Annonce

Annonce

En medarbejder i Kvickly lægger spinat på en hylde i frugt- og grøntafdelingen

Det er især salget af lette, grøntsager, svampe og bær, som er med til at sikre den to-cifrede vækst i Coops økologiske frugt og grønt-salg, men det konventionelle salg kører i bakgear. Foto: Jakob Brandt

I flere butikker overhaler øko-grønt det konventionelle

Netop nu – midt i den danske grøntsæson – overhaler salget af økologisk frugt og grønt det konventionelle salg i flere end 100 Coop-butikker, og som noget nyt er det især de lette grøntsager, som løfter salget.

Gennem de seneste år har de fleste danske detailkæder kunnet melde om to-cifrede vækstrater i salget af økologisk frugt og grønt, og væksten fortsætter i indeværende år.

»Det er blevet mainstream at købe økologiske grøntsager, så nu er proppen røget af flasken,« siger Thomas Roland, CSR-chef i Coop. 

Salget blev for alvor speedet op i kølvandet på Coops Madmanifest fra 2014. Det rummede bl.a. en ambition om at gøre økologi til hvermandseje.

For at nå det mål sænkede Coop året efter grønt-priserne med ni pct., og resten af markedet fulgte hurtigt efter, og intet tyder på, at markedet har nået et mæthedspunkt, som det er sket for mælk og andre basisvarer.

I 2018 lå væksten i det økologiske frugt og grønt-salg på tværs af alle Coops kæder på 18 pct. En ny opgørelse over salget viser, at væksten i det seneste år er faldet til 10 pct., men selv om væksten er dæmpet en smule, hæfter Thomas Roland sig ved flere positive tendenser.

»Salget af økologisk frugt og grønt vokser stadig lidt hurtigere end vores samlede økologiske salg, som det seneste år er vokset med ni pct., og væksten er væsentlig højere end i salget af konventionel frugt og grønt, som i øjeblikket går en smule tilbage,« siger Thomas Roland.

Baghjul til konventionelle varer

En anden interessant tendens er, at grøntafdelingerne i flere og flere af Coops butikker oplever, at omsætning af økologiske varer overhaler det konventionelle salg.

»Salget af økologi er altid størst i den danske højsæson, hvor hylderne bugner med danske varer, og økologisalget derfor er betydeligt højere her i efteråret end i foråret,« siger Thomas Roland.

Salget af økolgiske tomaterne tog det seneste år et hop på 16 pct.. Foto: Jakob Brandt

Den positive salgsudvikling bliver hjulpet på vej af et voksende udbud af økologisk frugt og grønt og flere år med faldende priser, som gør økologien tilgængelig for flere.

»Kigger vi på salget lige nu, har vi flere end 100 butikker, hvor øko-andelen ligger over 50 pct. Hovedparten af dem ligger i eller omkring København og Aarhus, hvor tætheden af økologiinteresserede kunder er størst.«

Salget topper under den danske høst

Størstedelen af butikkerne er ikke overraskende fra Irma-kæden, men ifølge Thomas Roland har alle Coops dagligvarekæder butikker, hvor den økologiske grønt-omsætning er over 50 pct. Det vil siger, at økologiandelen lige nu er størst i ca. hver tiende af Coops godt 1000 butikker.

Kigger man på økologiandelen for hele året, er antallet dog noget lavere, idet økologisalget typisk falder en del i de måneder, hvor Coop er nødt til at hente en større andel af varerne i udlandet.

Målt over det seneste år er der 87 butikker, hvor det samlede grøntsagssalg har overhalet det konventionelle, mens det samme kun er tilfældet for 65 butikker, hvis man kun kigger på salget af frugt og bær.

Bær overhaler æbler og kål

Et kig på Coops salgstal forklarer, hvorfor Coops grøntindkøbere er nødt til løbende at bestille flere varer hos de økologiske producenter.

»De grove grøntsager har længe ligget på et stabilt højt niveau, men nu er de lette grøntsager også begyndt at komme med,« siger Thomas Roland.

Coops salg af økologiske svampe er det seneste år vokset med 51 pct.. Foto: Jakob Brandt

Han fremhæver dog økologiske svampe som den helt store højdespringer med en vækst på 51 pct. »Der er sikkert flere årsager til det voksende salg af svampe. En af dem er formentlig, at vores økologiske svampe altid er danske.«

Coop oplever også solid medvind for det økologiske bærsalg, som det seneste år er vokset med 30 pct. Dermed er bærkategorien nu større end salget af både økologiske æbler og kål, og det er især jordbær og blåbær, som er populære valg hos Coops kunder. Det er dog stadig grøntsagerne, der bidrager mest til omsætningen, og hver gang Coop sælger økologisk frugt for 100 kr., sælger dagligvarekoncernen øko-grøntsager for 121 kr.

Væksten åbner for nye varer

Tallene for de enkelte butikkers salg afslører store regionale forskelle, og da andelen bliver opgjort i værdi, og priserne på de økologiske varer er højere end de konventionelle, svarer en øko-andel på 50 pct. formentlig til, at 40-45 pct. af butikkens frugter, bær og grøntsager er økologiske.

Men i takt med at de økologiske grøntsager får større volumen, bliver det rentabelt for Coop at lancere flere typer og sorter af de enkelte grøntsager i kategorier som kartofler, tomater og kål.

»Alfa og omega for, at det sker, er, at salget fortsætter med at vokse, og jeg forventer, at vi løbende vil få flere butikker med over 50 pct. økologi,« siger Thomas Roland.

Det begrunder han bl.a. med, at Coops analyser viser, at de kunder, som er interesseret i specielle sorter af kål og grøntsager, typisk også er interesseret i økologi, så en udvikling, hvor Coop lancerer et bredere og dybere øko-sortiment og måske vælger helt at udfase enkelte konventionelle varianter, kan bidrage til at løfte økologiandelen yderligere i de kommende år.

Flere artikler fra samme sektion

Tre køkkener er nomineret til Kantineprisen

Tre kantiner kæmper om Kantineprisen, som går til det køkken, der kan levere på både smag, bæredygtighed og økologi.

07-05-2024 2 minutter Professionelle køkkener

Eks-bankdirektør: Penge er et redskab til at få noget til at ske

Selv om Lars Pehrson aldrig fik en bankuddannelse, var han landets længst siddende bankdirektør, da han i 2020 forlod direktørstolen i Merkur Andelskasse, og han brænder stadig for økologien og mener, at vi alle har mulighed for at bidrage til den grønne omstilling.

06-05-2024 9 minutter Ildsjæle,   finansiering

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager