Annonce

null

Stor koncern vil indføre klimamærkning

Salling Group, der driver kæderne Føtex, Netto og Bilka, inviterer nu til samarbejde om en fælles klimamærkning, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at foretage det bæredygtige valg.

07. november 2019
Læsetid: 3 minutter
Grøntafdeling i Netto

Netto er en af de kæder, som er klar til at investere tid og penge i at udvikle et klimamærke, som skal guide forbrugerne til det mest bæredygtige køb. Arkivfoto: Jakob Brandt

Det skal være nemt og enkelt at træffe klimavenlige valg, når man køber ind. Derfor vil Salling Group introducere en fælles klimamærkning, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

På den måde tager dagligvarekoncernen konsekvensen af, at mange forbrugerne gerne vil gøre klimaet en tjeneste, når de handler, men at mange oplever, at det kan være vanskeligt at finde de mest klimavenlige produkter.

Salling Groups administrerende direktør, Per Bank, lancerer torsdag ønsket om en fælles klimamærkning i en kronik i Dagbladet Børsen. Og slår fast, at det er nødvendigt, at detailhandel, eksperter, forbrugere, lovgivere og forskere går sammen og arbejder for at udvikle en enkel, men velfunderet klimamærkning.

"Vi er klar til at arbejde aktivt for en ordentlig, reel og ambitiøs klimamærkning i Danmark baseret på forskning og fælles standarder for klima-aftryk. Den ambition lancerer vi nu og inviterer alle til at deltage, hvilket er essentielt, hvis vi skal lykkes," siger Per Bank.

Helt konkret peger Salling Group på en mærkningsordning, hvor forskellige varekategorier rangordnes efter deres klimapåvirkning. Salling Group vil investere i arbejdet for at finde de bedste metoder og er også klar til at bidrage med midler til forskning, så de rigtige løsninger findes.

"En mærkning skal gøre det enklere for forbrugere at handle klimavenligt og på et oplyst grundlag træffe valg, der er rigtige for dem. Mange danskere har et ønske om at handle klimavenligt, men finder det svært at gennemskue, hvordan vi træffer klimavenlige valg. En klimamærkning vil kunne hjælpe alle med at navigere og aktivt bidrage, når vi gør vores indkøb," siger Per Bank.

Det er nu første gang, at en detailkoncern bakker op og vil arbejde aktivt for et fælles tiltag, og Netto-direktør Michael Løve forklarer på sin LinkedIn-profil:

“Vi har ikke tidligere bakket op om klimamærkning, for det er virkelig svært at gøre seriøst, men behovet er mere akut nu. Kunderne vil have noget hjælp til at forstå, hvilke fødevarer der påvirker klimaet mindst, så det vil vi sætte tid og penge bag at komme med et bud på, hvordan vi kan vise. Og vi vil meget gerne gøre det med hele branchen, så kunderne kun får én enkel mærkning, de skal forholde sig til.”

En klimamærkning er dog ikke Økologisk Landsforenings livret. Foreningens formand, Per Kølster, mener ikke, at det løser klimaudfordringen i fødevareproduktionen.

"Jeg synes ikke, at det er en særlig god ide. Det vil kræve et kæmpe arbejde med nogle meget komplekse beregninger og så mange faktorer, at det vil skabe mere vildledning end vejledning," har han tidligere udtalt til okologisk.nu.

Flere artikler fra samme sektion

Sofari har plads til flere værtsgårde

Forbrugereventet Sofari efterlyser flere økologiske griseproducenter, som har lyst til at åbne gården for gæster den 18. maj.

14-03-2025 3 minutter Events

Otte ud af Danmarks ti mest bæredygtige brands er økologiske

Ny analyse fra Sustainable Brand Index viser, at de danske forbrugere i høj grad sætter lighedstegn mellem økologi og bæredygtighed.

12-03-2025 3 minutter Bæredygtighed

Dansk frugt og grønt er under voldsomt pres

Ni ud af ti forbrugere mener, det er vigtigt, at vi har alsidig produktion af frugt og grønt i Danmark. Alligevel er kun en fjerdedel af vores grøntsager danske, og udfordringerne hober sig op for de hårdt pressede producenter. Derfor går 31 aktører fra hele værdikæden nu sammen for at få mere dansk frugt og grønt på tallerkenen.

11-03-2025 6 minutter Frugt, bær, grønt