Annonce

Annonce

Rikke Grønning ekspederer kunde i Good Food to go

Good Food to go, hedder Rikke Grønnings nye spisested i Klit Møller, hvor hendes 13-årige datter Emma t.h. og familiens venner har hjulpet i de travle dage omkring åbningen. Foto: Helle Bossen

Øko-konsulent åbner take away-restaurant med økologisk hverdagsmad i Cold Hawaii

Gennem mange år har Rikke Grønning ydet rådgivning til professionelle køkkener, som ønskede at omlægge til økologi. Nu har hun taget sin egen medicin og åbnet økologisk take away-restaurant i Klitmøller.

Som konsulent i foodserviceteamet i Økologisk Landsforening har Rikke Grønning hjulpet utallige køkkener med rådgivning om, hvordan de bedst kommer i mål med omlægningen til økologi.

I sommer forlod hun Økologisk Landsforening efter 11 år for at blive selvstændig øko-konsulent og forfølge drømmen om at etablere sin egen take away-restaurant i Klitmøller. Hun har med andre ord taget sin egen medicin, og i weekenden åbnede hun 'Good Food to go', som sælger økologisk hverdagsmad med mindst 90 pct. økologi til priser, hvor alle kan være med.

Butikken er indrettet i forbindelse med familiens sommerhus i Klitmøller, hvor der lå et gammel butikslokale fra 1929, som tidligere har rummet en cykelsmed, et fossilmuseum og galleri, men bygningen var i så ringe forfatning, at Rikke Grønning og hendes mand valgte at rive den ned og genopføre den i samme stil.

”Åbningen gik rigtig godt, og vi har haft pænt med besøg,” siger Rikke Grønning efter åbningsweekenden, hvor hun havde familie og venner til at hjælpe bag disken, som er bygget af gulvbrædderne fra den gamle cykelbutik, som tidligere lå på grunden.

’Good Food to go’ holder I første omgang åben i efterårsferien, som dermed bliver en form for testperiode for konceptet, som delvist er baseret på lokale varer fra Tranum Naturbrug og Trynen i Jorden.

”Alt vores brød er friskbagt, og der er altid et vegetarisk valg. I dag er det en sandwich med ingefærdsyltede gulerødder og estragon-mayo med syltede rødløg,” siger Rikke Grønning, som både er udannet kok og levnedsmiddeltekniker.

Hun er overbevist om, at der på den populære surf-destination bør være plads til et økologisk supplement til de mange konventionelle spisesteder, og når restauranten åbner på fuld tid i påsken 2022, går hun efter at få det økologiske spisemærke i guld. Det er kundernes garanti for, at mindst 90 pct. af råvarerne er økologiske.

”Vi laver dejlig velsmagende mad, altid fra bunden og baseret på årstidens økologiske grøntsager. Vores mad er enkel hverdagsmad til hele familien,” skriver hun på restaurantens hjemmeside.

Menuen består af en sandwich med kød, en grøn sandwich, dagens suppe og dagens ret og så er der masser af kaffe på kanden og noget sødt til, lover Rikke Grønning.

I løbet af vinteren holder ’Good Food to go’ åben i udvalgte weekenden, som bliver annonceret via hjemmesiden.

Flere artikler fra samme sektion

Flere økologer kan se frem til tilskud til ny teknologi

Der er stor efterspørgsel på tilskud til ny teknologi, og nu afsætter fødevareministeren ekstra penge til Økologisk investeringsstøtte i 2021. Derudover får ansøgerne et halvt år ekstra til at afslutte deres projekt.

02-12-2021 2 minutter Tilskud

Snart bliver engelske landmænd belønnet for at passe på deres jord

Engelske landmænd vil fra 2022 modtage betaling, hvis de aktivt værner om jordens frugtbarhed og sundhed. Flere naturorganisationer er dog skuffede over ordningen.

02-12-2021 4 minutter Udland,   Politik,   Jordfrugtbarhed

Ny kampagne skal gøre det nemt at spise grønnere i januar

I januar 2022 sætter Dansk Vegetarisk Forening for første gang den landsdækkende kampagne Grøn Januar i gang. Grøn Januar har deltagelse af flere store kæder og skal sætte fokus på at spise grønnere ved at synliggøre udbuddet af veganske muligheder i landets butikker samt på spisesteder og i kantiner.

02-12-2021 4 minutter Forbrug,   Detailhandel,   Plantebaserede fødevarer