Annonce

Annonce

Køer kommer på græs og hopper - publikum står bag et hegn

Dansk Folkeparti ønsker, at alle køer kan komme på græs, ligesom det er tilfældet i Sverige. Arkivfoto: Moment Studio

Dansk Folkeparti: Målet må være, at flest mulige forbrugere skeler til økologi, når de køber ind

Dansk Folkeparti vil have alle køer på græs, men vil ikke fremsætte det som lovforslag. Partiet vil hellere se forandring i EU og glæder sig over, at forbrugerne vælger økologisk mælk, hvor alle køer kommer på græs.

Det skal ikke kun være økologiske køer, som kan komme på græs, mener Dansk Folkeparti. I et nyligt debatindlæg skrevet af dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard i Avisen Danmark, argumenterer hun for, at det er i køernes natur at komme ud, og at vi herhjemme bør stille samme krav, som man gør i Sverige, hvor alle køer skal på græs ved lov.

"Hvorfor i alverden skal 30 års staldforbedringer være et argument for at gøre vold på dyrets natur? Det er ikke naturligt for en ko at leve et helt liv uden at se dagslys," spørger Pia Kjærsgaard i indlægget, som hun slutter af med ordene:

"Vi skylder at behandle dyrene ordentligt – og da særligt de dyr, der bliver sat i verden alene for at give os mad og drikke. Tiden er inde til at slippe køerne løs og lade dem komme på græs i hele Danmark."

Partiet har dog ikke til hensigt at fremsætte et lovforslag om det, som det skete i sin tid i Sverige, og vil heller ikke kræve, at andre husdyr som høns og grise skal komme på græs, skriver hun i en mail til Økologisk Nu. Hendes argument er, at det risikerer at skubbe produktionen til andre lande med ringere velfærdskrav.

"Vi skal først og fremmest kæmpe for produktionsdyrenes vilkår i EU. Der er desværre også et konkurrencemæssigt parameter her. Vi skal sørge for, at dansk landbrug er konkurrencedygtigt. Er det ikke det, rykker produktionen til Polen eller andre østeuropæiske lande, hvor man kun lige akkurat opfylder kravene – og måske ikke engang det - og hvor dyrevelfærd ikke er i højsædet. Heldigvis ser vi, at mange forbrugere vælger at stemme med fødderne og købe økologiske produkter, herunder også produkter hvor køerne har været på græs," uddyber Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at der er behov for at presse mere på i EU-regi for at sikre god dyrevelfærd på tværs af Europa, samtidig med at det løbende drøftes i Folketinget.

Hvis alle dyr skal på græs, er der med en hurtig hovedregning næppe plads til det – er DF parat til at få reduceret husdyrantallet i Danmark for at give plads til, at alle kan komme på græs?

"Det er ikke realistisk. Vi skal sørge for på bedst mulig måde at have gode vilkår for dyrevelfærd og at landbruget kan fortsætte sin produktion, som vi er dybt afhængige af. Målet må være, at flest mulige forbrugere skeler til økologi, når de køber ind."

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet

CO2-afgiften lader til at virke

I 10 år havde de mest klimabelastende virksomheder i Danmark ikke sænket deres CO2-udledninger - lige indtil politikerne vedtog en afgift. Så faldt udledningen markant.

26-04-2024 3 minutter Klima,   Politik