Annonce

Annonce

Tyr af racen blåkvæg

Det bliver alligevel ikke lovligt at anvende racen blåkvæg ved inseminering af økologiske kvæg. Foto: Peter Van den Bossche, CC BY-SA 2.0 via Wikimedia Commons

Landbrugsstyrelsen i kovending: Forbud mod blåkvæg fortsætter alligevel

Landbrugsstyrelsen præciserer i en revideret økologivejledning, at forbuddet mod blåkvæg fortsat er gældende. Forbuddet var ellers blevet fjernet i den første vejledning for i år.

Landbrugsstyrelsen præciserer nu, at praksis og regelforståelse stadig er den samme som hidtil vedrørende brug af blåkvæg i økologien. Derfor genindfører de forbuddet mod at omlægge en produktion med ren blåkvæg eller dyr med 50 pct. blåkvæg eller mere.

Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside.

Blåkvæg er oprindeligt en belgisk race, som giver store, kødfyldte dyr, der typisk også får større kalve, end andre racer gør.

Det har betydet, at man har oplevet en del kælvningsproblemer i form af bl.a. akutte kejsersnit, og af hensyn til dyrevelfærden har racen derfor været bandlyst i økologien.

Forbuddet, der nu genindsættes:

'Da der foretages flere kejsersnit og assisterede fødsler ved Dansk Blåkvæg (BLÅ) (tidligere Belgisk Blåhvidt Kvæg), må du ikke omlægge ren BLÅ eller dyr med 50 % BLÅ eller mere til økologisk produktion. Du må heller ikke inseminere med BLÅ i en økologisk besætning.'

Landbrugsstyrelsens praksis har været forklaret med et eksempel i vejledningen om økologisk jordbrugsproduktion, som er Landbrugsstyrelsens samlede vejledning om de regler, der følger af økologiforordningen samt økologiloven og bekendtgørelsen om økologisk jordbrugsproduktion.

I den første udgave af vejledningen for 2022 var eksemplet, der tidligere fremgik af vejledningen, udgået. Det er det eksempel, der altså nu genindsættes.

Ifølge styrelsen ønsker de trods det gældende forbud at tage den faglige vurdering op til overvejelse. Styrelsen vil derfor bestille et forskningsbidrag hos Aarhus Universitet for at tilvejebringe et opdateret fagligt grundlag til at vurdere, om brug af racen stadig er uforeneligt med økologisk produktion.


Flere artikler fra samme sektion

Gram Slot vil ikke vente på politikerne: Nu går de selv i gang

To af landets store økologiske bedrifter samarbejder nu om at etablere skovlandbrug midt i deres landbrugsproduktion. Tusindvis af frugt- og nøddetræer bliver plantet på Gram Slot og Øm Klostergaard i et forsøg på at gavne bedrifternes biodiversitet og gøre deres landbrug mere klimavenlige og bæredygtige. Vel at mærke uden at skære ned på produktiviteten.

27-04-2024 10 minutter Skovlandbrug

Niårigt studie konkluderer: Vær klimasmart og dyrk flerårige afgrøder

Dyrkning af flerårige afgrøder kan være en lovende løsning for danske landmænd til at sikre en klimavenlig produktion uden at gå på kompromis med markens samlede udbytte eller jordens frugtbarhed. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.

26-04-2024 3 minutter Planteavl,   Efterafgrøder,   Forskning,   Klima

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet