Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Vejen til et forbud mod fiksering af søer blev lidt kortere, efter at et massivt flertal i EU-Parlamentet stemte for at gå videre med et evt. lovforslag. Foto: Farm Watch/flickr/CC-BY-2.0

Markant flertal i EU-Parlamentet vil forbyde landbrugsdyr bag tremmer

Et overvældende flertal i Europa-Parlamentet har stemt for at udfase burdyr i landbruget. En egentlig lov er dog stadig et stykke vej fra at blive en realitet.

Det kan blive fortid med fikserede grise og burhøns, efter at et overvældende flertal i Europa-Parlamentet torsdag har stemt for borgerinitiativet 'End the Cage Age'.

Med stemmerne 558 for og 37 imod har politikerne dermed sendt et klart signal, mener den danske EU-parlamentariker Niels Fuglsang (S), som stemte for resolutionen.

”Ingen dyr fortjener at blive spærret inde i små bure eller være fikseret det meste af deres liv i landbrugets jagt på billigere og billigere produktion," udtaler Niels Fuglsang i en pressemeddelelse.

Ifølge World Animal Protection har vedtagelsen potentiale til at ændre levevilkårene markant for over 300 mio. husdyr i EU's landbrug, men først skal EU-Kommissionen tage stilling til, hvordan et lovforslag kan udformes. Afstemningen i EU-Parlamentet har nemlig kun vist, at der er stor politisk opbakning til resolutionen, men en egentlig lov kommer først senere i processen.

Parlamentet ønsker, at Kommissionen vurderer, om det er muligt med et forbud fra 2027 og henviser til, at der allerede i dag findes mere frie alternativer, som alle landmænd bør opfordres til at tage i brug, samtidig med at også de forbedres. Et forbud skal desuden være artsspecifikt, så man ikke putter alle arter under samme bestemmelse, men tager højde for deres specifikke behov.

Derudover ønsker Parlamentet, at alle produkter importeret til EU efterlever samme krav, og man vil gennemgå eksisterende handelsaftaler for at sikre en harmonisering, så EU-landmænd ikke udkonkurreres af landmænd fra 3. lande, hvor velfærden er af lavere standard.

Der skal være en periode med udfasning, og de berørte landmænd skal kompenseres og modtage den nødvendige rådgivning som hjælp til omstillingen.

"Denne sommer, som vi har ventet så længe på, kan blive et helt afgørende vendepunkt og er en stor folkelig sejr for ‘End The Cage Age’. I dag har vi fået klar politisk opbakning fra Europa-Parlamentet til at afskaffe tremme-dyr. Ikke kun i Danmark, men i hele EU. Faktisk kan det rykke dyrevelfærd i hele verden, fordi det ovenikøbet kan blive gældende for import,” siger Esben Sloth, kampagnechef ved World Animal Protection, der er en af de danske organisationer bag ‘End The Cage Age’.

Hos landbrugets sammenslutning i EU, Copa Cogeca, ser man skeptisk på, hvad forslaget kan komme til at betyde for sektoren. Generalsekretær Pekka Pesonen siger, at det bl.a. vil hæve produktionsomkostningerne og efterlader spørgsmål om, hvordan lande med eksempelvis meget varmt - eller koldt - vejr skal passe dyrene, hvis de ikke må holdes inde. Han frygter også en stor regning for landmændene.

"Disse investeringer kan nemt koste hundredtusindvis af euro, hvis ikke millioner... Vi taler om store investeringer, som man ikke bare selv kan beslutte at gå videre med. Det er i høj grad op til ens bank at bestemme, hvad man kan og ikke kan gøre," siger Pekka Pesonen til Euronews.

Rapport: Forbud vil højne dyrevelfærden

Omvendt mener Olga Kikou, leder for dyreværnsorganisationen Compassion in World Farmings EU-kontor, at tiltaget er nødvendigt, hvis landbruget skal leve op til EU's egen 'Farm to Fork'-strategi for fremtidens bæredygtige landbrug.

"Ved at bevæge os væk fra burdyr er vores håb, at vi kan rykke os mod et mere bæredygtigt husdyrlandbrug. Og sidst, men ikke mindst, er vi helt overbeviste om, at det harmonerer med 'Farm to Fork'-strategien, som Kommissionen selv bakker op om," siger hun til Euronews.

En rapport, der blev udarbejdet i forbindelse med afstemningen, konkluderer da også, at dyrevelfærden er højere, når dyr ikke holdes i bure, men får mere plads og bedre mulighed for at udvise naturlig adfærd.

Kampagnen begyndte som en underskriftsindsamling i 2019 koordineret af 'Compassion in World Farming', og siden har over 1,6 mio. EU-borgere skrevet under. Derudover har multinationale fødevarekoncerner som Nestlé, Mondelez, Unilever, Ferrero, IKEA, Jamie Oliver Group, Les Mousquetaires, Barilla, Roberti og Aldi tilsluttet sig initiativet.

Kampagnen er også støttet af den internationale dyrlægeforening IVSA, en lang liste af  internationale videnskabsmænd og forskere, European Environmental Bureau samt en række miljø- og dyreorganisationer.
Det er en af de første gange, et borger forslag får så stor tilslutning og så omfattende betydning.

Flere artikler fra samme sektion

Økolog er ny rådgiver for Greenpeace og vil kæmpe for færre husdyr

At få ændret landbrugspolitikken er som kampen mellem David og Goliat, mener Helene Hansen, der er ny landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace. Selv er hun uddannet økolog og ønsker et mere plantebaseret, økologisk landbrug.

15-06-2021 4 minutter Politik

Dyrenes Beskyttelse: Vilde fisk fortjener at blive aflivet på en ordentlig måde

Et hold af danske og svenske forskere skal nu forsøge at finde ud af, hvor meget vilde fisk lider, når de bliver fanget og hevet ombord på nutidens store trawlere.

15-06-2021 3 minutter Akvakultur

Et nyt biodiversitetsråd skal rådgive regeringen

Folketinget har besluttet at nedsætte et uafhængigt organ af eksperter, der fremover skal rådgive om indsatser på naturområdet.

14-06-2021 2 minutter Biodiversitet,   Politik