Annonce

Annonce

Økodag hvor køerne danser på Stenbølgaard

Med op mod en kvart mio. gæster har Økodag, hvor økologerne slipper køerne på græs, udviklet sig til et af landets største fødevareevents, og nu har Økologisk Landsforening varemærkebeskyttet det populære event. Foto: Uffe Kjær

Økologerne holder ’Køernes forårsfest’ i kortere snor

Økodag har gennem årene udviklet sig til et så stor forbrugerevent, at Økologisk Landsforening nu har valgt at varemærkebeskytte køernes forårsfest.

Efter to års forarbejde har Økologisk Landsforening nu sikret sig et endnu mere solidt greb om økologiens vigtigste forbrugerevent. Det sket ved at varemærkebeskytte ’Økodag’.

Det sikrer, at kun ØL og foreningens medlemmer har ret til at benytte Økodag i forbindelse med diverse økologi-events, og ifølge Sophie Esmann Andersen, lektor ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, giver det god mening, at ØL vælger at sikre sig bedre kontrol over, hvem der må benytte 'Økodag'.

Hun beskriver Økodag som et utrolig stærkt brand, som gennem årene har opnået en meget høj kendskabsgrad i den danske befolkning.

»Det er et fantastisk brand, og jeg forstår godt, at Økologisk Landsforening har valgt at varemærkebeskytte det,« siger hun.

Økodag 2020

  • Økodag afvikles i år 19. april
  • Værtsgårde: 65
  • I år runder Økodag gæst nummer to mio.

På den store scene er det giganter som Appel, Google, Microsoft, Coca Cola og Amazon, som ligger i toppen af listen over de mest værdifulde brands, men hvis man måler på evnen til at formidle nogle af tankerne bag den økologiske produktionsform og skabe emotionelle bånd til kunderne, er Økodag ifølge den århusianske lektor et unikt redskab.

»Økodag har virkelig formået at skabe et engagement og en viden omkring økologien, og det er blevet en vigtig vidensplatform for borgere, som frivilligt vælger at tage ud på gården.«

Den opfattelse deler hun med de projektansvarlige i Økologiens Hus, hvor Hannah Tappe Clemmensen i år har overtaget tøjlerne efter Birgitte Nygaard. Sidstnævnte har forladt Økologisk Landsforening for at stå i spidsen for arbejdet med at etablere et streetfoodmarked i Horsens, men forinden sikrede hun, at ØL fik et fast greb om Økodag-navnet.

Hannah Tappe Clemmensen er i år blevet projektansvarlig for Økodag, og hun opfordrer værterne til at holde øje med, at ingen misbruger det varemærkebeskyttede navn. Foto: Jakob Brandt

»Mange vil gerne være en del af Økodag, og gennem årene har vi flere gange oplevet, at andre lukrerede på navnet,« siger Birgitte Nygaard om baggrunden for at varemærkebeskytte Økodag.

Hun har samtidig oplevet, at ØL ikke altid har fået nok kredit for at arrangere Økodag, og hun har ved flere lejligheder mødt folk, som troede, at Økodag var et Arla-arrangement.

Det synes hun var ærgerligt, når der er tale om et event, som ØL arrangerer med støtte fra Mælkeafgiftsfonden. Derfor tog hun i 2017 kontakt til Patent- og Varemærkestyrelsen.

»Jeg synes, at det var min opgave at forbinde Økodag med økologiske køer på græs, men det var et kæmpe arbejde at levere den omfattende dokumentation, som skulle til, før de ville acceptere, at ØL havde ret til varemærket,« siger Birgitte Nygaard.

Værterne og mejerierne er vores øjne

Fremover bliver det Hannah Tappe Clemmensen, der er uddannet cand. mag i oplevelsesøkonomi, som overtager rollen som projektleder for Økodag, og dermed skal hun også være med til at sikre, at ingen misbruger navnet.

Hun oplyser, at Økodag suverænt er den begivenhed, som medlemmerne i Økologisk Landsforening på tværs af alle medlemsgrupper tillægger størst værdi og er mest tilfredse med, og ifølge Hannah Tappe Clemmensen bidrager Økodag væsentligt til den samlede fortælling om fordelene ved den økologiske produktionsform.

»Nu er det vores ansvar at reagere, hvis nogen misbruger navnet, og vi opfordrer Økodags-værterne og mejerierne til at være vores øjne og orientere os, hvis de opdager nogen, som misbruger navnet,« siger hun.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd