Annonce

Annonce

Nu må det bære eller briste,« siger Hans Henrik Thomsen. Han har netop opsagt sin aftale om at levere økologiske grise til Friland uden at ane, hvem der om et år skal aftage kødet fra hans koncept med mobile grisestalde. Privat foto

Økolog forlader Friland for at stå på egne ben

Efter 17 år som leverandør til Friland har økologen Hans Henrik Thomsen meldt sig ud af selskabet for at opbygge kødbrandet »Felix« på basis af kød fra grise, der lever hele deres liv med trynen i jorden og adgang til mobile stalde.

Efter 17 år som leverandør til Friland har økologen Hans Henrik Thomsen meldt sig ud af selskabet for at opbygge kødbrandet »Felix« på basis af kød fra grise, der lever hele deres liv med trynen i jorden og adgang til mobile stalde.

Hvor en almindelig økologisk gris normalt går på marken i syv-otte uger, lever Hans Henrik Thomsens grise hele livet på marken, hvor både stald og fold bliver flyttet dagligt. På den måde får grisene løbende adgang til nyt græs og ny jord, hvor de kan rode efter føde. Det sikrer både en bedre dyrevelfærd, mindre foderforbrug og en lavere klimabelastning.

Ifølge den nordjyske økolog var det tanken, at han sammen med Friland skulle udvikle et kødkoncept, som kunne sikre en højere afregning, da det mobile koncept er mere arbejdskrævende. Men efter fem år har han mistet tålmodigheden, og han vil nu forsøge at stå på egne ben.

Det begyndte godt

»I det første år betalte Friland to kr. ekstra per kg. Da var prisen 32 kr., og vi kunne næsten ikke få armene ned og valgte at udvidede med to ekstra stalde,« siger Hans Henrik Thomsen.

I dag er både priserne og armene kommet ned, og han lægger ikke skjul på, at han er skuffet over, at Friland ikke har været i stand til at finde en kunde, som ville markedsføre hans kødkoncept.

Selv Pia Kjærsgaard mener, at alle køer skal på græs, og når Slagter Munk kan sælge konventionelle skinke for 700 kr. kiloet, så må der også være penge til at betale for mine grise, men det kræver at der er nogen, som vil fortælle historien om hvordan grisene lever.

— Hans Henrik Thomsen, økologisk svineproducent

»Friland blev ved med at snakke om, at de var på vej med noget, men det blev aldrig til noget, og jeg synes, at det er ærgerligt, at de på den måde bliver ved med at holde fast i den laveste fællesnævner for økologi,« siger Hans Henrik Thomsen til Økologisk Nu.

Derfor opsagde han 1. september sin aftale med Friland, og om et lille år står han selv med ansvaret for salget af den årlige produktion på 1300 grise, men han havde håbet på en anden udgang.

Det er ikke så enkelt

Efter hans vurdering burde Friland både have styrken og viljen til at etablere en ny mærkningsordning for de mobile grise, men ifølge Friland-direktør, Claus Hein, er det ikke så enkelt at etablere et nyt kødkoncept.

Han lægger ikke skjul på, at han altid ærgrer sig over udsigten til at skulle vinke farvel til en leverandør, men han mener, at karakteristikken af Friland som et selskab der går efter laveste fællesnævner, er forkert. Claus Hein henviser i den forbindelse til, at Friland allerede driver to nichekoncepter i form af Skovgrisen og de Økologiske Græsgrise.

Til syvende og sidst er det Henriks beslutning, og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke med konceptet.

— Claus Hein, Friland-direktør

Fælles for begge koncepter er, at mængderne er så små, at der ikke er nok til at levere fast til en kæde. Derfor bliver kødet afsat via forskellige events i løbet af året, og den lille mængde har også været en udfordring i forhold til Hans Henrik Thomsens produktion.

»Jeg synes, at vi har været gode til at sætte nicheprodukter på dagsordenen, men vi har forgæves forsøgt at finde en kunde, der ville aftage Hans Henrik Thomsens grise. Når vi henvender os til en detailkæde med et nyt koncept, skal der være en tonnage, så vi kan levere kød hver uge, så det er muligt at lave en kontinuerlig markedsføring,« siger Friland-direktøren.

Friland har tidligere sagt farvel til en leverandør, som drømte om at skabe sit eget koncept, da Bertel Hestbjerg forlod Danish Crown-datterselskabet, som på daværende tidspunkt ikke ønskede at bryde med andelstanken om, at alle leverandører skal have den samme afregning.

Siden skabte Bertel Hestbjerg og Tamaco velfærdskonceptet Poppelgrisen, som bliver leveret til Coop, og nu bliver det op til Hans Henrik Thomsens at bevise, at der er plads til yderligere et velfærdsbrand på det danske kødmarked.

»Til syvende og sidst er det Henriks beslutning, og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke med konceptet,« siger Claus Hein.

Satser på flere salgskanaler

Held og lykke er måske også, hvad den snart forhenværende Friland-leverandør får brug for, men selv om han erkender, at han lige nu ikke aner, hvem der skal aftage hans grise i fremtiden, vurderer han, at konceptet rummer så mange fordele, at det må være muligt at finde forbrugere, som er villige til at betale en ekstra pris for kødet.

»Jeg vil gerne have 100-200 lokale kunder via webshoppen for at få en lokal forankring og så sælge resten til kantine- eller hotelkæder, som kan fortælle historien om de mobile stalde,« siger Hans Henrik Thomsen, som oplever, at stort set alt, hvad der sker i samfundet i øjeblikket, er vand på hans mølle.

»Selv Pia Kjærsgaard mener, at alle køer skal på græs, og når Slagter Munk kan sælge konventionelle skinke for 700 kr. kiloet, så må der også være penge til at betale for mine grise, men det kræver at der er nogen, som vil fortælle historien om hvordan grisene lever.«

Bliver det sen succes, er der yderligere et par nordjyske producenter med mobile stalde. Tilsammen har de en årlig produktion på ca. 4.000 svin. Går det ikke, som Hans Henrik Thomsen håber, er han også klar til at tackle den situation.

»Lånene i mine stalde er betalt til næste år, så hvis ikke jeg kan opnå en merpris, kan jeg principielt stoppe med at have grise,« siger den jyske økolog tørt.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage