Annonce

Annonce

Masser af kunder ved udstillerne på den danske fællesstand.

Forbrugeroptimismen er på vej tilbage og arrangørerne af Skandinaviens største økologimesse forventer, at det smitter af på både antallet af udstillere og gæster på Malmø-messen. Foto: Jakob Brandt

Malmø-messe kan blive billet til et ’hjemmemarked’ med 20 mio. borgere

Økologisk Landsforenings nye internationale markedschef, Dennis Hvam, er ved at sætte holdet til Nordic Organic Food Fair i Malmø, hvor arrangørerne i år gør en ekstra indsats for at invitere indkøbere fra de største nordiske detail- og foodservicekæder.

Til november skal Økologisk Landsforenings nye internationale markedschef, Dennis Hvam, for første gang stå i spidsen for den dansk fællesstand på Nordens største messe for økologiske fødevarer.

Forberedelserne er i fuld gang, og han har allerede sat de første virksomhedsnavne på holdkortet til Nordic Organic Food Fair (NOFF) i Malmø. Der er afsat plads til 20 danske udstillere på skitsen over den økologiske stand, som han beskriver som en ideel indgang til et nordiske marked med 20 mio. borgere.

”NOFF er et godt sted at møde indkøbere fra hele Skandinavien, og messen er samtidig et godt sted at starte for nye opstartsvirksomheder, som for første gang skal ud på eksportmarkedet,” siger Dennis Hvam, der skal bruge de kommende uger til at kontakte landets økologiske fødevareproducenter, så han kan få fyldt de sidste huller:

”Vi holder kickoff-møde 26. september på Axelborg, så jeg håber at have holdet klar inden da.”

Nordic Organic Food Fair 2023

  • 2023-udgaven af den økologiske fagmesse afvikles i Malmø Messecenter fra 15.-16. november.

  • Det er 11. gang siden debuten i 2012, at den engelske messearrangør Diversified Communications samler producenter og indkøbere i Malmø.

  • Messen afvikles sideløbende med søstermessen Eco Living Scandina, som er en helse- og sundhedsmesse for naturlige produkter.

  • Samlet forventes ca. 450 internationale udstillere og flere end 4.000 gæster.

  • Prisen for en plads på den danske stand er 20.000 kr.

Indblik og netværk

Ifølge Dennis Hvam er Malmø-messen et oplagt sted at etablere netværk og møder internationale beslutningstagere fra både detailbranchen og foodservice og få indblik i deres krav og vilkår.

Messen er et godt udstillingsvindue og en nem og billig måde at vise flaget på i vores nærområde.

— Jens Madsen, eksport & foodservice-direktør hos Dava Foods

’På messen skal vi vise de internationale indkøbere, hvorfor Danmark er verdensmester i økologi. Ligesom vi vil fortælle om de styrkepositioner, som kendetegner dansk økologi og ikke mindst slå fast, at økologi er en del af løsningen for et bæredygtigt forbrug,’ skriver Økologisk Landsforening i invitationen til NOFF, hvor Dennis Hvam forventer, at det kan mærkes, at inflationen er i bakgear, mens forbrugeroptimismen er på vej op. 

Mange svenskere spiser ude

Der kan være en tendens til, at eksportvirksomheder har mest fokus på detailhandlen, og ifølge Dennis Hvam vil det også være et interessant marked for mange producenter, men han minder samtidig om, at relativt mange svenskere ofte spiser ude.

”Jeg tror, at det ofte vil være nemmere at komme ind på det svenske foodservicemarked, som ikke stiller de samme krav til emballage og markedsføringstilskud som dagligvarekæderne. En anden fordel ved foodservicemarkedet er, at kommer man først ind, så viser erfaringerne, at der ofte bliver tale om længerevarende aftaler,” siger Dennis Hvam.

I den forbindelse er det værd at nævne, at Sverige har en ambition om, at 60 pct. af maden i de offentlige køkkener skal være økologisk i 2030. I 2022 lå økologiandelen på 37 pct., så hvis målet skal indfries, får de offentlige køkkener i de kommende år behov for en del flere økologiske råvarer.

Messen betaler for indkøberne

I 2022 var der næsten 4.000 besøgende på NOFF, hvilket var en fremgang på fem pct. i forhold til året før, og messens eventdirektør, Melina Viking, forventer, at antallet af gæster vokser igen i år.

Sidste år var det ikke alle de danske udstillere på den svenske messe, som var helt tilfredse med det kommercielle udbytte af de to dage i Malmø, og efter at Dennis Hvam har være i dialog med messearrangørerne har de lovet hinanden at arbejde målrettet på at få alle de største nordiske kæder til at troppe op i Malmø.

Specifikt i forhold til de svenske indkøbere i dagligvare- og grossistsektoren, har det været en udfordring, at hovedparten af dem har hovedsæde i Stockholm - 600 km fra Malmø.

"Derfor har vi i år lagt en ny strategi, hvor vi betaler for de svenske indkøberes rejseudgifter i forbindelse med messen," siger Melina Viking.

Vi er mere på bølgelængde

For virksomheder som er nye på eksportmarkedet, beskriver Dennis Hvam det som en stor fordel at starte jagten efter de første udenlandske kunder på de nære markeder, hvor vi er mere på bølgelængde med hinanden – både kulturelt og sprogligt, end det ofte er tilfældet, når man bevæger sig ind på fjernere markeder, hvor der ofte kan være lidt flere barrierer af forskellig karakter.

Den vurdering er eksport & foodservice-direktør Jens Madsen fra Dava Foods enig i. Han har deltaget på den svenske messe de to seneste år og beskriver det skandinaviske marked som Danmark udvidede hjemmemarked.

”Messen er et godt udstillingsvindue og en nem og billig måde at vise flaget på i vores nærområde,” siger Jens Madsen, som ud over selskabets æg-produkter skal til Malmø for at promovere Dava Foods nye serie af frø, kerner og bælgfrugter, som bl.a. inkluderer convenience-serien ’No beef’, som gør det nemmere for forbrugerne at bruge bælgfrugter.

Flere artikler fra samme sektion

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet

Nyt ejerskab skal stoppe slingrekurs, så Coop kan fokusere mere på kerneværdierne

Efter præsentationen af endnu et katastroferegnskab og med energiselskabet OK som ny medejer, har Coop lagt sig fast på en ny kædestruktur, som skal være med til at gøre Danmarks største salgskanal for økologiske fødevarer til en god forretning.

30-04-2024 6 minutter Detailhandel