Annonce

Annonce

Køkkenmedarbejder skærer løg

Det er ikke kun de offentlige køkkener, som efterspørger økologiske råvarer. En tredjedel af maden i de personalekantiner, som ISS driver i Danmark, er økologisk. Arkivfoto: Moment Studio

Næsten hver tredje måltid i ISS-kantinerne er økologisk

Økologiske fødevarer udgør næsten en tredjedel af råvarerne i de 190 kantiner, som ISS driver i Danmark, og væksten fortsætter, oplyser kantineoperatøren.

Med en gennemsnitlig økologiprocent på over 30 pct. er kantinegiganten ISS et bevis på, at økologien har fået solidt fodfæste i flere private kantiner.

Efter et par udfordrende år med Covid-19 og stigende priser på fødevarer viser nye tal, som Danmarks Statistik offentliggjorde i denne uge, at de økologiske fødevarer igen i voksende omfang finder vej til de professionelle køkkener.

I 2022 lå den gennemsnitlige økologiprocent på 13 pct., men tallene viser, at det stadig primært er de offentlige køkkener, som driver det økologiske foodserviceforbrug, men også flere kantiner på private arbejdspladser har taget økologien til sig.

Det fremgår af en opgørelse fra kantineoperatøren ISS, som driver 190 kantiner på landsplan, hvoraf de fleste tilhører private virksomheder. ISS oplyser, at selskabet i løbet af de senere år har øget andelen af økologiske fødevarer i kantinedriften, så den gennemsnitlige andel af økologi i alle måltider ligger på lige knap 30 pct.

Det svarer til, at knap hvert tredje måltid ud af 40.000 måltider, som ISS dagligt serverer, er lavet af økologiske fødevarer, og andelen vokser, oplyser Morten Hassing, udviklingschef i den danske del af ISS i en pressemeddelelse.

”Vi har arbejdet kontinuerligt med at øge andelen af økologi i vores menuer, og det er tilfredsstillende, at vi nu har en fornuftig og balanceret andel af økologiske fødevarer i vores madkoncepter,” siger han.

Væksten fortsætter

I de første otte måneder af 2023 har ISS øget andelen af økologiske fødevarer til 31,7 pct. og servicekoncernen forventer, at andelen vil stige yderligere i resten af året og i løbet af 2024.

Det er Dansk Cater A/S, som forsyner ISS-kantinerne med økologiske råvarer, og forretningsudvikler Jan Kristensen oplyser, at en del af væksten i 2022 skyldes at de ansatte igen begyndte at møde ind på arbejde og benytte personalekantinerne.

”Vi har et godt og konstruktivt samarbejde med vores food-leverandør, Dansk Cater, om leverance af lokale danske grøntsager, herunder økologiske fødevarer, som er vigtige i vores bestræbelser på at skabe nye og flere, inspirerende grønne madoplevelser på tværs af alle vores kantiner til gavn for vores gæster og klimaet,” siger Morten Hassing.

Et stærkt signal

I foodserviceafdelingen hos Økologisk Landsforening glæder man sig over det høje økologiforbrug i ISS-kantinerne.

”Det er meget positivt, at en virksomhed som ISS, der er en af landets største kantineleverandører, har en samlet økologiprocent på knap 30 på tværs af alle deres kantiner. Det er et stærkt signal til markedet at kunne tilbyde kantineløsninger, hvor knapt hvert tredje måltid er lavet af økologiske råvarer,” siger Torben Blok, markedschef for foodservice, i Økologisk Landsforening.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage