Annonce

Annonce

To vildsvin ses i naturen

Det franske militær skal hjælpe jægere med at jagte vildsvin nær den fransk-belgiske grænse. Foto: Colourbox

Hegn og militær skal holde svinepesten ude af Frankrig

Bekymringen i Frankrig stiger, efter at svinepest er konstateret nær grænsen. I Danmark er opsætningen af vildsvinehegnet påbegyndt.

Godt én km fra den belgisk-franske grænse er der konstateret to tilfælde af afrikansk svinepest hos vildsvin, og det øger bekymringen i Frankrig for, at landets svinebesætninger kan blive ramt af smitten.

"En bekræftelse på fundet af to tilfælde af afrikansk svinepest den 9. januar 2019 i Belgien omtrent én km fra grænsen, efterlader vores land mere eksponeret end før for denne store risiko for svineproduktionen," lyder det i en erklæring fra det franske landbrugsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

"Vi er nu på det maksimale risikoniveau," fastslås det i erklæringen.

I efteråret påbegyndte myndighederne opsætningen af et hegn mellem netop Belgien og Frankrig, og derudover er der oprettet en såkaldt hvid zone på 78 km2 langs grænsen, hvor tilstedeværende vildsvin vil blive skudt, for at forhindre spredning af sygdommen. 

Her er militæret desuden blevet sat ind for at hjælpe med at sætte fælder op og lokke vildsvin i baghold, så jægere kan skyde dem. Militæret skal ikke selv affyre skud, har Frankrigs landbrugsminister oplyst på Twitter.

Ministerens vurdering er, at der er 500-600 vildsvin i den hvide zone.

"Situationen bekymrer os mere dag for dag. Skulle afrikansk svinepest blive opdaget i bare ét dyr, er vi nødt til at overveje en omfattende slagtning for at forhindre yderligere spredning. Konsekvenserne kan blive meget, meget alvorlige. Vi er bange for, at mange producenter ikke kan klare det," siger Jeff Trebaol, dyrlæge ved den franske brancheorganisation for svineproducenter, Fédération Nationale Porcine (FNP), til Pig Progress.

Hegnet er ingen garanti

Herhjemme er opsætningen af det omdiskuterede vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse netop begyndt. Det 80 mio. kr. dyre hegn bliver 68 km langt, halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden.

Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen-grænseovergange og krydsende vandløb. For at mindre dyr kan passere hegnet, etableres der en 20x20 cm åbning for hver 100 meter. Her vil der blive installeret videoovervågning.

Sammen med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) netop besøgt byggepladsen nær Padborg.

Her fortalte Jakob Ellemann-Jensen i et interview med BT, at han synes, det er "forfærdeligt", at man har følt sig nødsaget til at opsætte et hegn i Europa, og at han oprindeligt var imod ideen. Eksporten på 11 mia. kr., der potentielt kan mistes, fik ham omvendt. Han anerkender dog, at hegnet ikke er nogen helgardering.

"Der vil helt sikkert være nogle vildsvin, der kommer igennem. Men hegnet vil minimere antallet," sagde han.

Hegnet er da også blevet kritiseret af flere grønne organisationer som Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden for at skade naturen og dyrelivet og for ikke at have den fornødne effekt.

På den anden side af grænsen er der ligeledes kritik; Jan Philipp Albrecht, der er landbrugsminister i delstaten Schleswig-Holstein, har udtalt til det tyske nyhedsbureau DPA:

"Vi tvivler kraftigt på effekten og nødvendigheden af et hegn mellem Danmark og Schleswig-Holstein."

Naturstyrelsen kan heller ikke garantere, at hegnet vil forhindre afrikansk svinepest i at komme til landet, men projektleder Martin Brink har udtalt til dr.dk, at det vil "reducere muligheden for, at vildsvin kan komme ind".

Modstand i Polen fra jægerne

Formanden for Svineudvalget i Økologisk Landsforening, Randi Vinfeldt, gruer for konsekvenserne, hvis den afrikanske svinepest rammer Danmark.

"Jeg kan kun bakke op om, at vi får gjort noget ved problemet med vildsvin med det samme. Som økologisk svineproducent står jeg og mine kolleger til at skulle lukke min produktion helt ned, hvis først afrikansk svinepest kommer til Danmark. Vi har ikke noget sted, hvor vi kan lukke vores fritgående grise ind," sagde hun, i forbindelse med at daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skærpede indsatsen mod svinepesten med nye jagtregler og en mere grundig inspektion af dyretransporter.

I Polen, hvor der allerede er set tilfælde af afrikansk svinepest, møder den polske regerings indsats også kritik. I januar valgte regeringen at tilbyde jægere ca. 1.100 kr. for hvert voksent hunvildsvin, de skød, men det fik straks jægerforbund på banen, da de fandt initiativet uetisk.

"En eller anden, der er syg i hovedet, har besluttet, at alle vildsvin bør skydes, heriblandt drægtige søer og dem, der allerede har fået unger. Jeg appellerer til, at mine kolleger ikke tager del i denne massakre," skrev Marek Porczak, der er medlem af jægerforbundet Ostoja.

Afrikansk svinepest er uskadelig for mennesker, men medfører en smertefuld død for både vild- og tamsvin.

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet

CO2-afgiften lader til at virke

I 10 år havde de mest klimabelastende virksomheder i Danmark ikke sænket deres CO2-udledninger - lige indtil politikerne vedtog en afgift. Så faldt udledningen markant.

26-04-2024 3 minutter Klima,   Politik