nu at have brudt markedsføringsloven med sin kampagne om klimakontrollerede grise.

Fredag meddelte slagterikoncernen derfor Højesteret, at den tager "bekræftende til genmæle over for de påstande, som er nedlagt af Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening i sagen om brugen af udtrykkene 'Klimakontrolleret gris' og 'Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror'."

Med andre ord accepterer Danish Crown, at de pågældende udsagn ikke overholdt markedsføringslovens krav og accepterer desuden et forbud mod at anvende udsagnene i enhver markedsføring fremadrettet.

"Vi har, siden retssagen blev anlagt, fremhævet, at det er afgørende for os og det øvrige erhvervsliv, at vi kan kommunikere vores klimatiltag med henblik på at differentiere os og gøre klimaindsatsen til en god forretning – og det mener vi fortsat. På samme tid har det lange og grundige forløb i Vestre Landsret givet anledning til både sunde refleksioner og en nyttig debat om, hvor grænserne går, når man som virksomhed skal kommunikere om bæredygtighed. Der er ingen tvivl om, at vi har lært af retssagen i Vestre Landsret," skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

"Siden vi trak kampagnen tilbage i 2021, har det været vores linje, at vi – uagtet domstolenes afgørelse – ville og fortsat vil undlade at anvende udtrykkene ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” eller ”Klimakontrolleret gris” i markedsføringen af vores produkter. Derfor accepterer vi også sagsøgernes påstand til Højesteret om, at de konkrete anprisninger, som sagen vedrører, var en overtrædelse af markedsføringsloven," lyder det endvidere.

Forbrugerombudsmanden var på sagsøgernes side

Udtalelsen kommer, få dage efter at Forbrugerombudmanden valgte at stille sig som biintervenient på Klimabevægelsens og Dansk Vegetarisk Forenings side af sagen.

"Sagens udvikling betyder, at Danish Crown giver Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen ret i, at Danish Crown har vildledt forbrugerne med udtrykket 'dansk gris er mere klimavenlig end du tror' og 'klimakontrolleret gris'. Det er meget glædeligt og en stor sejr, at Danish Crown indrømmer, at man har overtrådt loven med de pågældende kampagner," siger Marc Stounberg fra Kontra Advokater, der har ført sagen for de grønne NGO'er sammen med Kurt Helles Bardeleben fra Sirius Advokater.

Da der oprindeligt faldt dom i sagen ved Vestre Landsret havde NGO'erne nedlagt fire påstande, som de gik efter at få medhold i. De øvrige tre af dem gav retten dem imidlertid ikke medhold i, hvilket fik NGO'erne til at anke sagen til Højesteret.

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening er tilfredse med at Danish Crown nu lægger sig fladt ned, og at virksomheden anerkender, at man har brudt loven på samtlige anklagepunkter. De to foreninger anser udviklingen som et stort skridt i at få stoppet greenwashing i Danmark, og få sandheden frem om den store klimaskade, som svineproduktionen medfører.

"Danish Crown anerkender, at de har ført en kæmpe reklamekampagne, som fik deres klimabelastende produkter til at se grønnere ud, end de egentlig er. Jeg håber, at mange virksomheder følger med og tager ved lære, sådan at vi kan få et fair marked, hvor klimabelastende produkter som svinekød ikke markedsføres som klimavenlige," siger Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark.

"Det nytter noget"

Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, kalder det for "en fantastisk udvikling", at Danish Crown nu giver organisationerne ret i alle påstande.

"Svinekød og svineproduktion er ufattelig klimabelastende, ikke mindst på grund af den massive skovrydning, der finder sted for at vi kan fodre millioner af svin med soja. Vi burde i stedet sænke kødproduktionen, plante flere træer og genetablere skov for at købe os værdifuld tid til at bremse de voldsomme klimaforandringer, vi alle sammen står midt i," siger han. 

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen udtrykker samtidig dyb taknemmelighed over den støtte fra offentligheden, der gjorde det muligt at indlede sagen mod Danish Crown. 

"Dette viser, at det nytter noget at tage kampen op mod de store aktører, og at selv små organisationer kan gøre en stor forskel," siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Danish Crown oplyser, at man fortsat vil kommunikere om sine klimatiltag, men at det vil ske inden for de nye og mere præcise rammer, som er udfaldet af sagen.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage