Annonce

Annonce

Arlas ellastbil på landevej

Flere klagere mener, at Arla bør være mere præcis i sin kommunikation, når selskabet fortæller om brugen af klimakreditter i forhold til de økologiske mejerivarer. PR-foto: Arla

Arlas klimakompenserede øko-produkter forvirrer forbrugerne

Forbrugerombudsmanden har modtaget 15 klager over Arla-kampagne om klimakompenserede mejeriprodukter.

Mange forbrugere har vanskeligt ved at finde ud af, hvordan de skal agere, hvis de vil handle klimavenligt. Det skaber usikkerhed, når de står ude i supermarkedet og gerne vil foretage det mest klimarigtige indkøb.

Det gælder ikke mindst i forhold til såkaldt klimakompenserede fødevarer, og ifølge en artikel i Børsen giver Arlas kampagne for klimakompenserede økologiske mejeriprodukter anledning til en del kritik.

Ifølge avisen har Forbrugerombudsmanden modtaget i alt 15 klager, der omhandler den pågældende kampagne, hvor Arla fortæller om sin CO2-neutrale mejeriproduktion, som dog kun omfatter ca. en femtedel af koncernens samlede økologiske indvejning.

"Hvis forbrugerne tror, at Arla kompenserer alle sine økologiske produkter, så gør reklamen det sværere reelt at være en grøn forbruger, og det er jo en vildledning. Især hvis de tror, at produkter som gul ost også er klimakompenseret, for her er CO2-udledningen langt større gennem produktionen," siger Forbrugerrådets projektchef for fødevarer, Camilla Udsen til Børsen.

Arla føler sig på sikker grund

Jesper Skovlund, PR-chef i Arla Danmark er dog kun vidende om en enkelt klage, for som han siger:

"Vi kender ikke til tallet om de 15 klager, og vi forholder os først til en klage, når Forbrugerombudsmanden eller Fødevarestyrelsen har behandlet den og vurderet, at der er grundlag for at rejse en egentlig sag. Det er ikke sket i andre tilfælde end det ene, vi kommenterer på her," siger han med adresse til Margarineforeningen, som i slutningen af 2020 klagede over, at Arla efter foreningens mening vildleder forbrugerne til at tro, at hele den økologiske mejeriproduktion hos Arla er CO2-neutral.

Når Forbrugerombudsmanden har modtaget 15 klager, kan de ifølge PR-chefen både kommer fra privatpersoner, brancheorganisationer og konkurrenter m.fl.

"Det gør det til et meget abstrakt tal, som det er vanskeligt for os at forholde os til," siger Jesper Skovlund, som oplyser, at Arla i øjeblikket er i dialog med Fødevarestyrelsen omkring klagen fra Margarineforeningen, som er en brancheorganisation for producenter og importører af margarine i Danmark.

"Vi tager situationen meget roligt, og hvis det ender med, at vi skal rette på noget, tager vi naturligvis det til efterretning," siger han og pointerer, at Arla hele vejen har gjort sig umage for at kommunikere, at de økologiske produkter i Arla Øko-serien netop er gjort klimaneutrale via køb af såkaldte klimakreditter og grøn strøm.

Flere artikler fra samme sektion

Arla hæver sine klimaambitioner

Arla fordobler klimamålsætningen på to af tre områder for at leve op til de videnskabelige anbefalinger, der viser, hvordan man kan opfylde Paris-aftalen.

18-01-2022 4 minutter Klima,   Mejeri

Fremtidsforsker aner forbrugsfestens endeligt: »Behøver man virkelig at kunne vælge mellem 25 forskellige slags flåede tomater?«

En fremtidsforsker ser klare tegn på, at forbrugsfesten er ved at være ovre for en stor del af befolkningen; mange vil leve mere bæredygtigt. En professor savner dog konkrete beviser på, at det går den vej - men hun håber det.

18-01-2022 14 minutter Bæredygtighed,   Forbrug

Verdens største økologimesse udskydes et halvt år

I samråd med udstillerne har arrangører af BioFach i Nürnberg besluttet at flytte BioFach fra 15.-18. februar til 26.-29. juli, hvor alt tyder på, at der er mere styr på coronasituationen.

17-01-2022 5 minutter Eksport