Annonce

Annonce

Johannes Haandsbæk Vestergaard, Jørn Ussing Larsen og Christiane Lindrup Pedersen foran Kornets Hus.

Johannes Haandsbæk Vestergaard, Jørn Ussing Larsen og Christiane Lindrup Pedersen ser frem til, at de 12. december for første gang åbner døren for gæster til Kornets Hus. Foto: Svenn Hjartarson, Studio 03

Kornets Hus åbner efter 17 års forarbejde

Kornet får nu sit eget hus i en arkitektonisk perle syd for Hjørring, hvor gæsterne kan høre om, bage med og smage på historiens vigtigste fødevare - kornet.

For Jørn Ussing Larsen bliver 12. december en helt speciel dag. Gennem 17 år har han arbejdet for at etablere et center for viden og inspiration om korn, ernæring og madkultur, og i næste uge er Kornets Hus endelig klar til at åbne døren for de første gæster i corona-trygge rammer.

I spidsen for Kornets Hus står centerleder Johannes Haandsbæk Vestergaard og fødevareingeniør og bagenørd Christiane Lindrup Pedersen som sammen med idémanden glæder sig til, at huset snart summer af liv og dufter af friskbagt brød.

”Kornets Hus er en gave til alle nordjyder og madelskere fra hele landet,” fortæller Johannes Haandsbæk Vestergaard, der selv er kok og tidligere har drevet restauranter i København.

”Vi glæder os til at inspirere de besøgende og give dem både brugbar viden og nye smagsoplevelser. Kornet rummer et væld af gode historier, og dem kan man som gæst i Kornets Hus få indblik i igennem sanseoplevelser og fede aktiviteter,” hedder det i en pressemeddelelse om åbningen.

Dækket af brændte teglsten rejser Kornets Hus sig smukt på en mark ved siden af bageriet Aurion, som Jørn Ussing Larsen grundlagde på en mark lidt syd for Hjørring for næsten 30 år siden.

Det er næsten to et halvt år siden, at det første spadestik blev taget til den arkitektoniske perle, som er tegnet af den norske prisvindende arkitekt Reiulf   Ramstad.

Forskellige udfordringer under byggefasen har udskudt åbningen flere gange, men i næste uge er huset og folkene bag klar med en ambition om at begejstre og berige dets gæster med bageglæde, nye smagsoplevelser og inspiration til at gå i køkkenet sammen.

Fra venstre Johannes Haandsbæk Vestergaard, Jørn Ussing Larsen og Christiane Lindrup Pedersen med nybagt brød fra en af de mange ovne i Kornets Hus
Fra venstre Johannes Haandsbæk Vestergaard, Jørn Ussing Larsen og Christiane Lindrup Pedersen med nybagt brød fra en af de mange ovne i Kornets Hus. Foto: Svenn Hjartarson, Studio 03

Det nu færdigindrettede hus rummer både et stort åbent bageri, hvor gæster inviteres til at deltage i alt fra pizzabagning, kage-konkurrencer og nørdede surdejskurser, samt en spændende interaktiv udstilling, som beskriver kornets indflydelse på vores kultur helt fra bondestenalderen 4000 år f.Kr. og frem til nutidens bage-entusiaster.

Coronaen har lagt en dæmper på den store åbningsfest, som er udskudt til foråret, men folkene bag Kornets Hus tripper allerede nu for at få liv i huset og dets flere end ti forskellige ovne, som spænder fra almindelige husholdningsovne til håndbyggede støbejernsovne fra Sydtyrol.

På sigt satser folkene i huset på at det bliver et decideret udflugtsmål med åbent hver weekend og udvidet åbningstid i sommerperioden. Men for at sikre en god og tryg oplevelse for alle gæster har man valgt kun at afholde arrangementer med forud-tilmelding på hjemmesiden i den første tid.

Kornets Hus fortæller verdens vigtigste historie. Efter et helt livs arbejde med at udforske kornets mange muligheder og perspektiver er det et stort privilegie at få lov at se huset blive en realitet.

— Jørn Ussing Larsen

Mange husker Jørn Ussing Larsen, som manden der for årtier siden genintroducerede spelt til de danske husholdninger. I dag ser han Kornets Hus som et monument over sit eget og mange andres arbejde med udviklingen af kornets alsidighed.

Idéen til Kornets Hus er spiret frem over de sidste 17-18 år. Hurtigt dannede der sig en forening af lokale ildsjæle, som ufortrødent har arbejdet videre med planerne og i dag fortsat spiller en stor rolle i Kornets Hus dagligdag, og Jørn Ussing Larsen lægger ikke skjul på, at Kornets Hus er en drøm, som går i opfyldelse.

”Kornets Hus fortæller verdens vigtigste historie. Efter et helt livs arbejde med at udforske kornets mange muligheder og perspektiver er det et stort privilegie at få lov at se huset blive en realitet. Vi er meget taknemmelige og ydmyge over den store opbakning, vi har oplevet fra lokalområdet og de trofaste bidragsyderne. Nu glæder vi os bare til at dele stedet med andre,” siger Jørn Ussing Larsen.

Udover at være en attraktion i det nordjyske kommer Kornets Hus til at danne ramme for et alsidigt formidlingsprogram til både folkeskoler og erhvervsskoler.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd